Debat

Demokratisk underskud

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foreningens ledelse har i den grad op til urafstemningen været på banen med en massiv kampagne. Og det kan have sine gode grunde. For eksempel at man har troet på aftalen. Men det berettiger ikke, at man, i forsøg på at overbevise medlemmerne, skamrider det fælles foreningsapparat og lader hånt om rimelige demokratiske spilleregler.

Lad mig blot minde om den uendelige stribe af kommentarer, som foreningens ledelse har klistret i halen på stort set alle læserbreve i Folkeskolen, der på den ene eller anden måde har problematiseret forhandlingsresultatet.

Og lad mig henlede opmærksomheden på de informations- og debatmøder, som foreningen har afholdt landet over. En tredjedel af hovedstyrelsen anbefalede nej til aftalen! Hvor er ligeværdigheden og respekten for mindretallet så henne, når foreningens ledelse fastholder kun at ville stille med et panel, der alene består af en ja-siger.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Aftalens skeptikere har af kredsenes egne midler finansieret en alternativ oplysningsvirksomhed. En redelig og sober kampagne. Også i forhold til dette forsøg på at nuancere debatten bruger foreningens ledelse vores fælles apparat til at uddele såvel drøje som mindre drøje hug til en gruppe medlemmer, som har andre holdninger til den politiske situation end den, der er gængs på bjerget.

Og så dråben: i det nummer af Folkeskolen, der var det sidste, der udkom før urafstemningen, præsenteres medlemmerne for talstørrelser på konfliktkontingenter, som er stærkt overdrevne. Og vi er ikke levnet jordisk chance for at gendrive disse oplysninger, der, givet på dette tidspunkt, må betragtes som et forsøg på at kyse eventuelle tvivlere til at stemme ja.

Alt i alt finder jeg det beskæmmende, at foreningens ledelse i den grad misbruger vores fælles apparat til fremme af egne synspunkter. En sådan håndtering af debatten giver næring til opfattelsen, at Danmarks Lærerforening er en demokratisk underskudsforretning. Vi kan som forening simpelthen ikke holde til den slags.

Poul Erik Madsen

formand, Køge-Vallø-kredsen

Svar

Oplysningerne i Folkeskolen om konfliktkontingentets størrelse er givet på grundlag af de samme principper og beregningsmodeller som i 1995.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF