Våd teaterturne

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bådteatret ligger som regel for anker i Nyhavn, men i denne uge tog teatret hul på forårsturneen, som frem til 4. juni bringer den gamle pram til både Fyn, Jylland og Flensborg. Med i lasten er de to forestillinger 'Ulvetime' og 'Den kloge dronning', som er et dukkeeventyr for børn fra fire til ti år. 'Ulvetime' er en ungdoms- og voksenforestilling af Morti Vizki og handler om to fodboldfans, der mødes efter en kamp mellem FCK og Brøndby. Mødet udvikler sig til et næsten overnaturligt mareridt, hvor det viser sig, at de to mænd har mere til fælles end blot lidenskaben for fodbold - men er det altid godt at have noget til fælles? Bådteatret er i denne uge i Helsingør, hvorefter turen går til Flensborg, Sønderborg, Kolding, Middelfart, Fredericia, Vejle, Horsens og Århus. Billetter kan bestilles hos Bådteatret på telefonnummer 3312 1460.