Mine børn skal lære persisk

Sprog er en vigtig del af kulturen og identiteten, mener Zahra Ziaei. To af hendes børn er født i Danmark, men de er også iranere. Derfor går de til modersmålsundervisning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sabba på ni år og Pouya Paidar på 16 står tidligt op om lørdagen, fordi de skal til modersmålsundervisning i persisk. Det er deres mor Zahra Ziaei, der står for undervisningen i deres klasse med otte elever. Ved siden af underviser en anden lærer en klasse med 14 elever. Modersmålsundervisningen er vigtig for Zahra Ziaei.

»Jeg presser dem til at lære persisk, for ellers fortryder de bare senere. Det er vores ansvar som forældre, at de lærer persisk. De kan dansk, og i skolen lærer de engelsk og tysk, men fire sprog er også bedre end ét«, siger hun.

Da den ældste datter Bita på 22 år gik i folkeskolen, var modersmålsundervisning et kommunalt tilbud, som hun fulgte og var glad for. Men da familiens yngste kom i skole, var den kommunale undervisning i persisk forsvundet i Taastrup, hvor de bor nu.

Zahra Ziaei kom fra Teheran til Danmark i 1989 sammen med datteren Bita på to et halvt for at blive familiesammeført med Bitas far. Reza Paidar var kommet til landet året før som politisk flygtning. Familien boede først i Nykøbing Falster, hvor Reza og Zahra gik på sprogskole. De har boet flere steder på Sjælland, indtil de for fire år siden flyttede til Taastrup, hvor de købte hus.

Reza Paidar arbejder i familiens pizzeria i Hvidovre, og Zahra Ziaei er pædagog. Hun var uddannet idrætslærer i Iran og blev færdig med pædagoguddannelsen i København i 1997.

Sabba går i 3. klasse på Parkskolen, Pouya går på 10.-klasse-centret Linie 10 i Høje Taastrup og Bita på Copenhagen Business School.

»Bita er rigtig god til persisk, men jeg kan godt gå i stå en gang imellem«, siger Sabba.

Pouya fortæller, at han ikke var så vild med at gå til persisk, da han var mindre. Så familien besluttede at vente, til han var klar. Siden har han gået sammen med lillesøsteren.

»Jeg var skeptisk over for at gå i skole om lørdagen i begyndelsen. Jeg mente, at jeg skulle holde fri og slappe af i weekenden, men nu har min krop vænnet sig til det«, fortæller Pouya med et smil.

I hjemmet taler de altid persisk, medmindre der er danske venner på besøg.

»Det er forbudt herhjemme at tale dansk. Det er vigtigt, at de lærer modersmålet, så de kan kommunikere med deres bedsteforældre og andre, når vi besøger Iran«, siger Zahra Ziaei.

»Vi er klart tosprogede. Børnene taler jo flydende dansk i skolen, så det er der ingen problemer i. Jeg kan derimod godt have problemer med den danske udtale af nogle ord«, siger hun.

Men så retter børnene hende.

Til gengæld oplever Pouya, at familien gør grin med hans udtale i Iran. »Men de forstår mig godt«.

Sabba og Pouya fortæller, at de aldrig selv ville vælge at læse en persisk bog. De læser udelukkende de tekster, de skal til modersmålsundervisning, og skriver deres opgaver. De taler også dansk sammen, hvis de er alene hjemme.

Zahra bruger persisk i hjemmet, når hun skal udtrykke følelser, og når hun har en mening, som hun ikke vil have bliver misforstået.

»Det er ikke naturligt for mig at tale dansk med min mand«, siger hun.

Zahra Ziaei er aktiv for at skaffe elever til persisk-undervisningen i Taastrup. Selv underviser hun gratis for at hjælpe den anden lærer, fordi der er for mange elever til én klasse. Det koster 150 kroner om måneden per barn at få modersmålsundervisning, og den lokale skole stiller lokaler til rådighed.

Familien kender til både arabisk og tyrkisk modersmålsundervisning på samme vilkår i Taastrup.

»Persisk er min personlighed. Alle kan se, at jeg ikke er dansker, og det er min stolthed, at jeg har persisk blod. Det er min identitet. Hvis du boede i England, ville du da også lære dit barn dansk foruden det engelske sprog. Andet ville være underligt«, mener Zahra Ziaei.

Familien fortæller, at de blander de danske og iranske traditioner. For eksempel holder de jul. De spiser risalamande, and og flæskesteg. De får adventsgaver og har juletræ. Men de synger ikke danske julesange. Juleaften spiller de iransk musik.

»Vi holder ikke de muslimske traditioner. Vi er ikke religiøse. Min mor i Iran er mere traditionel, men ikke resten af familien. Men jeg vil da helst have, at mine børn gifter sig med iranere. Det gør det hele lidt nemmere. Men de bestemmer jo selv«, siger hun. |

Powered by Labrador CMS