Debat

Ligestilling

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Til Anni Herfort Andersen. Jeg er ikke sikker på, at du forstod mit læserbrev 'Hvad med os?' i Folkeskolen nummer 14. Så ville du forhåbentlig have svaret anderledes.

Mit problem er ikke, om jeg rykker op på et nyt løntrin eller ej. Mit problem er de 'gamle' overenskomstansattes stilling vedrørende pension sammenlignet med øvrige lærere i folkeskolen. Vi ønsker at være lige så godt stillet som dem. Du nævner nogle ændringer, som er positive for os. Til dem vil jeg komme med følgende kommentarer:

Tjenestemændene rykker jo også op på trin 40, hvis de er på slutløn.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Godt, at pensionstillægget er pensionsgivende, men tillægget for lærere på ny løn er 22,12 kroner per time. For os på anciennitetsløn 5,53 kroner per time.

Muligheden for funktionsløn og kvalifikationsløn er jo ikke bedre for os end for alle andre lærere.

Det med at loftet er blevet brudt med 0,3 procent, er jo kun til at trække på skuldrene af.

Hvis ikke vores situation bliver taget alvorligt ved de nye forhandlinger, kan jeg kun tage det som udtryk for, at I vil accep-tere, at vi som gruppe skal ha-ve en pension, som stadig er mange, mange tusinde kroner ringere end de tjenestemands-ansattes. Samtidig med at læ-rere på ny løn også vil oparbejde en betydelig større pension end os.

Anne Flander

Præstø

Svar

Foreningen erkendte i forbindelse med kommunaliseringen i 1992/93, at tjenestemandsansættelsen ikke kunne bevares på sigt. Baggrunden var, at der fra arbejdsgiversiden blev lagt et stigende pres på for at få afskaffet tjenestemandsansættelsen. Desuden ønskede foreningen at forbedre de ikke-tjenestemandsansattes ansættelsesforhold, da mange af ansættelsesformerne var dårlige for de ansatte. Foreningen forhandlede sig derfor frem til en anden ansættelsesform. Det skete for at undgå at blive lovgivet til dårligere ansættelsesforhold - også selv om det betød overgang til overenskomstansættelse for langt de fleste kommende lærere og de lærere, der på tidspunktet endnu ikke var blevet tjenestemænd.

Med disse beslutninger må din pensionsmæssige sammenligning ske til øvrige ansatte på overenskomst, og her er foreningens overenskomstansatte med en pensionsprocent på snart 15,3 bedre stillet end mange andre ansatte, som i de fleste tilfælde har en lavere pensionsprocent og/eller selv betaler deres egetbidrag.

Hvis løndelen i det forkastede forlig på et tidspunkt skulle blive en realitet, vil du blive aflønnet på løntrin 40. Med et undervisertillæg for et antal timer svarende til gennemsnittet vil du ud over dit løntrin få et pensionsgivende tillæg, der svarer til et halvt løntrin. Lærer på ny løn vil efter otte år blive aflønnet på løntrin 35 og med samme antal undervisertillæg få et pensionsgivende tillæg på halvandet løntrin. Din pensionsindbetaling vil altså være større end for lærere på ny løn, inden der eventuelt tildeles funktions- eller kvalifikationsløn.

Som jeg svarede på din tidligere henvendelse, vil vi ved de kommende overenskomstforhandlinger arbejde for en fortsat forbedring af overenskomstpensionen, ligesom jeg i et eventuelt informationsmateriale til kredsene vil gøre opmærksom på de lokale muligheder i forhold til aftaler om pension.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF