Debat

Antorinis »svar«: udenomssnak fra embedsmand

Det nye mantra er, at lærernes modpart vil i dialog med lærerne. Men når man som lærer forsøger på det, bliver man spist af med et ikke-svar.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter min kronik i Politiken den 20/10 2014 om forberedelsestiden, der forsvandt med folkeskolereformen, sendte jeg både kronik og mit konkrete skema til undervisningsminister Christine Antorini og udbad mig hendes kommentar. Dags dato kom, med beklagelse af det sene svar, Ministeriets – ikke ministerens – svar:

»Hvordan man tilrettelægger skoledagen og organiserer lærerkræfterne er lagt ud til det kommunale selvstyre. Fastlæggelsen af lærernes opgaver sker på baggrund af en kommunalpolitisk prioritering. Det er ude i den enkelte kommune og på den enkelte skole, at man ud fra en række lokale hensyn fastlægger den enkelte lærers arbejdstid.Det ligger dermed ikke inden for Undervisningsministeriets ressort at give en vurdering af organiseringen og planlægningen af lærernes arbejdstid i folkeskolen. Det er i den økonomiaftale, som regeringen har indgået med KL om de økonomiske rammer for gennemførelsen af folkeskolereformen, lagt til grund, at lærerne i gennemsnit skal undervise to timer mere om ugen.«

Antorini må have misforstået mig. Jeg bad hende ikke om at gribe ind i, blot kommentere den virkelighed, jeg fremlagde for hende – men det vil hun ikke, kan jeg konstatere.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Afslutningsvis glæder det mig, at det i reformen »er lagt til grund, at lærerne i gennemsnit skal undervise to timer mere om ugen« – på min skole er det fire. Så må der jo være skoler med betragteligt færre end to ekstra timer, måske endda nul. Det vil glæde mig at høre fra lærere, der underviser væsentligt mindre end to timer ekstra om ugen.