»Jeg kan lige se det for mig. Antorini i teflonkappe blive hejst ned på scenen snakkende fuldstændig verdensfjernt om mere varieret undervisning«, griner Anders Petersen, der er formand i Kolding Lærerkreds. Sammen med fem andre lærere er han inviteret til at dele sin oplevelse af den nye skole med teaterdirektør Lasse Bo Handberg og instruktør Anna Schulin-Zeuthen. De smiler begge af Anders Petersens indlevelse i scenekunsten. Lærerne skal give indspark og inspirere teaterfolkene.

Stemningen omkring bordet i Mungo Park Koldings foyer er uhøjtidelig uden at være useriøs. Lærerne har meget på hjerte, og Lasse Bo Handberg og Anna Schulin-Zeuthen lytter. Teaterets plan er at opsætte folkeskolereformen som en satirisk »tour de force« gennem reformens mange paragraffer og folkeskolens 200 år lange historie. Billetterne til fire ud af tolv forestillinger i februar-marts 2015 er allerede udsolgt. Men teaterfolkene mangler endnu de levende eksempler på, hvad lovindgrebet under lockouten og reformudrulningen egentlig har betydet. Men her kan lærerne hjælpe.

Hvem griner af hvem?

Det er i hele optakten til lockouten, at det virkelige drama ligger, mener Anders Petersen.

»I et halvt år op til lockouten vidste vi, at vi ville blive kørt over. Vi vidste, at der ikke ville blive nogen forhandling, fordi KL og Corydon havde besluttet sig«, siger han og suppleres af Lars Bjarne Andersen, der er lærer og tillidsrepræsentant på Harte Skole.

»Det er jo også derfor, vi ikke har kunnet holde ud at høre på Antorinis snak om spændende undervisning, og at vi skulle slagte en ged på en anderledes måde«, siger Lars Bjarne Andersen.

Lærerne er enige om, at Antorinis insisteren på, at reformen vil revolutionere undervisningen, egner sig godt til satirisk teater. Men kan lærerne forestille sig at skulle grine af sig selv?

Ja, lyder det enstemmigt

»Set i bakspejlet er det for eksempel i dag nærmest galgenhumoristisk, at vi stod og vinkede på en vej hver morgen i en hel måned for at gøre opmærksom på, at vi var blevet smidt ud fra vores arbejde. Det var faktisk meget grænseoverskridende for mange«, siger Anders Petersen og fortsætter:

»Og det var sort humor, da en af vores kollegaer slagtede og kogte en død grævling, som han havde fundet i vejkanten, for at demonstrere, at vi gerne vil levere spændende undervisning«.

Teaterfoyeren fyldes igen med grin.

Anmeldelse: En imponerende præstation

En skuespiller og et publikum

Instruktør Anna Schulin-Zeuthen og Lasse Bo Handberg viser lærerne rundt i den smalle teatersal, hvor enmandsforestillingen er tiltænkt at have premiere til februar. Det bliver nødvendigt at løfte loftet en smule for at få plads til de øverste stolerækker, når cirka 60 mennesker skal have et sæde.

»Gruppen er jo helt essentiel i et stykke om folkeskolen, hvad enten vi befinder os i skolegården, på lærerværelset eller til et forældremøde. Så når vi har valgt at opsætte det som et monologteater med én skuespiller, så skal vi kunne gøre publikum til gruppen«, forklarer Lasse Bo Handberg.

Instruktør Anna Schulin-Zeuthen kan afsløre, at skuespilleren, der skal spille både lærer og minister, pedel og skoleleder, bliver en ung kvinde. Men hendes navn er endnu ikke officielt.

Stykket vil komme til at vare et sted mellem 55 og 70 minutter, fortæller Anna Schulin-Zeuthen, der lover at tage teaterdirektørens udfordring op: Skolens 200 års historie vil hun nå at få fortalt på blot ti minutter.

Humor og alvor

Lasse Bo Handberg har længe vidst, at han ville opsætte en teaterforestilling i anledning af folkeskolens 200-års fødselsdag. Men i hvilken form og med hvilket anslag blev han først klar over, da hans lærervenner pludselig sad og råbte ved hans spisebord.

»Der gik det op for mig, hvor grundlæggende værdier loven og reformen er nede at røre ved, og fra det tidspunkt flyttede det sig fra at være noget, der kun foregik inde i TV Avisen, til noget, hvor jeg tænkte: Okay, det her, det er der virkelig dramatik i«, siger han.

Både han og Anna Schulin-Zeuthen er klar over, at den satiriske genre er risikabel. Det er måske ikke alle, der vil synes, at reformen og dens konsekvenser for skolen er morsomme. Men omvendt er det teaterets opgave at turde »lægge bagdelen i klaskehøjde«, som Lasse Bo Handberg udtrykker det.

»Det ville være det kedeligste og mest forudsigelige at tage parti med det gode menneske og dannelsen og at genfortælle en lovtekst en til en, det bliver også for tungt. Men når det er sagt, så er det da min drøm, at vi med opsætningen evner at præsentere en spændvidde mellem det satiriske og det skrøbelige, fordi det er selve grunden til, at emnet er interessant«, siger Lasse Bo Handberg.

Anna Schulin-Zeuthen tilføjer, hvordan teateret har en særlig mulighed for at forstørre nogle konkrete hændelser så meget op, at det komiske blander sig med det kritiske, og det absurde bliver morsomt.

Er I blevet smålige?

Tilbage omkring bordet forklarer lærerne på skift, hvordan de oplever den nye arbejdstidslov som rigid. Kirsten Hattens, der er lærer på Kongsbjergskolen, nævner i den sammenhæng, hvad hun mener er et paradoks.

»Eleverne skal tilbydes faglig fordybelse, men vi får ingen tid til fordybelse«, siger hun.

Uforberedt undervisning har de alle måttet vænne sig til. Ikke at de bryder sig om det. Men det er jo heller ikke deres lov. Der breder sig en stemning af trods. »Er I blevet smålige?« spørger Lasse Bo Handberg. Der er stille et øjeblik. Smålige, nej. Men stædige, ja.

»Vi er nok blevet nogle lønarbejdere, ja. Der er gået slagteri i den«, svarer Lars Bjarne Andersen.

Janni Henriksen, der er tillidsrepræsentant på Bakkeskolen, vil også gerne indrømme, at de nye målkrav har fået hende til at tænke anderledes om inklusionen. »Det er blevet benhårdt, og jeg må satse på de tyve og ikke på den ene«, siger hun. Flere af de andre giver hende ret i, at man let kommer til at håbe, at den bogligt svage elev bliver hjemme, den dag Pisa eller de nationale test skal tages.

»Ja, velkommen til konkurrencestaten«, tilføjer Janni Henriksen sarkastisk.

Lasse Bo Handberg og Anna Schulin-Zeuthen vil også gerne have lærernes bud på, om den lærerstuderende i fremtiden vil blive en anden. Fremavler arbejdstidsloven og reformen en ny lærertype, tror de?

Det mener lærer på Vonsild Skole Helle Hedegaard bestemt. Endnu er den arketypiske lærer i hendes øjne et menneske, der holder så meget af børn, at han eller hun både vil have god tid med sine egne og et arbejde fyldt med dem.

Men med lov 409 kan man ikke få begge dele.

Teaterdirektøren og instruktøren ser på hinanden med en vis alvor og noterer pointen. Punktum i manuskriptet til forestillingen om folkeskolereformen kan dog først sættes, når de også har mødt en gruppe henholdsvis skoleledere og elever.