Læreren som lokal autoritet

Fra dengang lærerrollen blev skabt nedefra i et lokalt samspil og ikke ud fra en ny skolelov eller andet centralt initiativ

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er visse Spørgsmaal, der altid staae på Dagsordenen. De have en saa gjennemgribende Betydning for Samfundet; de kræve, dersom de skulle løses paa en tilfredsstillende Maade, en saa vedholdende Opmærksomhed, at man saa at sige aldrig i Utide kan behandle dem. Hertil hører Almueskolen. Den, der arbejder for Almueskolen, arbeider for det danske Folks Fremtid'.

Citatet stammer fra 1869 og er skrevet af politikeren og Danmarks første kultusminister biskop Ditlev Gotthard Monrad (1811-87). På denne tid var man i den danske befolkning ved at få en større forståelse for lærerens samfundsmæssige betydning, ikke mindst fordi lærerne selv optrådte med langt større autoritet og standsbevidsthed i deres virke. Læreren var nu ikke blot en mere eller mindre lattervækkende 'Per Degn-type', der på baggrund af begrænsede kundskaber og pædagogisk indsigt skulle lære børnene de mest nødtørftige kundskaber, men derimod en fagligt uddannet og dannet lærer, der var mere end villig til at indtage en central rolle i lokalsamfundet som opdrager og underviser af børnene og som kirkesanger og politisk og kulturelt midtpunkt i sognet med en position blot et trin under sognets førstemand - præsten.

Denne nye lærerrolle blev skabt nedefra i et lokalt samspil, ikke ud fra en ny skolelov eller andet centralt initiativ. Landbosamfundet var under opbrud i de sidste årtier af 1800-tallet. Andelstanken slog an, og overalt i landet dukkede andelsmejerier, -slagterier, sparekasser og brugsforeninger frem. Grundlovens gennemførelse i 1849 gav mulighed for, at foreningslivet kunne blomstre lokalt. Forsamlingshuse, skytte- og idrætsforeninger blev lokale politiske centre for Venstres modstand mod Højreregeringen. I dette væld af lokale initiativer fandt læreren en ny platform, hvorfra han kunne udøve væsentlig indflydelse på lokalsamfundets udvikling. Læreren var med, hvor tingene skete - om dagen i skolen og kirken og om aftenen i forsamlingshuset ved møder i foredrags- eller gymnastikforeningen, som voksenunderviser i aftenskolen eller som bestyrelsesmedlem i brugsforeningen eller andelsmejeriet.

En sådan rolle som lokal standsperson blev skabt på en klar opfattelse af lærerjobbet som 'et kald' - et job med central samfundsmæssig betydning, der rakte ud over den rene undervisningsfunktion. Den standsbevidste landsbylærer troede på et bedre samfund. Hans opgave som lærer bestod i at opdrage børnene til at blive gode kristne, karakterstærke og beslutningsdygtige medlemmer af det sogn og den stand, de tilhørte.

Men samtidig anså han sit virke blandt den voksne befolkning i lokalsamfundet som folkeoplyser og -opdrager og som igangsætter som en integreret del af lærergerningen.

Dybe lokale spor

Mange af de markante landsbylærere omkring århundredeskiftet var inspireret af de gudelige vækkelser og ikke mindst de grundtvigske tanker om kirke og skole. Den danske folkeskole lod sig i de sidste årtier af 1800-tallet i stigende grad inspirere af fremherskende idealer i den grundtvigske fri- og højskolebevægelse.

Resultaterne af lærerens engagerede og mangeartede virke i lokalsamfundene har sat sig dybe spor. En dygtig og driftig lærer, der virkede i samme embede i en menneskealder, kunne gøre et område rigt og levende for lange tider og medvirke til at skabe folkelig kraft og dermed nye initiativer. Omvendt kunne den passive lærer, som blot passede sig selv og sit arbejde, lægge et sogn åndeligt øde, for ikke at nævne den deciderede dårlige og uduelige lærer, som kunne udvikle sig til en katastrofe for kundskabsniveauet i et sogn.

I byerne udviklede lærerne sig derimod ikke på samme måde til lokale standspersoner. Her eksisterede ikke de afgrænsede lokalsamfund, hvor skolen og læreren naturligt placeredes i centrum. Livet var mere diffust og komplekst i byerne, og læreren kunne vanskeligt iværksætte initiativer, der som i landsbyerne kunne samle hele befolkningen om fælles mål og værdier. Dermed ikke sagt at der ikke fandtes idealistiske, driftige og kaldsbevidste lærere i byerne. Historien rummer et utal af eksempler på markante bylærere. De opnåede blot ikke den samme brede respekt om deres stand og virke, som deres kollegaer blev mødt med i landsbysognene. Bylærernes status nåede aldrig landsbylærernes højder. I byerne placerede lærerne sig ikke naturligt mellem samfundets øverste standspersoner, men befandt sig snarere i en mellemposition mellem borgerskabet og embedsstanden på den ene side og den voksende mængde af arbejdere på den anden. Titlen seminarist, som i sin oprindelse blot oplyste, at en person var seminarieuddannet, fik i byerne efterhånden en nedladende klang, der mere end antydede, at personen blot var en 'halvstuderet røver'.

Kvinderne får større betydning

Man kunne også stille sig spørgsmålet: Hvad med de kvindelige lærere i landsognene? Kvinderne kom først for alvor ind i landsbyskolerne fra 1890'erne, efter at forskolelærerindeuddannelsen var blevet oprettet. I skolerne fik lærerinderne stor betydning for udviklingen af undervisningens form og indhold.

Lærerindernes virke bredte sig derimod sjældent uden for klasselokalerne, og de blev aldrig lokale standspersoner på linje med deres mandlige kollegaer. Der var som oftest større prestige ved at være førstelærerens kone end at være landsbyens forskolelærerinde! I øvrigt var mange kvinder også kun forskolelærerinder i en kortere årrække, indtil de blev gift og fik en mand til at forsørge sig.

Da Danmarks Lærerforening stiftedes i 1874, var læreren ved at etablere sig i rollen som respekteret og anerkendt autoritet i lokalsamfundet, men med respekten fulgte ikke automatisk forbedrede lønvilkår. Lærerens aflønning havde op gennem 1800-tallet været yderst beskeden. Den havde væsentligst bestået af naturalier, som sognets indbyggere var forpligtede til at yde læreren. Det drejede sig om korn, flæsk og fjerkræ, brænde, tørv, hvor mængden i høj grad blev bestemt af befolkningens velvilje over for læreren og sognets økonomiske formåen.

Læreren havde derudover fri bolig (tjenesteboligen blev først afskaffet for landsbylæreren i 1969) og fik et skolelod stillet til rådighed, hvor han selv kunne dyrke lidt korn eller have kvæg græssende. Kun en mindre del af lønnen udbetaltes i klingende mønt, ligesom han blot modtog beskedne offerbeløb i forbindelse med jobbet som kirkesanger.

Det tog tid at ændre på lærerens ringe lønforhold. Først i 1899, da Danmarks Lærerforening havde eksisteret i 25 år, gennemførtes væsentlige forbedringer af lærernes aflønning.

Ganske vist skete der ikke fundamentale ændringer i lønsystemet, men indførelsen af reguleringer af lønsatser, alderstillæg, ret til vikarhjælp under sygdom og forbedret aflønning af de kirkelige arbejdsopgaver var da skridt i den rigtige retning. Mange landsbylærere måtte dog fortsat i en årrække leve med lønninger, der for en del baseredes på offer og naturalieydelser, fri bolig og jordlod, før de gradvist overgik til en egentlig fast pengeaflønning. Først i 1919 gennemførtes i forbindelse med den almene tjenestemandslov en lønningslov for hele lærerområdet, hvor aflønning, tjenestemands- og pensionsforhold blev lagt i faste rammer, og hvor ligelønsprincippet for mandlige og kvindelige lærere i øvrigt blev fastlagt. Til gengæld fastholdtes en forskelsbehandling på lønninger for lærere på landet og i byerne.

Læreren og præsten

Sognets to førende medlemmer var præsten og læreren, hvor præsten rangerede højest. Præsten var bedre uddannet og fungerede som lærerens direkte overordnede i flere sammenhænge. I kirken var læreren ansat som præstens nærmeste hjælper, der forestod kirkesangen, orgelspillet, klokkeringningen, ja endog indimellem rengøringen af kirken. Samtidig var præsten født formand for den lokale skolekommission, der havde det nærmeste tilsyn med lærerens virksomhed i skolen og skulle kontrollere, at undervisningen foregik på en sober og gudsfrygtig måde. Det var naturligvis af største betydning, at præst og lærer bevarede gode personlige relationer, ellers kunne præstens tilsyn med lærerens arbejde hurtigt udvikle sig i katastrofal retning, hvilket historien rummer adskillige eksempler på. Allerede i de sidste årtier af 1800-tallet fremkom der kritik af kirkens rolle som skolens vogter, og der var røster fremme om at lade tilsynet overgå til verdslige myndigheder, men det blev først en realitet med tilsynsloven af 1933, hvor den gejstlige tilsynsmyndighed erstattedes af amtsskolekonsulentembedet.

I sognets hverdag øvede læreren nok en større indflydelse i sognets liv end præsten, som ofte forblev en lidt værdig og distant person. Men hvordan formede en lærer sit virke? Lokalarkiverne bugner givet med materiale, der kan belyse, hvorledes en driftig og idealistisk skolemand kunne sætte sit afgørende præg på et sogn. Her vil jeg skildre en lærer fra mit eget fødesogn Sædder nær Køge, som vi gennem store velbevarede arkivaliesamlinger detaljeret kan følge gennem hans mere end 38 års virke i sognet.-Keld Grinder-Hansen

er leder af Dansk Skolemuseum

Powered by Labrador CMS