Forskningen har et ansvar for, at den polariserede pædagogiske debat ikke i tilstrækkelig grad bliver nuanceret, mener Ning de Koninck-Smith

Forsker: Kan vi leve med flere privatskoler?

Forældre søger i stigende grad mod privatskolerne, og landets folkeskoler bliver stadigt mere forskellige – både i udtryk og kvalitet. Det konkluderer skolehistoriker Ning de Coninck-Smith, som sammen med to kolleger netop har færdiggjort værket Dansk Skolehistorie i fem bind. Her har de fortalt historien om den danske folkeskole fra middelalderen til i dag.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Antallet af privatskoler og frie grundskoler er fordoblet på 45 år. Den polarisering af skolesystemet må vi jo finde ud af, om vi kan og vil leve med", siger Ning de Coninck-Smith, professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet (DPU).

Reform-konsekvens: Forældre flytter børn på privatskole 

Hun ser den øgede søgning mod privatskolerne som et udtryk for, at forældrene har et negativt billede af folkeskolen.

"Det dominerende billede af folkeskolen er jo, at den består af lige dele Pisa, tosprogethed og inklusion. Læg dertil lærernes rysten på hånden i forhold til, hvad de skal mene om det selv, og så har man en ikke særligt appetitlig cocktail. Og så glemmer man, at der er mange gode folkeskoler også", siger hun.

Handler stigningen ikke også om, at der nedlægges folkeskoler i tyndt befolkede områder, der så genopstår som friskoler?

"Det er klart, at det også har en betydning. Men søgningen til de etablerede privatskoler er også vokset betydeligt, og det skal også ses som et udtryk for en kritik af folkeskolen".

Ikke modstander af privatskoler

Ning de Coninck-Smith har netop med støtte fra Carlsbergfondet lagt sidste hånd på femte og sidste bind af Dansk Skolehistorie, som udkommer til sommer. Hun har skrevet værket sammen med kollegerne Iben Vyff og Lisa Rosén Rasmussen. Skolehistorikeren understreger, at hun ikke er ude med riven over for de frie grundskoler.

Matroser og knapmagere var skolens lærere

"Jeg har selv haft mine børn på Bernadotteskolen. Men vi er nødt til at tage en diskussion af, hvor vi skal lægge kræfterne i et samfund, der har de midler, vi nu har. Jeg tror, at man bliver nødt til at kigge på, hvad undervisningspligten skal indbefatte i 2015. Verden var en helt anden, da den blev indført i 1860'erne", siger hun.

Professoren ser en udfordring for skolen i, at kommunerne har samlet den seneste folkeskolereform op forskelligt, og dermed bidraget yderligere til en decentralisering skoleområdet i Danmark, der løbende er blvet mere markant siden 80'erne. Dermed bliver skolernes undervisningstilbud også forskelligt i udtryk og kvalitet.

En rigtig god (skole)historie

Samtidig er folkeskolen blevet en indenrigs- og værdipolitisk kampplads, mener Ning de Coninck-Smith. 

"Det er der intet nyt i. Men det er klart, at det ikke styrker tilliden til, at politikerne vil skolen det bedste, når De Konservative fører kamp mod lektiecafeerne i forbindelse med reformen. Sådan som skolepolitik føres i dag, må man bare håbe, at de holder fingrene fra folkeskolen i forbindelse med en kommende valgkamp", siger hun.

"Det var den rigtige beslutning at gøre lektiehjælp frivilligt"

Men reformen er jo et bredt forlig?  Bortset fra to yderpoler i Enhedslisten og Liberal Alliance er der vel så politisk konsensus om skolen?

"Man laver brede skoleforlig, men det er tydeligt, at polariseringen stikker dybt. Det gælder den politiske polarisering, men også kløften mellem Danmarks Lærerforening og regeringen og mellem forskningsverdenen og regeringen er rekorddyb", lyder svaret fra Ning de Coninck-Smith.

"For mig er politik ikke kun noget, der foregår på Christiansborg. Det er også hele det netværk af spillere, der er omkring skolen, og der er en kæmpe polarisering i hele skolelandskabet".

Forskerne har svigtet deres ansvar

I den forbindelse mener hun, at forskningen har et ansvar for at nuancere den pædagogiske debat, den ikke har levet op til.

"Det er underligt, at forskningen er så tilbageholdende i forhold til at tage et medansvar. Det er kun, når vi bliver trykket allermest på maven, at der er en nuancerende forskningsdebat i offentligheden. Man er tilbøjelig til at sige, at det er pressens skyld, fordi I kun ringer til Niels Egelund. Men forskerne må også gøre mere for at få en synlig profil i den brede offentlighed", siger Ning de Coninck-Smith.

Er det svært at komme i medierne, hvis man ikke er god for en citategnet one-liner? 

"Det er klart, at nogle journalister er bedre end andre til at acceptere, at forskere ikke udtaler sig så katagorisk. Men min fornemmelse er, at forskerne ikke selv kommer meget videre end samtalen ved frokostbordet, hvor vi alle kan sidde og rulle med øjnene og blive enige om, at nu er det altså også for galt".

"Det skyldes naturligvis også travlhed. Der er mange af mine kolleger, der laver myndighedsbetjening. Men uanset årsagerne, er der på det pædagogiske område alt for meget forskning, der aldrig kommer i omløb".

Sat på spidsen med reformen

Den manglende faglige debat i offentligheden er sat "frygteligt på spidsen" med reformen, mener Ning de Coninck-Smith. Hun synes, at ministeriet for eksempel med fordel kunne have været mere åbne omkring resultaterne af afprøvningerne af heldagsskolekonceptet.

"Jeg ved ikke, hvad der er sket bag kulisserne, men som en del af offentligheden, synes jeg det har stået skralt til med diskussionen af de pædagogiske elementer, inden de blev til lov", siger hun.

Gør det det ikke også svært at komme på banen som forsker? Hvis man skal udtale sig om højaktuelle sager uden det store empiriske grundlag, er der så ikke større risiko for, at man gør det på baggrund af holdninger?

"Det er klart, at man hurtigt kan komme til at politisere, men så må der jo komme nogle modstemmer. Når Niels Egelund for eksempel udtaler sig om skolesammenlægninger, så går jeg da ud fra, at det er for at fremprovokere modreaktioner, at han udtaler sig katagorisk om forskningens bud på den perfekte skolestørrelse. Forskning er meningsskabelse - et tilbud om fortolkning - men det er jo ikke den entydige sandhed".

Når alt kommer til alt, handler det for skolehistorikeren om, at debatten om folkeskolen er så vigtig, at den skal tages:

"De ting, jeg roder med, er af så vigtig samfundsmæssig karakter, at jeg ikke kan sidde på hænderne. Man bliver simpelthen nødt til at blande sig".