Fysik/kemilærer Kasper Bagenkop med skolens største drone

Specialklasser underviser i drone-flyvning

Små droner flyver rundt i salen og lander præcist ovenpå en omvendt spand. Eleverne i K-klasserne – specialklasserækken – på Nordstjerneskolen i Frederikshavn slapper af efter at have instrueret resten af skolens elever i drone-flyvning.

Publiceret
Eleverne har styret en lille drone til præcis landing ovenpå den omvendte plasticspand
Eleverne styrer dronen i slalom mellem en række stænger
En af Nordstjerneskolens små droner

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fysik/kemilærer Kasper Bagenkop samler op på uge 39's naturvidenskabsfestival. K-klassens elever skal have uddelt 13 guldmedaljer til elever, der klarede udfordringen med at flyve drone-slalom eller lande præcist på en omvendt spand. En elev har fundet medaljerne frem. Ellers øver resten sig i selv at blive bedre til drone-flyvning. Rundt i lokalet har de stillet forskellige baner op, og dronerne summer rundt i luften. Som regel lander de dér, hvor eleven har planlagt.

Skolen har købt en del helt små droner og en enkelt større.

"Eleverne havde en rigtig god oplevelse med at instruere nogle af skolens yngre elever i at flyve dronerne. De havde ansvaret en dag, og det var en succesoplevelse. De var de erfarne drone-flyvere. K-klasse-eleverne har fået nogle vigtige færdigheder", fortæller Kasper Bagenkop.

I fire timer underviste K-klassens elever omkring 200 elever i brugen af dronerne. Eleverne i K-klasserne har diagnoser indenfor autismespektret.

Valghold i innovation

Kasper Bagenkop har søgt og fået 14.500 kroner fra Nordeafonden til køb af droner til valghold i innovation.

"Op til Naturvidenskabsfestivalen planlagde eleverne forløbet og den dag, de underviste i fire timer, var de godt nok trætte bagefter. De påtog sig forskellige roller, hvor nogle ladede dronernes batterier op, mens andre instruerede de yngre elever. De ved godt selv, hvor deres styrker er, så nogle valgte at stå for det mere praktiske, mens andre påtog sig selve undervisningen".

Kasper Bagenkop fortæller, at de små droner koster omkring 500 kroner med udstyr. Eleverne kan for eksempel styre dem i slalom mellem en række stænger. Han bruger dem i fysikundervisningen om opdrift og eleverne diskuterer, hvor droner kan bruges med fordel - ved gødning af marker, til fotografering og som overvågning. Af den grund skal man også have tilladelse, før man må flyve med droner udenfor.