Tahira Ashraf havde både urdu og ekstra dansk, da hun var barn. Hun kan mærke, at mange af hendes elever på Roskilde Handelsskole har svært ved at følge med, fordi deres sprogkundskaber ikke er gode nok

Man henter begreber i sit modersmål

Elever dumper i fysik eller matematik, fordi de ikke forstår opgaven, siger Tahira Ashraf, der er lærer på Roskilde Handelsskole. Derfor er dansk som andetsprog så vigtigt

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

To timer om dagen i fem dage om ugen. Så længe gik Tahira Ashraf til urdu-undervisning efter den almindelige skoletid, da hun var barn. Denne urdu-skole stoppede, da hun var ti år. Derefter gik hun to eftermiddage om ugen indtil 8. klasse.

»Jeg er stor tilhænger af modersmålsundervisning. Det hjælper børnene med at lære dansk. De henter begreber i deres modersmål«, siger Tahira Ashraf.

Hun er født i Danmark af pakistanske forældre. De var blevet gift i Pakistan og kom hertil i 1970'erne med et par års mellemrum. Tahira er nummer to i søskendeflokken.

Tahira Ashraf har hele livet beskæftiget sig med uddannelse. Efter folkeskolen gik hun på hg et år, og efter yderligere to år blev hun hh-student. Hun er uddannet advokatsekretær og arbejdede halvandet år, mens hun tog uddannelser som kosmetolog og makeup-artist om aftenen. Fordi hun gerne ville udfordres.

Efter tre år på tekstilakademiet blev hun håndarbejdslærer og har undervist i alt seks år på Egegård Skole i Gladsaxe. Hun fik at vide, at hvis hun ville blive dér, måtte hun tage en læreruddannelse. Derfor gik hun på aftenseminarium, hvor hun blev lærer i sommer med dansk som andetsprog, matematik, natur/teknik og sløjd. Hun mangler endnu en eksamen i samfundsfag for at kunne føje det til listen. Og nu arbejder hun så på Roskilde Handelsskoles grunduddannelse. Om aftenen læser hun retorik på universitetet, fordi sprog interesserer hende.

Roskilde Handelsskole ansatte hende netop på grund af linjefaget i dansk som andetsprog. Handelsskolen har mange elever med tyrkisk og arabisk baggrund, og skolen oplever, at mange elever har svært ved at klare uddannelsen, fordi deres sprogkundskaber ikke er gode nok.

»I en af mine klasser har to elever haft modersmålsundervisning, og de er klart længere fremme i skoene end de andre. I en anden klasse er det tre elever, og de er også bedre til sprog i det hele taget. Eleverne her dumper i fysik eller matematik, fordi de ikke forstår opgaven«, fortæller Tahira Ashraf.

Det handler om at blive bevidst om ord og begreber.

»Det nytter jo ikke, at regeringen vil drukne de tosprogede elever i dansk, hvis de ikke forstår ordene«.

Hun fortæller, at hun i folkeskolen selv havde problemer med at forstå nogle ord, da hun læste bogen »Outsideren«. Hun prøvede at få sin urdu-lærer til at forklare ordene på urdu, men læreren kunne ikke godt nok dansk til, at det lykkedes. Og dansklæreren var ikke bevidst nok om at hjælpe hende med et andet dansk ord som synonym for det ord, hun ikke forstod.

»Regeringen skulle hellere sætte penge af til at uddanne alle lærere i dansk som andetsprog. For det kan alle have glæde af - både elever og lærere«, mener Tahira Ashraf.

»I min klasse i salg og service, hvor der kun er danske elever, er der måske tre elever, der forstår alt det, de læser. Men vi tager det sætning for sætning, taler om det, og de kan spørge«, forklarer hun.

»Da jeg var barn, fik vi både modersmålsundervisning og ekstra dansk, og det var super for os. Vi har fået uddannelser, men det får mange af de tosprogede ikke i dag, for nu er der hverken ekstra dansk eller modersmålsundervisning. Det er dét, der er galt«, siger Tahira Ashraf.

Hun mener, at det også handler om opbakning fra hjemmene. Flere af hendes elever fortæller ikke deres forældre, hvad de laver i skolen, enten fordi de unge ikke vil, eller fordi forældrene ikke spørger.

»Jeg går til eleverne og konfronterer dem, men måske er det nemmere for mig, fordi jeg ikke selv er dansker. Jeg risikerer ikke så nemt at blive kaldt for racist«.

Hun fortæller, at selv om pakistanske forældre ikke forstår godt dansk, så kommer de alligevel til arrangementer på skolen. De bakker op om børnene.

»For os børn var urdu-skolen en vane fem dage om ugen. Vi kom fra forskellige skoler, talte om forskellighederne og sammenlignede vores bøger. Snakken foregik på både dansk og urdu. Vi havde venner i skolen og i urdu-skolen. Vi talte også meget om, hvad vi ville være, når vi blev store, og hvordan vi kunne uddanne os til det. Det taler børn meget mindre om i dag, synes jeg«.

Tahira Ashraf taler både dansk og urdu med sin familie. Hun taler primært dansk med sine søskende.

»Det handler om, hvad vi taler om. Hvis det er hverdagsting, så taler vi dansk, men hvis vi diskuterer, sker det på urdu«.

»Min yngste bror har ikke gået i urdu-skole, så han har svært ved at forstå nogle af vendingerne. Da han skulle have undervisning i urdu, kunne man ikke skaffe en vikar, så det blev ikke til noget«.

Selv læser hun både på urdu og dansk for at holde begge sprog ved lige.

I urdu-skolen lærte Tahira at læse, skrivning, grammatik og at stille et brev op. Noget, hun har haft stor glæde af, når hun har skrevet ansøgninger eller andre breve.

På handelsskolen mener hun, at dansk som andetsprog er måden at integrere de tosprogede elever på.

»Jeg havde en elev, der søgte læreplads, og i annoncen stod ordet 'stabil'. Det kendte han ikke. Han troede, det havde noget med 'bil' at gøre. Vi bruger meget tid på at læse stillingsannoncer og tale om ordene. Måske skriver eleverne ellers bare en ansøgning af fra en kammerat, der har fået job. Uden at kende ordene og uden at lære nuancerne i sproget«.

På lærerseminariet skrev Tahira Ashraf opgave om en tyrkisk dreng og hans matematikopgave. I opgavesættet var der i alt 52 ord, han ikke kendte, og alene i spørgsmålet var der to ord, han ikke forstod.

»Derfor er dansk som andetsprog så vigtigt. Modersmålsundervisning på de yngste klassetrin er okay, men faktisk er det først i 4.-5. klasse, at den rigtig seriøse undervisning begynder. Selvfølgelig har eleverne et fundament dér, men det er først på de ældste klassetrin, at det bliver virkelig svært«.

»Jeg er tosproget, og jeg beder mine kolleger om at rette mig, når jeg taler. Det er vigtigt at tale åbent om det. Det handler ikke om at blive mobbet, men om at få hjælp«, mener Tahira Ashraf.

Hun fortæller, at hendes mor engang spurgte hende, hvad påske egentlig var.

»Jeg gik i 3. klasse og svarede, at det var noget med kyllinger og gækkebreve. Vi spurgte vores nabo, men han vidste det ikke. Et par dage efter kom han tilbage og havde undersøgt det. Men min mor holder meget af påske på grund af kyllingerne og æggene«.

Familien blander traditionerne. De faster i ramadanen og holder den muslimske festdag Eid, men op til jul spiser de and, brune kartofler og rødkål.

»Mine forældre var meget bevidste om, at vi ikke skulle skille os ud, så vi har taget det bedste fra traditionerne«. |

Arabisk ikke vejen frem

Århus Kommune spurgte i 2005 Undervisningsministeriet, om kommunen kunne få tilladelse til at undervise i blandt andet matematik og natur/teknik på arabisk. Undervisningsminister Bertel Haarder svarede den 18. august 2005:

»Jeg finder således ikke noget grundlag for at tillade forsøg, hvor elever modtager fagundervisning på arabisk, da det efter min klare opfattelse ikke er vejen frem«.

»Vi har fået uddannelser, men det får mange af de tosprogede ikke i dag, for nu er der hverken ekstra dansk eller modersmålsundervisning«