Folkeskolen er liv, og liv er lykken. Vi kan alle lære, så længe vi er nysgerrige og positivt åbne. Jeg var en optimistisk lærer igennem 17 år. En vinterdag gik min verden i sort. Heldigvis kunne jeg via flere års tålmodighed og lærermetoden learning by doing stable mig selv rimeligt på benene igen. Takket være Låsby Skoles opbakning bevarede jeg min tidligere læreroptimisme, og jeg nåede frem til at kunne fungere i en tredjedel stilling som lærer.

Jeg skal i dag tænke og koncentrere mig til alt, selv det at gå og stå, så der er ikke så lange kraftudfoldelser længere. Jeg er blevet meget klog af skade, og lærerliv og -lyst er der stadig.

Min 1999-ønske er at fungere som en ligeværdig og medansvarlig kollega på halv normal kraft og til gensidig glæde.

Livet er spændende og fyldt med muligheder for os alle. Dette forår har jeg orlov og dyrker tegningen på kunstskolen, og jeg står undrende og kigger på Folkeskolen, DLF og hele lærerverdenen.

Gøres der virkelig ikke noget for lærere, der er i en lignende situation? Jeg vil gerne have kontakt og samvær med ligestillede. Er jeg virkelig den eneste?

Jeg og min tillidsmand har begge forespurgt den lokale kreds.

Men nej. For kontingentet får jeg Folkeskolen, et pensionistkort og tilbud om en årlig udflugt, og, som han føjede til, så er pensionisterne en udgift for foreningen.

Det kan jeg ikke bruge til noget, så ved næste kontingentbetaling står jeg beklageligvis af DLF og siger: Tak for de 20 år.

Kirsten Madsen

Silkeborg