Torsdag i sidste uge var forhandlerne fra Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation kaldt til møde i Forligsinstitutionen. Mødet tog ikke ret lang tid, og de to parter fik fælles lektier for. Den 17. maj skal de så møde op igen og fortælle forligsmand Mette Christensen, hvad de har fundet ud af.

Overfladisk betragtet kunne det se ud, som om det er en nem hjemmeopgave, de har fået - det er i hvert fald, hvad flere aviser har antydet. Men sådan ligger landet ikke. Et kvalificeret gæt er, at de til den tid må meddele, at de ikke er blevet enige.

Anni Herfort er i en stærk forhandlingsposition, fordi hovedstyrelsen slutter 100 procent op bag forhandlingsmandatet: sikring af tid til forberedelse. Men det betyder ikke, at de kommunale arbejdsgivere blot siger undskyld og uden videre stanger ekstra forberedelsestid ud. For KTO-forligets (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) økonomiske ramme skal respekteres, og ligesom Anni Herfort skal tilbage til medlemmerne og have en godkendelse ved en urafstemning, skal arbejdsgivernes forhandlere tilbage til borgmestrene og have et resultat godkendt.

Udfordringen består altså i, at parterne tager den forkastede arbejdstidsaftale, skiller den ad og samler den på en ny måde, så DLF's medlemmer kan se en større sikring af tiden til arbejdet - på alle skoler i alle kommuner. Og det kunststykke forekommer lige så let som at tage et puslespil og smide alle brikker op i luften for derefter at samle spillet igen - men denne gang, så de tidsler, der før var på billedet, ikke er der mere. Med de samme brikker!

Det kræver mange brikker og - undskyld - lang forberedelsestid, hvis det skal lykkes.

Og imens tæller konflikturet nedad; parterne mødes først igen med forligsmanden, tre dage før konflikten kan være en realitet. Hvis der er bevægelse i forhandlingerne, kan Mette Christensen udsætte strejken. Det plejer forligsmænd at gøre. Men derefter kniber det. Så elever, forældre og lærere kan godt belave sig på, at de afsluttende prøver er i farezonen, og folkeskolens lærere gør klogt i at studere de bølger af konfliktforberedende materialer, som nu skyller ud over dem. Det er en realitet, at konflikten kan komme til at løbe i sommerferien. Enten fordi de ikke bliver enige i Forligsen, eller fordi medlemmerne siger nej ved en ny urafstemning, og de paragraffer i forligsmandsloven, som i 1995 vekslede et nej til et ja, er afskaffet. Nej betyder nej denne gang, og nej betyder konflikt. Med sikkerhed betyder det strejke for mindst 5.000 medlemmer, og med stor sandsynlighed vil de næste 12.000 overenskomstansatte også bliver lockoutet.

Den jubeloptimistiske version er, at arbejdsgiverne indser, at elever, forældre, politikere og Danmarks Lærerforenings medlemmer har en fælles interesse i at finde en løsning i en fart, så de derfor i fællesskab får plukket tidslerne ud af buketten.

Tør arbejdsgiverne lade være? Tør de løbe risikoen og ødelægge folkeskolens afsluttende prøver? Tør de løbe risikoen for kaos i efteråret, når 17.000 overenskomstansatte skal holde erstatningsferie, fordi de blev tvunget til at erstatte sommerferien med strejke- og lockoutaktiviteter?

-th

Læs side 11

Som at smide alle brikker op i luften og samle puslespillet igen til et nyt billede, med de samme brikker