Historiemuseum på privat initiativ

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nyborg har fået sit eget lille skolemuseum. Museet ligger på Sinatur Hotel Storebælt, og det er lokale ildsjæle, der står bag initiativet. Kaj og Tove Bonde, henholdsvis tidligere overlærer og skoleinspektør i Nyborg, har sammen med en håndfuld kolleger gennem 20 år indsamlet skolehistoriske genstande. Nu er de sorteret, kortlagt og kommet frem i lyset.

Lokale skoleklasser og andre interesserede grupper på op til 25 personer er velkomne i den gammeldags skolestue med pulte, kateder, skolebøger, udstoppede dyr, kort, anskuelsestavler og noget så sjældent som en katekismus fra 1890, en ABC fra 1863 og det første nummer af Danmarks Lærerforenings medlemsblad fra 1894. I et andet lokale er der udstillet en masse forskelligt udstyr fra fagundervisningen i idræt, biologi, fysik, håndarbejde og sløjd. Der er desuden en temaudstilling om skolegang under besættelsen.

For yderligere information kontakt Jan G. Larsen på jgla@sinatur.dk eller telefon 30 61 50 02.