Anmeldelse

www.ligetil.nu

www.ligetil.nu

Unge og voksne med læseproblemer og folkeskoleelever har nu adgang til en netavis i et godt og let sprog, og hvor tekster kan læses op

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Her er et enestående gratis nyhedsmedie. En hjemmeside med døgnets vigtigste nyheder, billeder og ordforklaringer og, om ønsket, mulighed for oplæsning af artikler med syntetisk tale.

Fakta:

Titel: www.ligetil.nu

Type: Internet

Forlag: Ritzau

Op imod en halv million danskere har svært ved at læse en nyhedsartikel i en avis. Nu har disse danskere og også danskere med en udenlandsk baggrund mulighed for at orientere sig og fordybe sig i døgnets nyheder på skrift. Også elever i folkeskolen vil kunne have stor glæde af "ligetil.nu", som hjemmesiden hedder.

Projektet er finansieret af Kulturministeriet og Trygfonden. Foreløbig er der penge til en prøveperiode til august 2009. Projektgruppen består af professorerne Jørn Lund og Carsten Elbro, Ritzaus nyhedschef, Erik Berg, samt chefredaktør Stig Ørskov og journalist Bo Maltesen fra Politiken. "Ligetil.nu" har redaktion hos Ritzaus Bureau, der ejes af de danske dagblade og Danmarks Radio. Jornalisterne Ulla Søgaard Thomsen og Susanne Pedersen står for den daglige redaktion. Artiklerne skrives på baggrund af nyhederne fra Ritzau.

Hjemmesiden er let at gå til. En startside med billeder og tekst præsenterer i oversigtsform nyheder inden for områderne indland, udland, sport, kultur og set og sket. Den 4. januar 2009 lyder overskrifterne: "Flere penge til socialt udsatte grupper", "Vrede ved begravelser i Gaza", "Dakar Rally flytter til Sydamerika", "DR starter ny runde X Factor" og "Prinsesse Maries første nytårs-kur".

Sproget i artiklerne er let, godt og varieret. Svære ord og begreber forklares enten i teksten eller ved at klikke på en stiplet linje. En syntetisk stemme læser teksten op, hvis det ønskes. Stemmen er forståelig, men den har selvfølgelig et syntetisk præg. Det er muligt at få løbende automatisk opdatering direkte ind på sin egen computer. Der er også knyttet en søgefunktion til hjemmesiden, så man kan læse ældre artikler inden for ens interessefelt.

Stor ros til projektgruppe, sponsorer og journalister. Her er virkelig en hjælp til unge og voksne med læseproblemer. Samtidig er der spændende og aktuelt læsestof til en del af vore elever i skolen. Elever fra 4. klasse vil med fordel kunne orientere sig i "ligetil.nu". Jo højere klassetrin, jo flere elever vil umiddelbart gå efter de ubearbejdede tekster på diverse avishjemmesider. Men også på disse klassetrin vil der være elever, der har glæde af teksterne på nyhedstjenesten.

Jeg håber, at denne hjemmeside virkelig vil blive brugt, så den kan fortsætte også efter forsøgsperioden. Kendskabet til den bør udbredes videst muligt. Så vidt jeg kan se, vil den være uundværlig, når først den store målgruppe er blevet opmærksom på den.