Anmeldelse Samfundsfag
0   467

Disse er fortvivlende tider!

Jeg tyr nu og da til overspringshandlinger. På denne eftermiddag valgte jeg at forlade min anmeldelse et øjeblik for at tjekke nyhedsstrømmen. Den flød over med efterretninger om et voldsomt angreb på en fransk bladredaktion. Lige nu føles Amnesty Internationals undervisningsmateriale om ytringsfrihed som noget af det vigtigste i verden.

Ytringsfrihed

Fakta


Titel
Ytringsfrihed


Gratis

Forlag
Amnesty International

Niels Hausgaard hævder, at enighed gør dum. Det er imidlertid ikke enighed og ensretning, der trykker verdens befolkning anno 2015 platfodede. Når man diskuterer menneskerettigheder og andre store emner, er enighed ikke målet. Det er derimod diskussionen selv. Enighed er uopnåelig, men når vi udveksler tanker, bliver vi bedre til at eksistere sammen trods uenighed.

Ytringsfrihed er en evigt glødende kartoffel med en uendelig strøm af følelsesladede debatter i kølvandet. Uanset hvilket standpunkt man indtager, vil det synes ekstremt i nogles øjne. Mens jeg gennemgik Amnestys materiale, faldt det mig ind – og hvis det er tilsigtet, tøver jeg ikke med at kalde det en genistreg, ellers er det blot en virkelig heldig bivirkning – at den allervigtigste lære, der kan komme ud af at bruge det, er erkendelsen af denne enighedens umulighed.

Artiklen fortsætter under banneret

Det er både frustrerende og forstemmende, at de andre ikke forstår, hvor ret man har. Hvordan kan de blive ved med at fastholde så åbenlyst åndssvage standpunkter, når jeg nu har forklaret dem det fjorten gange, den ene højere end den anden?

I mødet med dette materiale skal eleverne diskutere og reflektere i et væk – de vil sandsynligvis blive trætte af det, og en eller anden vil sandsynligvis finde på at efterspørge svaret. Svaret skal naturligvis leveres til sidst: Vores svar er kun ét blandt mange, og med det må vi leve og lade leve.

Jeg vil nu bevæge mig et par toner ned til det mere praktiske niveau. Man kunne nemt henfalde til overdreven begejstring i ren sympati med sagen, men faktisk er materialet både godt og tilgængeligt, og det mente jeg også før tragedien i Paris. Som lærer er man godt hjulpet af vejledninger, tidsangivelser og anvisninger på, hvilke remedier en given øvelse kræver. Det hele er nemt at gå til, og de ting, man selv skal diske op med, er i kategorien tavle, saks og så videre.

Der er masser af gode øvelser og engagerende måder at organisere opgaverne på. Materialet er inddelt i seks temaer, som hver afsøger et aspekt af ytringsfriheden ved hjælp af cases og tekster af såvel juridisk som filosofisk/idéhistorisk art og nogle, der opfordrer til dagligdags hvad betyder det for dig-overvejelser. Der er ikke nytænkning i tilgangene, men form og indhold er matchet glimrende, og i sig selv giver materialet mange timers undervisning. Samtidig kan man, ved brug af Amnestys hjemmeside og alverdens andre kilder, udvide i det uendelige.

Der gives en beskrivelse af, hvorledes materialet korresponderer med Forenklede Fælles Mål, så formalia er på plads, og man får også serveret overvejelser om potentielle problemer ved at behandle emnet i klassen og forslag til håndtering af disse problemer.

Til det har jeg en enkelt sag, som jeg selv ville tænke over i forberedelsen: Både religion og politik er i sagens natur gennemgående temaer i dette materiale – og ekstremt følsomme. De fleste steder i materialet håndteres det på en så fin og generel måde, at det bør være spiseligt for alle. Dog er der en enkelt opgave i afsnittet om forsamlingsfrihed, hvor eksemplet omhandler en gruppering, som beskrives som kontroversiel, og som kun kan tolkes som værende muslimsk. Det er forbandet svært selv for voksne veluddannede mennesker at skille tingene ad, og en diskussion kan nemt ændre retning. Jeg mener dybfølt, at alt skal kunne kritiseres og diskuteres. Jeg mener også, at selvom alle bør respektere alle, bør folks ømme tæer ikke afgøre, hvad der kan og skal siges offentligt. Jeg mener også, at alle elever i den danske folkeskole skal kunne møde om morgenen i sikker forvisning om, at deres integritet og værdighed nyder dyb respekt uanset deres kulturelle baggrund.

Grunden gynger nok lidt under mig – måske er det lidt vel forsigtigt, men selvom det er okay, at bølgerne går højt i samfundsdebatten, er det ingen skam at være overforsigtig, når opgaven er at sikre alle børn en tryg skole at være i. Der sidder tusindvis af muslimske børn – som næppe nogensinde oplever en hel uge uden kradsbørstig snak om deres religion i medierne – i vore skoler. Min opfordring er: Brug dette materiale, for det er godt og vedkommende, men kig lige på din klasse og se, om der skal justeres i en opgave hist eller pist af hensyn til elever, der måske føler sig rigeligt debatteret i forvejen.

Som afrunding vil jeg lige nævne, at citatet ”Jeg foragter Deres mening herom, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den” ikke er udtalt af Voltaire, som der ellers står i materialet – men enhver er i deres gode ret til at påstå det alligevel.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Historie- og samfundsfagsnetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for de to fag. I samarbejde med foreningen Falihos.

Læs mere om de faglige netværk
6.244 andre er allerede tilmeldt