Blog
6   1094

Den store reform

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Hvordan bør vi forvalte vores fælles institutioner?

Den følgende historie om det danske sygehusvæsen er ren fiktion. Noget sådant er heldigvis aldrig sket.

 

Artiklen fortsætter under banneret

I 2011 fik Danmark en ny regering. Den forrige af slagsen havde længe ønsket at reformere sygehusvæsenet, men havde holdt sig til småjusteringer af frygt for de magtfulde fagforeninger på området. Partierne i den nye regering havde imidlertid tradition for et godt forhold til fagbevægelsen, og følte sig derfor i stand til en gang for alle at rydde op i de mange kritisable forhold, der i følge den offentlige forestilling herskede på området. Regeringens hospitalsminister, Kirsten Peligrini havde længe engageret sig i hospitalsspørgsmål, og havde sammen med forfatteren Ole Larsen tidligere skrevet bogen Sundhed for de mange. Hverken Peligrini eller Larsen var uddannede læger, men de mente begge at have god forstand på tingene, og derfor var ministeren godt forberedt på historiens mest omfattende reformrække på sundhedsområdet.

Først gennemførte Peligrini sammen med videnskabsministeren en lynreform af lægeuddannelsen, og introducerede her grundlaget for de kommende ændringer i hospitalernes praksis. I stedet for at uddannelsen skulle fokusere på den europæiske tradition for medicin, valgte man at følge en række spektakulære råd for regeringens indkaldte ekspert, professor Rasmus Jensen, der på alle måder adskilte sig fra resten af det videnskabelige miljø. Rasmus Jensen var ligesom minister Peligrini optaget af styring og kontrol, og reformen af lægeuddannelse bar derfor præg af et fokus på få mål- og styrbare ting. Konkret valgte man, at de kommende læger ikke skulle dvæle ved svære og komplicerede medicinske spørgsmål, men i stedet skulle blive gode til at følge skiftende retningslinjer, givet af staten. Undervejs i processen havde Peligrini iværksat initiativet Nyt Nordisk Hospital, hvor Peligrini selv og indkaldte venner diskuterede, hvor fantastisk en ide, hendes planlagte reformrække var. Nyt Nordisk Hospital var altså en slags diskussionsklub, finansieret af ministeriet, der skulle sikre, at reformkravet kom ”nedefra”. En bærende ide i reformen af lægeuddannelsen og Nyt Nordisk Hospital var en prioritering af effektivitet og politisk evidens. Patienter skulle have hurtigere og bedre behandling, og det danske sygehusvæsen skulle være i ”verdensklasse”, som det hed. Internationalt havde man i sundhedspolitikken længe været optaget af internationale sammenligninger i forhold til at anvende plaster og smertestillende medicin, og derfor var det nærliggende at fokusere på netop denne niche. Egentlig var der oprindeligt kun få læger, der interesserede sig for disse statistiske overslag, og den internationale trend var primært båret af økonomer og statskundskabsfolk. Alligevel påvirkede tendensen stærkere og stærkere den egentlige medicinske forskning, idet mange sundhedspolitikere foretrak de korte, numeriske svar, ”verdensklasse-forskningen” gav.

Næste store tiltag var selve reformen af de danske hospitaler. I al hast fik Peligrini etableret et solidt flertal for historiens største af slagsen, og alle de deltagende ordførere var glade, da reformens tre mål blev lanceret:

1) Hospitalerne skal behandle alle patienter, så de bliver så raske, de kan.

2) Hospitalerne skal mindske betydningen af social baggrund for den sundhedsmæssige tilstand.

3) Tilliden til og trivslen på hospitalerne skal styrkes blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis.

Målene var ifølge alle forligspartierne lige det, sygehusvæsenet trængte til, og flere eksterne aktører på området bakkede også op om lovgivernes ambitiøse tiltag. Hospitalsministeriet havde i mange år finansieret organisationen Hospital og Pårørende, der også havde deltaget i diskussionsklubben Nyt Nordisk Hospital, og foreningen bakkede naturligvis helhjertet op, og journalisterne noterede sig, at de danske pårørende derfor havde noget at glæde sig til. Også patientforeningen Danske hospitalspatienter, der også var finansieret, trænet og informeret af Hospitalsministeriet, bakkede op, men størst var støtten nok fra Overlægeforeningen. De ledende overlæger skulle med reformen få en ny og vigtigere rolle, og valgte med det samme at indstille sig på at være loyale ledere, der agerede mere som embedsmænd end som læger. Derfor valgte de at bakke regeringen op i et og alt.

I det videnskabelige miljø var modtagelsen noget mere blandet. Nogle valgte at bakke op om de noget diffuse mål, og selv da det konkrete indhold blev kendt, var støtten ganske udbredt. Sidstnævnte skyldes især, at regeringen havde iværksat en række tiltag, der mere eller mindre tvang videnskabsfolkene til at bakke op. Førnævnte professor Rasmus Jensen var blevet indsat i alle væsentlige råd og nævn på det medicinske område, og hvis man ville noget med sin videnskabelige karriere (fx hvis man ville have forskningsmidler, ph.d.-stipendier osv.) var det derfor en god ide at holde sig på god fod med ham. Desuden var det stort set umuligt at blive inviteret med i ministerielt nedsatte arbejdsgrupper osv., hvis man ikke fandt reformen fantastisk. Efter kort tid stod det derfor klart for alle, at selv om der var videnskabsfolk, der protesterede over reform-processen, var der også dele af videnskaben, der bakkede ministeren op. Den forrige regerings foretrukne ekspert, professor Nis Lærkevang, lugtede hurtigt lunten, og bakkede også op, og derved kunne han fortsætte med at få højtprofilerede opgaver og være en central figur i dansk medicin. Selvsamme Lærkevang var i øvrigt kendt og respekteret blandt de danske journalister for sin evne til at tale letforståeligt og let citerbart. Han udtalte i forbindelse med reformens indførelse, at de læger, der brokkede sig, skulle ”holde deres kæft og komme i arbejdstøjet”.

De danske medier, og især de politiske kommentatorer, vurderede situationen, og kunne – uden at være eksperter i medicin – hurtigt konstatere følgende: Der var bredt politisk flertal for hospitalsreformen, de pårørende var glade, patienterne var glade, og sagkundskaben var glad. Derfor måtte reformen være et fremskridt, man skulle bakke op om. Det skete da også over næsten hele linjen. Den danske presse viderebragte med stor lyst ministerens tre mål og øvrige glade budskaber, professor Nis Lærkevangs udfald mod kritikere, professor Rasmus Jensens positive holdninger til hans eget arbejde og Overlægeforeningens støtteerklæringer til regeringens politik. Særligt dagbladet Parlamentariken udmærkede sig i den forbindelse ved at køre en decideret støttekampagne for regeringens politik, og redaktøren af hospitalsstoffet, Jacques Fuglekvidder, skrev flere flammende indlæg, der bakkede op om regeringen og banaliserede kritikernes argumenter.

Men hvad indebar hospitalsreformen så? Som nævnt havde man allerede under arbejdet med Nyt Nordisk Hospital valgt at fokusere på politisk udvalgte dele af den medicinske forskning, særligt en målstyret tilgang til smertelindring og brug af plaster. Herved kunne man let måle, om Hospitalsvæsenet gjorde fremskridt i sammenligningen med andre lande. Hvis Danmark skulle være i verdensklasse, krævede det derfor nogle nye måder at arbejde på, og som optakt til reformens indførelse saboterede regeringen sammen med Hospitalernes Landsforening forårets overenskomstforhandlinger med en efterfølgende lock out, samt et lovindgreb. Herved fik man frie hænder til den planlagte forbedring af det danske hospitalsvæsen. De nye, styrkede hospitalsledelser kunne nu gå gang med arbejdet, der var både krævende og omfattende. Væk skulle de mange gamle og stivnede arbejdsgange, og ind skulle den nye målstyrerede praksis. Kernen i reformen var, at den gamle praksis med at betragte sygdom og behandling som komplekse spørgsmål, der krævede undersøgelse, diskussion og omtanke, skulle erstattes af præfabrikerede manualer til opfyldelse af faste målsætninger. I stedet for at den enkelte læge skulle undersøge patienter, ville det være meget bedre, hvis lægerne hele tiden behandlede med smertelindring og plaster - uanset patientens problemstilling. På den måde ville de blive muligt at sikre alle en bedre behandling, der i målbar effektivitet ville overgå alle andre landes. Til dette formål udviklede regeringen nogle objektive måleværktøjer, der effektivt kunne registrere, hvor hurtigt den enkelte patient fik doceret Panodil og plaster. Mange læger havde tidligere brugt tid på alt muligt ufokuseret pjat, og derfor krævede reformen en del efteruddannelse. Heldigvis valgte en stor dansk koncern at donere en milliard til formålet, og så var den del af sagen klaret.

Vanskeligere skulle det vise sig at vinde de menige medarbejderes sjæle. Selv om flere prominente forskere og ambitiøse læger bakkede op om hospitalsreformen, var der også mange, der var kritiske. Især blev det kritiseret, at reformen så enøjet fokuserede på et lille hjørne af sundhedsområdet, og helt ukritisk betonede nogle løsrevne målepunkter. Kritikerne spurgte: Hvad med patienterne? Hvad nu, hvis nogle havde brug for noget andet en det måldikterede Panodil/plaster-behandlingsforløb? Ganske vist mente de fleste, at det kunne være fint med raske patienter, at smertelindring kunne være nødvendig i nogle tilfælde, samt at plastre også kunne være brugbare. Imidlertid kunne man – ifølge kritikerne – ikke reducere den medicinske videnskab til dét alene. Kritikken forstummede ikke af, at minister Peligrini repeterede de tre mål, og gentog, at det danske hospitalsvæsen skulle være i verdensklasse. Professor Lærkevang var flere gange i medierne med budskabet om, at de kritiske læger var nogle dovne svin, men det hjalp heller ikke. Lige så nytteløst var professor Rasmus Jensens forsøg på at forklare, at den nye målstyringspraksis bare var en venlig hjælp til lægerne, der sikkert gerne ville gøre tingene godt.

Efter noget tid med reformen opdagede flere og flere almindelige læger, hvad der var sket, og i desperation over at skulle levere et så håbløst stykke arbejde, blev de enten syge eller sagde op. I et forsøg på at bremse tendensen, valgte nogle hospitaler at uddele tjenstlige advarsler til læger, der udtrykte sig kritisk, i den tro at reformen jo ikke kunne fejle noget, og at sygemeldingerne og medarbejderflugten alene skyldtes den dårlige stemning. Ydermere forsøgte Overlægeforeningen at bakke op ved at pointere, at nu alle skulle rette ind og makke ret – eller finde sig et andet job. Desværre hjalp dette heller ikke, og til sidst var mange hospitaler helt i knæ med dårlig kvalitet og overskredne vikarbudgetter.

Selv i denne triste situation fortsatte Peligrini, professor Jensen, professor Lærkevang, samt de ministerielt støttede foreninger med at sige, at reformen bare skulle have noget tid, og så ville alt blive godt med verdensklasse og det hele. De fleste medier fortsatte med at viderebringe udsagnene ukritisk, og valgte at betragte de efterhånden katastrofale forhold på hospitalerne som mystiske enkelttilfælde, der intet havde at gøre med den bagvedliggende tænkning i hele reformprocessen. De fleste borgere indså dog på dette tidspunkt, at der måske kunne være et eller andet galt, men mange fandt det svært at være imod reformen, der jo skulle gøre alle ”så raske, de kan”. Hvis man ikke vidste ret meget om hospitalsdrift og medicin, var det mindst forvirrende derfor at tro på Peligrinis ord om, at reformen var fantastisk ”fordi et samlet Folketing stod bag den”, og at den bare skulle have lidt mere tid.

 

Hvis du synes, at ovenstående historie er det glade vanvid, bør du kritisk undersøge, hvorledes folkeskolereformen af 2013 kom til verden, og nu bliver udfoldet. Besøg fx hjemmesiderne tilhørende Ny Nordisk Skole, Undervisningsministeriet, Skole og forældre, Danske Skoleelever, samt Skolelederforeningen. Dertil kan Lars Olsens bog Uddannelse til de mange (med indledning af Christine Antorini og Nanna Westerby) og Jens Rasmussens Undervisning i det refleksivt moderne anbefales. På Politikens hjemmeside kan du se mange artikler, der helt ukritisk gengiver ja-hat-fortællingerne om skolereformen, ligesom du i en række andre danske medier kan iagttage lemmingeeffekten i dansk uddannelsesjournalistik. Alternativt kan man bare besøge en dansk folkeskole, og se, hvordan vikarerne klarer den, og hvordan de tilbageværende lærere kæmper det bedste, de har lært.

Ovenstående historie handler ikke om, at pædagogik og medicin er beslægtede fag – for det er de på ingen måde. Det handler om, hvor galt det kan gå, når politikere lukker cirklerne omkring sig selv, og kun lytter til deres eget ekko. Min fiktive historie er vanvittig i den forstand, at få havde forestillet sig, at noget så skørt ville kunne finde sted i et demokrati, hvor vi har så mange offentlige kontrolmekanismer, herunder en kritisk presse. Desværre har forløbet omkring folkeskolereformen vist, at noget sådant faktisk kan ske. Reformerne på uddannelsesområdet er fra start til slut lavet af en lille gruppe omkring Antorini, og på trods af at både danske og internationale videnskabsfolk har kritiseret kursen voldsomt, lyttes der på ingen måde.

I denne ellers håbløse situation er der heldigvis kommet gang i en række initiativer, båret af behjertede og bekymrede folk, der desperat forsøger at råbe offentligheden op. Eksempler herpå er Foreningen Folkeskoleforældre, Tænketanken SOPHIA, forlaget Nyt Askov og tidsskriftet Nyt Dansk Udsyn. Der bliver lagt et enormt arbejde i at redde vores pædagogiske tradition, vores uddannelser og vores kultur, men det nytter måske ikke så meget, når Niels Egelund og Christine Antorini får lov til at udbasunere floskler uden kritiske spørgsmål fra journalisternes side. Alt sammen imens lærere og andre fagfolk får tjenstlige advarsler og reprimander, hvis de udtrykker sig kritisk. Derfor kan der ske helt vanvittige ting uden nævneværdig virak.

Det alvorlige ved hele denne situation er, at demokratiets og kulturens genskabelse går helt i stykker, når hele vores uddannelsessystem reduceres til kold teknik og løsrevne test. Alt det vigtige i livet kan ikke indfanges af målepunkter udarbejdet af halvstuderede ministre og post-totalitære professorer. Skal man i øvrigt blive rigtig dygtig til noget, er man ofte nødt til at engagere sig, eller måske ligefrem forelske sig i det. Man bliver sjældent rigtig god til at læse uden at forelske sig i viden og litteratur. Man bliver heller ikke professionel fodboldspiller, uden at man har elsket at spille fodbold. Dog handler skole slet ikke om at blive dygtigere end andre, men om at blive til. Man må leve sig ind i tingene, gribe livet og verden! Imidlertid er kærlighed og indlevelse ikke styr- og målbar, men noget man med opmærksomhed og gefühl skaber rum for og plads til. Derfor findes den største faglighed sjovt nok netop i den ikke-målbare, Grundtvigske skoletradition, vi med skolereformen har forladt. Måske er det også derfor, Danmark traditionelt har hørt til blandt verdens rigeste, mest tillidsfulde, demokratiske og solidariske lande. Nu bliver vi sandsynligvis snart et af de mest målstyrede lande med den største privatskolesektor.

 

Referencer:

Olsen Lars (2011): Uddannelse til de mange – opskrift på en kulturrevolution. Indledning v. Christine Antorini (S) og Nanna Westerby (SF). Kbh: Gyldendal

Rasmussen, Jens (2004): Undervisning i det refleksivt moderne. Politik, profession og pædagogik. Kbh: Hans Reitzels Forlag

Undervisningsministeriets side om reformen: www.uvm.dk/Den-nye-folkeskole

Danske Skoleelever: www.skoleelever.dk/

Skole og forældre: www.skole-foraeldre.dk/

Ny Nordisk Skole: nynordiskskole.dk/

Skolelederforeningen: www.skolelederforeningen.org/

 

 

 

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
8.664 andre er allerede tilmeldt