Debat

Den gode og inkluderende skole

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De af os, der enten har været eller stadig er lærere i folkeskolen, kender både til de positive og til de knap så fantastiske sider af bevægelsen mod øget inklusion. Derfor er Jesper Sørensens kritiske spørgsmål i Folkeskolen nummer 29 relevante og fortjener en kommentar.

Ifølge mine iagttagelser findes det bedste argument for inklusion i et særligt kendetegn, der går igen og igen hos skoler med inklusionssucces: De er gode skoler på alle områder, ikke kun på det inkluderende område.

Når man ikke ekskluderer per automatik, men i stedet forholder sig undersøgende og åbent til mulighederne for inklusion, ja så »tvinges« praksis ind i en tilstand af dynamisk udvikling. Det betyder, at man konstant forholder sig refleksivt til det, man gør: Virker det, eller burde man gøre noget andet, og i givet fald hvad?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Inkluderende skoler bliver således lærende og højt ydende organisationer, der stiller store krav til organisering, efteruddannelse, ledelse og resursetildeling. Og i Danmark er vi ikke helt fremme ved målstregen endnu.

Konsekvensen er, at der i disse dage sendes et stort antal elever ind i et folkeskolesystem, der endnu ikke er gearet til opgaven. Resultatet bliver en »rummelig praksis«, hvor eleverne er på tålt ophold i en kontekst, der endnu er ved at oparbejde kompetencen til at håndtere opgaven.

Hertil må vi huske på, at inklusionsmulighederne har grænser. I en velfungerende og anerkendende inklusionspraksis findes disse grænser dog i arbejdsprocessen og ikke (som nogle ganske fejlagtigt forestiller sig) i statiske diagnoser.