Bertel Haarder vil ikke tage forskerne Lene Timm og Bergthóra Kristjansdóttirs kritik til sig

Turbo på dansk – dansk – dansk

Bertel Haarder gør sig ingen illusioner om, at man kan gøre børn af anden etnisk herkomst danske. »Men vi kan sørge for, at de kan klare sig i det danske samfund«

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lene Timm og Bergthóra S. Kristjánsdóttir langer hårdt ud efter Bertel Haarder, både i interviewet på de foregående sider og i deres bog »Tvetunget uddannelsespolitik - dokumentation af etnisk ulighed i folkeskolen«. Bertel Haarder er - ud over at være siddende undervisningsminister - den minister, der har haft ansvar for tosprogede elever i længst tid, godt 17 år.

For eksempel siger Bergthóra Kristjánsdóttir: »Politikerne har på intet tidspunkt fulgt op på anbefalingerne fra Integrationsprojektet. I stedet har undervisningsminister Bertel Haarder gang på gang slået fast, at dagsordenen i folkeskolen er, at den skal bygge på danske værdier og traditioner og på det danske sprog. Det er ikke underligt, at kommuner og skoler i praksis nedprioriterer hele området.«

Integrationsprojektet var 200 udviklingsprojekter til i alt 200 millioner kroner, som Undervisningsministeriet og kommunerne satte i gang i 1990'erne. Den afsluttende rapport anbefalede blandt andet at forbedre modersmålsundervisningen.

Bertel Haarder siger, at han ikke forstår problemet, fordi Integrationsprojektet handlede om en bedre fordeling i folkeskolen og en styrkelse af danskkundskaberne hos de tosprogede elever, særligt gennem en bedre danskundervisning. Modersmålet indgik som et underordnet punkt, som havde til formål at understøtte dansktilegnelsen.

Det var ikke forudsætningen for hverken Integrationsprojektet eller beslutningsforslaget fra 1992, at det danske skolesystem skulle bygge på noget som helst andet end det danske sprog, fastholder ministeren. Skiftende regeringer har været enige om, at slutmålet med folkeskolens undervisning af tosprogede børn skal være gode kundskaber i dansk og folkeskolens øvrige fag, som sætter dem i stand til at klare sig i uddannelsessystemet og samfundet.

Der har i mange år været en strid blandt forskere om modersmålsundervisning, tilføjer Bertel Haarder. Den ene fløj mener, at modersmålsundervisningen gavner indlæringen af danskkundskaber, den anden fløj mener det modsatte. I 2002 skar Fogh Rasmussen-regeringen igennem og afskaffede ved en ændring i folkeskoleloven den obligatoriske modersmålsundervisning.

»De lærde er uenige, og vi gjorde det så frivilligt for kommunerne, om de ville tilbyde modersmålsundervisning. Så kan den strid jo holdes ved lige, men jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal gøres til genstand for en strid, som er en strid mellem eksperter«, siger undervisningsministeren.

»Jeg kan nævne indvandrerforskeren Mehmet Ümit Necef, som er lektor ved Syddansk Universitet i Odense. Han er totalt imod at bruge resurser på modersmålsundervisning. Han siger, vi skal bruge resurserne på danskundervisning. Og det samme siger den norske professor Unni Wikan. Hun går totalt imod modersmålsundervisning, som hun siger medvirker til at spærre børnene inde kulturelt frem for at frigøre dem«.

»Og så har vi professor Anne Holmen, som påstår, at ti timer brugt på modersmålsundervisning giver bedre danskkundskaber end ti timer brugt på danskundervisning. Jeg forstår det ikke. Det er aldrig dokumenteret, men jeg lytter interesseret til diskussionen, men jeg er glad for, at vi ikke tvinger nogen til det ene eller det andet. Den har kørt, så længe jeg kan huske, og jeg må indrømme, at jeg synes, troværdigheden er lidt større hos dem, der er imod modersmålsundervisning. Undskyld jeg siger det. Det er altså folk, der virkelig ved, hvad de taler om. Det andet lyder meget teoretisk. Men jeg tager ikke parti«.

»Jeg synes Bergthóra skulle indbyde Unni Wikan og Mehmet Necef til et symposium, hvor de diskuterer det igennem, i stedet for den totalt billige - men populære - model bare at smide noget mudder i hovedet på mig«.

Lene Timm skyder også med skarpt og citerer Bertel Haarder for at frygte, at tamilske børn ville føre til »skoleslum«. Hun mener, han skylder tamilerne en undskyldning. Men

Bertel Haarder vil ikke give en undskyldning. Han siger i stedet:

»Det er det mest ufattelige, man skal høre. Jeg har aldrig sagt det, hun siger dér. Det er rent nonsens og opspind og hendes egen opfindelse. Som om jeg har sagt noget særligt om tamilske børn. For det første var der stort set ingen, og for det andet er det nogle af dem, der klarer sig allerbedst. Der er ingen skoleslum dér, hvor der er tamilske børn«.

Citatet om skoleslum stammer fra overskriften på et referat i dagbladet Information fra en afhøring af Haarder i tamilsagen i 1991, hvori han refereres for, at frygten for uddannelsesslum var et vigtigt element i hans overvejelser i relation til at begrænse antallet af tamilske flygtninge i landet.

»Det, jeg sagde, det husker jeg meget tydeligt, var, at jeg som undervisningsminister i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne blev stadig mere bekymret over det, jeg kaldte uddannelsesslum i almindelighed, og ikke i forhold til tamilske børn. Dem var der ingen af, og i øvrigt har de aldrig udgjort et særligt problem. Der er masser af dem i Herning, de klarer sig strålende og synger i kirkekor, og jeg ved ikke hvad«.

Undervisningsministeren siger, at han glæder sig over, at forskellige undersøgelser viser, at det går fremad for især efterkommere inden for visse etniske grupper. Det ændrer dog ikke ved, at han stadigvæk ikke mener, at det er befordrende for tosprogede børns integration og skolegang at være koncentreret på skoler med en meget høj andel tosprogede elever. Det bør ikke være noget, man stræber efter, understreger han. Han siger, at Lene Timms kritik »er rent vrøvl«.

»Men der udviklede sig noget uddannelsesslum, hvormed jeg simpelt hen mener, at der var for mange børn, som ikke lærte, hvad de skulle, og som vænnede sig til ikke at kunne følge med. Det er jo det, Københavns Kommune stadigvæk har, desværre, hvor næsten halvdelen ikke lærer at læse godt nok til, at de kan tage en uddannelse. Det er det, jeg mener er uddannelsesslum«.

»Jeg bliver nødt til at sige, at min respekt for de to såkaldte forskere kan ligge på et meget lille sted. Hvorfor forsker de ikke og diskuterer med forskere i stedet for at opfinde et billede, som i det her tilfælde er grebet ud af luften«.

Lene Timm siger også: »I dag udtrykker han den samme tænkning bare om muslimske børn«.

»Nonsens. Jeg kan bare ikke beskrive, hvor tåbeligt den måde, hun stiller det op på, er. Hvis deres forskning kører på den måde, så er det jo ikke meget værd«.

Paragraf 5, stykke 7, i folkeskoleloven er diskriminerende, mener Lene Timm og Bergthóra Kristjánsdóttir. Det er den, som siger, at kommunerne kun har pligt til at give modersmålsundervisning til børn fra EU, EØS-landene, Grønland og Færøerne.

»Det er en rigtig kulturradikal betragtning. Hvis man skal følge den logik, så har vi heller ikke lov til at lave særlig undervisning i dansk. Vi diskriminerer jo også på den måde, at vi underviser mere i dansk end i tysk«, siger Bertel Haarder.

Modersmålsundervisning til borgere fra det europæiske økonomiske fællesskab medvirker til at fremme bevægeligheden i EU, da den afhjælper forældres bekymringer ved at flytte til et nyt land, tilføjer ministeren.

Det er en grundlæggende kritik hos Lene Timm og Bergthóra Kristjánsdóttir, at når regeringen siger integration, mener den i virkeligheden assimilation.

Skal de tosprogede elever gøres etsprogede?

»Næ, det skal de ikke, men de skal lære dansk. Det andet blander vi os ikke i. De skal lære dansk, og i en række kommuner har man modersmålsundervisning for nogle, men da der er 100 sprog, er det for langt de fleste overhovedet ikke muligt at give modersmålsundervisning.

En ny kortlægning konkluderer, at regeringens étsprogspolitik er lykkedes. Kun 5.000 af landets 70.000 tosprogede elever modtager modersmålsundervisning.

»Men det kan jo skyldes, at kommunerne har svært ved at forstå, at ekstra timer i modersmålsundervisning skulle give større effekt på danskkundskaberne end ekstra timer i dansk. De fleste arbejder ud fra den snusfornuft, at skal man lære børnene dansk, så skal de have dansktimer«.

Kun 20 procent af dem, der underviser i dansk som andetsprog, er uddannet til det, viste en evaluering i 2004.

»Så er det da godt, at vi har sat gang i undervisningen i dansk som andetsprog. Det er blevet obligatorisk på læreruddannelsen, det er virkelig kommet ind på lystavlen, så nu har vi virkelig gjort noget ved det«. Mange kommuner har desuden gennemført efteruddannelse for lærere, netop på baggrund af evalueringen fra 2004, tilføjer ministeren.

Hvad er essensen i regeringens politik i forhold til de tosprogede elever?

»Regeringens politik er at sætte turbo på dansk - dansk - dansk. Og vi roser de lærere, som faktisk har fået de små til at læse bedre. Nu læser børnene lige så godt i 2. klasse, som de gjorde i 3. klasse. Vi har sammen med Lærerforeningen gjort Strandgårdsskolen i Ishøj til Månedens Skole, netop fordi de har ydet en rigtig kraftig indsats. Og nu har vi fået 50 millioner til turbodansk og til erhvervsklasser og til undervisningsassistenter blandt andet for at hjælpe de ældre indvandrerelever, som ikke fik lært dansk, da de var små. Der er ikke noget, der er vigtigere end at få lært tosprogede dansk. Det er topprioritet«.

»Vi vil bare lære børnene dansk. Det håber jeg ikke, Lene Timm og Bergthóra har noget imod«.

Skal de blive danske?

»Det må de selv om. Vi vil lære dem dansk. Jeg har ingen illusioner om, at man kan gøre børn af anden etnisk baggrund til danske. De vil jo, så længe de lever, være tyrkisk-danske eller pakistansk-danske, sådan er det. Det kan vi jo heldigvis ikke blande os i. Men vi kan sørge for, at de kan klare sig i det danske samfund«, siger Bertel Haarder.

Ingen tal fra ministeriet

»Vi har ingen tal på, hvor mange der får modersmålsundervisning. Det er jo ikke lovpligtigt, så det udarbejder vi ikke statistik på«, fortæller de på Uni-C, der står for Undervisningsministeriets uddannelsesstatistik.

Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination har til gengæld foretaget en kortlægning, som blev offentliggjort i november under titlen »Danmark har ondt i modersmålet«. Kun 5.000 af landets cirka 70.000 tosprogede skoleelever modtager i dag modersmålsundervisning. 84 af landets 98 kommuner tilbyder overhovedet ikke modersmålsundervisning.

Politik, ikke jura

Juridisk er der ikke tale om diskrimination, når børn fra nordiske lande og EU har ret til modersmålsundervisning, mens børn fra tredjelande ikke har, fastslår seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Eva Ersbøll. Paragraf 5, stykke 7, bygger nemlig på et EU-direktiv fra 1977, altså på en aftale mellem nogle lande, og så er det i orden. Hvis grundlaget for paragraffen derimod havde været race eller etnisk herkomst, ville det have været diskrimination.

Direktivet fra 1977 stadfæster, at en skoleelev, der kommer fra et EF-land, har ret til modersmålsundervisning, hvis familien flytter til et andet EF-land. Danmark lod dengang denne ret gælde alle udenlandske skoleelever, uanset hvor de kom fra. Men det lavede VK-regeringen og Dansk Folkeparti så om på i 2002. Andre lande har gjort noget tilsvarende, for eksempel Holland. Nogle EU-lande har i øvrigt aldrig tilbudt skoleelever, der kom fra lande uden for EU, modersmålsundervisning, fortæller Eva Ersbøll. Hun konkluderer, at problemet er politisk, ikke juridisk.

»De lærde er uenige, og vi gjorde det så frivilligt for kommunerne, om de vil tilbyde modersmålsundervisning«