I gamle dage var der styr på det i de danske skoler. Ro og orden. Man var Des med lærerne og på efternavn. Man rejste sig op, når læreren kom ind. Der var nemlig respekt om lærernes autoritet. Man gjorde, hvad der blev sagt. Sådan lyder det ofte, når jeg taler med folk om læring og skoleliv. Og mange ryster på hovedet over elevernes manglende respekt for lærerne. Det er desværre korrekt, at der er undersøgelser, der peger på, at der nogle steder er for lidt fokus fra eleverne på læring. For eksempel viser en undersøgelse fra Dansk Center for Undervisningsmiljø, at op mod 53 % af eleverne føler sig generet af støj i timerne. Det bør vi alle tage alvorligt. Undervisningsministeriet har netop lanceret to publikationer: Ro og klasseledelse i folkeskolen -Anbefalinger fra ekspertgruppen og Ro og klasseledelse i folkeskolen - rapport fra ekspertgruppen om ro og klasseledelse. Begge er begået af en større ekspertgruppe og indeholder både videnskab og konkrete metoder, der heldigvis ligger langt fra den sorte skole. Det er spændende og uhyre relevant læsning for både lærere og forældre samt andre med interesse for, hvordan man skaber et endnu bedre arbejdsklima i vores klasselokaler.

Så burde den jo være hjemme. Man ved både, hvad der er galt, og hvordan man retter op på det. Man kan med rette sige, at ministeriet og eksperterne har givet lærerne arbejdsmetoderne. Jeg vil endda påstå, at der er mange lærere, der allerede er dygtige klasseledere. Men hvor er det så, at det går galt? Det er som om, der mangler noget i ligningen. Det, mener jeg, handler om respekten for lærerne. Den kan de få på mange måder. Fra forældrene for eksempel. Men her skyder jeg måske forbi målet. For jeg har set mange undersøgelser, der viser, at danske forældre er glade for både deres børns skole og de lærere, som børnene har i skolerne. Eksempelvis viser en undersøgelse foretaget af Wilke for Jyllands Posten, at 75 % af forældrene mener, at skolen i nogen grad, i høj grad eller i meget høj grad har det nødvendige faglige niveau. Min konklusion: Der er masser af respekt for lærernes arbejde fra forældrenes side. Hvor går det så galt? Det er klart, at forældrene har et ansvar for uro og støj i klasserne. Det er jo dem, der står for den hjemlige del af børnenes opdragelse. Jeg frikender heller ikke de lærere, som ikke leder deres klasser på en god og læringsfremmende måde, slet ikke. Men der er en helt anden vinkel, som jeg synes er helt overset, nemlig mediernes.

Medierne har et kæmpe ansvar. Jeg oplever, at de tegner et billede af lærerne, som nogle nyttige idioter, der måtte vælge et taberjob som lærer i et elendigt fungerende skolesystem. Med stribevis af artikler, der peger på alt det, der ikke fungerer. Det er som om, at journalisterne slet ikke er klar over den skade de gør. Det er ikke kun folkeskolelærere, der føler sig ramt. Når jeg møder lærere fra friskoler, efterskoler, VUC, erhvervsskoler med flere, så oplever jeg en følelse af opgivenhed overfor mediernes omtale. Når jeg spørger lærerne om, hvorfor de ikke skriver læserbreve og omtaler de gode resultater, eller når jeg spørger dygtige forskere, uddannelsesledere og seminarielærere, er svaret det samme: Det ændrer ikke noget, der kommer jo nye dårlige historier hver dag. Jeg er ikke imponeret over den opgivenhed. Men jeg kan godt forstå den. En af de uddannelsesforskere, der citeres mest for tiden er New Zealænderen John Hattie. Han opsummerer sin enorme forskning i læring med tre ord: Kend din virkning. Læreren skal vide, hvordan det som han eller hun underviser i forstås af eleverne. Hvad har de lært? Hvad er lærerens virkning? Derfor spørger jeg: Kender vores journalister egentlig deres virkning på lærere, forældre og elever landet rundt? Jeg tillader mig også at svare: Jeg tror det ikke.

For mig står det helt klart: Når mediernes overskrifter i overvejende grad er negative og når artiklerne, der hører til overskrifterne, bombarderer læserne med historier om skolernes forfald på alle måder, så påvirker det også forældrene, eleverne og lærerne. Det må da smitte af på elevernes opfattelse af deres læreres autoritet, når forældrene igen har set i Nyhederne på TV eller læst på nettet, at den er helt gal i skolerne i Danmark. Og fortæller det til hinanden eller til børnene.

Så en af løsningerne er at give lærerne den respekt, de fortjener. Det betyder ikke, at man nu kun skal skrive solstrålehistorier. Men det betyder, at man skulle balancere den mediedækning, som vores skolevæsen og dermed vores lærere får. Skriv de artikler, der viser alt det, der beviseligt fungerer i det danske skolevæsen. Opsøg den forskning, der giver mange vinkler på det, der foregår i skoleverdenen i dag. Lad være med blot at ringe til de samme forskere og få en god overskrift og en tilsvining af lærernes arbejde. Jeg udfordrer hermed danske journalister og mediefolk til at påvirke vores skolevæsen positivt, så vi balancerer befolkningens opfattelse af de danske skoler. Tænk bare, hvilken virkning det kunne have.

Casper Rongsted, Valby den 29.12. 2014

Projektleder www.verdensbedstedanskeskole.dk