Natur/teknologi
0   544

Elever hjælper superhelte i kampen for en grøn fremtid

FutureForce vil skabe et netværk af unge miljøhelte i kampen for fremtidens klima. FutureForce er teater, action, viden om klima, en online spilleplatform, og denne onsdag på Guldberg Skole i København er det 6.c, der hjælper de to superhelte i kampen mod Dr. Ego. Det handler om CO2, miljø og vandspild.

Flere elever skriger højt, da FutureForce springer ind i klassen. De to dansere har elefanthuer på hovedet. De hilser, beder eleverne om at flytte borde og stole ud til siden, hiver huerne af og præsenterer sig. De er FutureForces to superhelte, og de har brug for elevernes hjælp med nogle udfordringer. Alt sammen for en grønnere fremtid.

"Fedt", lyder det fra en elev. En anden spørger, om de to kommer fra fremtiden.

Artiklen fortsætter under banneret

"Vi har nøglen til jeres fælles fremtid", siger den ene superhelt og viser en nøgle.

Til musik kaster de to helte sig ud i en vild actiondans, og så skal eleverne i gang med udfordringerne.

 

Pas på vandspild

To elever får sorte svømmebriller for øjnene og skal sammen med den ene superhelt fragte fire flasker vand gennem et minefelt af vandflasker. De andre elever skal guide dem med ord, og intet vand må gå til spilde. Hvis en flaske vælter, er den spildt - og hvis eleverne ikke har 12 flasker tilbage til at fylde i det store plasticrør i den anden ende af klasselokalet, så får de ikke de nøgler, der flyder i bunden af det store rør. Nøglerne er nødvendige for at kunne løse de næste udfordringer.

"Hvad sker der, hvis vi ikke består udfordringerne", spørger en elev.

Superheltene svarer, at det gør de nok, for de kan mærke, at det her er en god klasse.

"Højre, venstre, ligeud…." Råbene gjalder, mens en superhelt og to elever sammen bevæger sig langsomt gennem minefeltet. En pige råber, at det er bedst, hvis kun én styrer de blændede, da det ellers bliver for forvirrende.

De har fire flasker vand med som forsigtigt hældes i plasticrøret. Nøglerne kommer lidt tættere på overfladen. Hurtigt, næste flok skal igennem minefeltet. Der er allerede gået flere minutter…..

Det lykkes at undgå at spilde for meget vand. Nøglerne kommer højere og højere op og kan nås af en langarmet elev.

 

Skab din egen superhelt

Det er danserne Liv Sanz og Lasse von Essen, der er superheltene i FutureForce. Kunstnerisk leder bag projektet er Jens Bäckvall fra Terra Nova Teater, og projektet er støttet af Statens Kunstfond, Miljøministeriet og Tuborgfondet.

"Det handler om at aktivere børnene. At vise dem at det ikke er farligt, men at de selv kan gøre noget for en grønnere fremtid, hvis de vil. Helt banalt handler det om at tage medansvar for en bedre verden", siger Jens Bäckvall.

"Jeg har selv været aktiv og interesseret i miljøspørgsmål, siden jeg var lille. Senere har jeg været ordførende i det svenske miljøparti i den lille by, hvor jeg boede".

FutureForce er en times teater med udfordringer til eleverne, og bagefter får de alle et certifikat med en kode til online-spillet. Her skal de skabe deres egen superhelt og sammen med deres klasse kan de arbejde med at løse miljøspørgsmål. Det kan for eksempel handle om, hvor meget vand deres familie bruger, og hvor meget tøj deres familie køber. Eller om skrald kan bruges til andet en forbrænding.

Hver superhelt skal finde sin kraft og kan vælge mellem vand, energi, bæredygtighed, mad og genbrug.

Forestillingen på Guldberg Skole er en prøveforestilling. Skolen er en af Københavns klimaskoler.

 

Superhelt i kamp

Eleverne kom fint gennem minefeltet og fik tre nøgler. De passer til tre kufferter. Hver kuffert har indbygget et Lego-tableau. Der er en jungle, en motorvej og en skibskatastrofe med olieudslip. Eleverne får nogle "grønne fingre", som passer i huller i tableauet.

"For at bevare vores planet ….", lyder det med computerstemme, når en grøn finger sættes i hullet. Hvert stik aktiverer et ord eller del af en sætning. Eleverne skal prøve sig frem, lytte og finde frem til den rigtige sætning. "CO2" og "den menneskelige civilisation" lyder det, når eleverne sætter stikkene i. Det lykkes dem at finde frem til den rigtige sætning.

Så er det tid til lidt superhelte-kampsport. Eleverne er delt ind i tre hold, og hvert hold øver deres spark og armsving med en af superheltene imellem udfordringerne.

Den næste er svær. Superhelten skal holdes fast om anklerne, have ben- og armbeskyttere på og hænger i et seletøj. Eleverne skal hjælpe den anden superhelt med at holde hende oppe. Eleverne sætter elektroder i superheltens hjelm, arm- og benbeskyttere. En elev cykler løs på en lille cykel for at skaffe strøm, og fire elever styrer helten, som nu er en robot. De styrer hver et ben eller en arm.

Pludselig falder den anden superhelt om på gulvet. Dr. Ego har overtaget hans krop og kampen mellem Dr. Ego og superhelten begynder. En voldsom kamp, der på opfordring fra superhelten  bliver fulgt af et heppekor fra eleverne.

"Øjj, kampen tog fem minutter", siger en elev, der har taget tid på sin mobil.

Det hele slutter med, at alle laver de kampsports-øvelser, de nu har lært.

"Når I møder nogle, der gør disse bevægelser, så ved I, at de også er med i FutureForce", siger superheltene.

 

Samarbejde for miljøet

Flere elever flokkes om de to superhelte og spørger løs.

Malik, Maja og Ahmed fra 6.c fortæller bagefter, at de synes, det var en sjov og overraskende måde at lære noget nyt på.

"Vi fik et chok, da de kom, men det var rigtig sjovt", siger de.

Men har I lært noget?

"Ja, at samarbejde. Det er vigtigt at arbejde i teamwork, når man skal løse udfordringerne. Man bliver klogere, men det er sjovt".

"Vi har lært noget om at fjerne CO2, at vi skal passe på miljøet og passe på vandet. Vi må ikke spilde det", forklarer de tre elever.

"Jeg tænkte, at vandet i røret måske var en metafor for olie, der ødelægger havet, og det går ud over fiskene", forklarer Malik.

"Vi skal tænke på miljøet og gøre noget selv. Dr. Ego er ens eget ego, vi skal ikke bare tænke på at få en flot sofa for eksempel, men vi skal tænke på miljøet", fortæller eleverne.

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Naturfagsnetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for naturfagene, dvs. natur/teknologi, biologi, geografi og fysik/kemi. I samarbejde med Danmarks fysik- og kemilærerforening, Biologforbundet og Geografforbundet.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
7.192 andre er allerede tilmeldt