Det er ikke sikkert, at eleverne på Ordblindeinstituttet tænker over, at det er højst usædvanligt, at politikerne i Ballerup har ændret kurs, men de takker dem for at have reddet deres skole.

Ordblinde-elever skriver takkebrev til politikerne i Ballerup

Det er højst usædvanligt, at politikerne lytter til høringssvar i en grad, så de ændrer deres beslutning så radikalt, som det er sket med Ordblindeinstituttet i Ballerup, siger kommunalforsker. Eleverne har kvitteret med et brev til politikerne, hvor de takker dem for at have tænkt sig om.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I dag vedtager et markant flertal i kommunalbestyrelsen i Ballerup en ny skolestruktur, men så sent som for blot en uge siden valgte de, at Ordblindeinstituttet alligevel ikke skal nedlægges som selvstændig skole. Det vakte stor glæde blandt eleverne, da de fik at vide, at Ordblindeinstituttet består.

Ballerup bevarer Ordblindeinstituttet som selvstændig skole

"Det var helt vildt fantastisk. Nogle fulgte med på deres iPads om, hvornår kommunen meldte noget ud, og de andre spurgte hele tiden, om der var noget nyt. Da vi endelig fik besked, løb vi ud på gangene for at opleve glæden, og vores skoleleder sendte fem af os elever og en lærer i byen efter sodavand og flødeboller", fortæller elevrådsformand Jacob Hofman.

Politikerne har fået tilsendt et takkebrev

Elever og lærere snakkede om politikernes beslutning i en halv times tid, og skoleleder Ulla Knudsen holdt en tale.

"Vi klappede af vores forældre, af elevrådet og af lærerne, som alle har kæmpet for at bevare Ordblindeinstituttet. Der var en fantastisk stemning. Mange ordblinde er så ordblinde, at de lige så godt kan gå på kontanthjælp, hvis de ikke får den rigtige undervisning", siger Jacob Hofman.

Elevrådet har fulgt afgørelsen op med et takkebrev til medlemmerne af skoleudvalget i Ballerup. Her citeret ordret.

"Tusind tak for at i læste våres brev og tængte jer om en gang til om Ordblindeinstituttet", skriver de og henviser dernæst til et tidligere brev, hvor de protesterede imod, at politikerne ville nedlægge instituttet.

"Som vi skrev i brevet er vi meget glade for at vi har fred og ro og vid at vi kommer på en skole med andre ordblinde i stede for nogle folkeskoleelever som kan læse beder end os. Vi er glade for at i har forstået våres situation - endnu engang mage tak for jeres beslutning".

Lærerne kan forklare tingene på mange måder

Jacob Hofman begyndte på Ordblindeinstituttet i 6. klasse, og det har ændret hans liv.

"Jeg blev mobbet på min gamle skole, fordi jeg er ordblind, så jeg havde ingen selvtillid. På Ordblindeinstituttet er jeg sammen med andre ordblinde, og er der noget, jeg ikke forstår, kan lærerne forklare det på ti andre måder. De foreslår muligheder til, hvordan jeg kan angribe ordene, så jeg til sidst kan klare mig selv".

Jacob Hofman er ked af, at der kun går 66 elever på Ordblindeinstituttet, når der er så mange andre ordblinde i Danmark.

"Når man ikke kan læse og aldrig lærer noget, tænker man, at man er dum, og så mister man sit selvværd", siger Jacob Hofman, der går i 9. klasse.

I næste måned begynder en ny elev på Ordblindeinstituttet, og ifølge skoleleder Ulla Knudsen er der endnu et par stykker på vej.

Forældrene har haft vægt i deres modargumenter

Ulla Knudsen giver forældregruppen en stor del af æren for, at politikerne har ændret mening. Både skolebestyrelsen og forældre i øvrigt har skrevet høringssvar og debatindlæg. Det er ellers ikke hverdagskost, at politikere ændrer kursen radikalt efter at have læst høringssvar, siger kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Ordblindeinstituttet på vej til at blive nedlagt 

»Det er højst usædvanligt. I hvert fald når det handler om skolelukninger generelt. i Ballerup er der tale om et meget specielt område, så der har formentlig været mere vægt i de faglige modargumenter. Det har gjort det svært for politikerne at komme med nemme svar og alternativer. De kan ikke bare henvise til, at der ligger en anden skole fem kilometer nede ad vejen som ved nedlæggelse af almindelige skoler", siger Roger Buch.

Politikere har som regel tænkt modargumenterne igennem

Alligevel fastholder kommunalforskeren, at der er sket noget usædvanligt i Ballerup.

"Politikere har som regel tænkt alle modargumenter igennem og vejet dem, inden de melder ud. Det er derfor, de sjældent lytter til høringssvarene. Samtidig har de været igennem en lang periode med forlig, så de har ikke lyst til at genåbne forhandlingerne", siger Roger Buch.

Ordblindeforeningen: Uforståeligt, hvorfor Ordblindeinstituttet skal nedlægges

Ud fra en kold og kynisk betragtning kan politikerne også skæve til, at brugerne af et specialtilbud ikke fylder meget af vælgermassen.

"Omvendt er der flere følelser i spil og et potentiale for større kritik, end når det drejer sig om en almindelig folkeskole", siger Roger Buch..

Flot, at politikerne har mod til at bevare et specialtilbud

Der skal lyde en stor cadeau til udvalgsformand Peter Als (S) for at have lyttet til kritikken, siger Verner Poulsen, der er tillidsrepræsentant for lærerne på Ordblindeinstituttet.

Udvalgsformand: Jeg er ikke upåvirket af indsigelserne mod at nedlægge Ordblindeinstituttet

"Jeg troede, politikerne havde klappet hele strukturændringen igennem, men der da kom opposition imod at nedlægge Ordblindeinstituttet, havde de modet til at pille den lille del ud. Inklusionstanken blæser ind over landet, så det er flot, at de har mod til at bevare et specialtilbud, som er en torn i øjet på andre kommuner, fordi de har forældre, der presser på for at få deres børn ind hos os", siger Verner Poulsen.

Ordblinde-lærernes tillidsmand har ikke tiltro til politisk præcisering

Han mener, at politikerne havde undervurderet, hvad der ligger i at nedlægge en institution som Ordblindeinstituttet.

"De mødte modstand for mange sider, og da der også begyndte at komme omtale i medierne, fandt de ud af, at interessen for Ordblindeinstituttet rækker ud over Ballerup. At de var ved at rode med noget, som var større end som så".

Politikerne har vist sig som gode demokrater

Verner Poulsen betegner det som et nederlag til embedsmændene, at politikerne ender med at underkende deres indstilling om at nedlægge Ordblindeinstituttet. Kommunalforsker Roger Buch er enig i, at det kan se sådan ud udefra, men det behøver ikke hænge sådan sammen.

Ordblindeinstituttet ser fortrøstningensfuldt på fremtiden

"Det kan også være embedsværket, som har overbevist politikerne om, at de skulle ændre holdning. Det er vanskeligt at sige, hvad der er sket på de indre linjer", siger han.

Det vil også være forkert at kalde kursændringen et nederlag for politikerne.

"Demokrati handler om at lade sig overbevise af argumenter, så man har lov til at blive klogere og skifte mening. Det er sjældent, at politikere får ros, men her har de vist sig som gode demokrater", siger Roger Buch.