Findes der en samlet, velintegreret, tværmedial mediedidaktik i faget dansk? Det er hovedspørgsmålet i denne antologi, som er skrevet på baggrund af en konference. Bogen har den svaghed, at den, på trods af at forfatterne behandler samme tema, virker fragmentarisk og usammenhængende. Men hver for sig rummer de fleste af oplæggene synspunkter, begrebsafklaringer, perspektiveringer, modeller og forslag til praksis, der kan inspirere til en nytænkning af danskfagets didaktik og dets praksis på alle niveauer.

Jeg vil koncentrere mig om to af de væsentlige problemstillinger, bogen tager fat i: For det første opfattes danskfaget traditionelt som et dannelsesfag med et særligt æstestisk og etisk dannelsespotentiale og med faglige kvaliteter. Det har som opgave at undervise og retlede eleverne. Men eleverne har i stigende grad deres egen kultur og oplevelse af verden, præget af elektroniske medier. Faget skal stadig holde fast i sin opgave, men det kræver, at rammer og forudsætninger for dette dannelsessyn analyseres, gennemtænkes og fornys.

For det andet volder fagets afgrænsning også problemer. Er det primært et fag, der koncentrerer sig om sprog-, tekst- og medieanalyse og lader samfundsfagene tage sig af sociologiske synsvinkler? To af forfatterne slår til lyd for, at en semiotisk og pragmatisk tilgang til arbejde med tekster er løsningen på den stadige udvidelse af tekstbegrebet, og kommer med forslag til fremgangsmåder.

Bogen er et spændende bidrag til en begyndende dialog om antologiens hovedspørgsmål, men der er lang vej, før en sammenhængende mediedidaktik er formuleret.