Et smugkig gennem den skjulte dør afslører: superhelte-shoppen er et projekt for forfatterspirer

Superhelte hjælper børn

Undrer du dig over, hvor Batman og andre helte køber deres smarte outfits og udstyr? Svaret er »Brooklyn Superhero Supply« - superheltenes favoritbutik i New York. Pengene, de kappeklædte lægger i butikken, går til lektiehjælp og kurser i kreativ skrivning

Publiceret Senest opdateret
Hylderne bugner af forklædninger, trikoter og de nyeste kappe-kollektioner. Pengene fra salget går til New Yorks socialt dårligt stillede børn
Øverst på alle superheltes ønskeliste: en »devillainizer«, hvis stråler gør superskurke til dydsmønstre

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Superhelte skjuler gerne deres sande identitet. I det daglige forklæder de sig ofte som almindelige mennesker af Clark Kent- eller Peter Parker-typen. Mon ikke de føler sig en smule udsatte, når de entrer butikken med det enorme »Super-hero Supply«-skilt over indgangen? Der er ikke megen bat-hule over stedet. Til gengæld kan shoppende superhelte få stillet enhver lyst efter kapper, klatretove og kasteskyts.

Før man kan tage varerne med hjem til basen, øjemåles man af en kritisk ekspedient og må fremsige superhelte-eden: »Jeg sværger kun at bruge mine kræfter i det godes tjeneste«.

Den syrede butik i New York er - desværre for sky superhelte - blevet et kult-fænomen. Børn og voksne fra hele verden valfarter hertil. Ud på eftermiddagen - mens wannabe-helte prøver kapper i butikkens vindmaskine - strømmer lokale skolebørn ind. Sjovt nok ænser de hverken usynlighedscreme eller ugens tilbud: antimaterie på dåse. I stedet forsvinder de - meget mystisk - ind mellem hylderne. Kun når rødmende kunder fremstammer helte-eden, hører man børnenes kluklatter et eller andet sted fra.

Butikker i flere storbyer

Efter at have sikret sig, at Folkeskolens udsendte ikke er en forklædt superskurk, afslører ekspedienten med dæknavnet Nick, hvor latteren kommer fra: Bag en tung reol, der i virkeligheden er en skjult dør, sidder de lokale spirer og får lektiehjælp.

»Vi er et projekt for unge fra hele New York«, fortæller Nick og holder så inde. Mere må han ikke fortælle, det må kun Scott - superhelte-projektets anfører. Få dage senere ringer han Folkeskolen op:

»Vi er en sammenslutning kaldet '826', der har butikker i en række amerikanske storbyer«, fortæller Scott i telefonen.

»De andre sælger udstyr til henholdsvis pirater, spioner, robotter, tids- og rumrejsende. Fælles for dem er, at pengene fra salget går til socialt dårligt stillede børn på mellem seks og 18 år«.

Efter skoletid får børnene gratis lektiehjælp i butikkernes baglokaler - en service, forældre i USA ellers ofte selv må betale.

»Om aftenen kører vi kurser, hvor børnene lærer at skrive kreativt. Her fungerer superhelte-butikken som inspiration, den pirrer børnenes fantasi. De ser, hvor kreative de kan være, og de muligheder, der åbner sig, når man bliver god til at læse og skrive«.

826's princip er at stille en tutor til rådighed for hvert barn.

»Hver dag har vi 12-15 tutorer på arbejde. De kommer fra en gruppe på omkring 1.000 frivillige - overvejende lærere, forfattere og journalister. De bruger deres fritid og arbejder gratis med børnene, fordi de elsker at se dem udvikle sig. Eller måske keder de sig bare derhjemme«, griner Scott.

Fungerer som et forlag

Mens nogle frivillige hjælper med lektier og fremmer forfattertalenter, forvandler andre de unges tekster til bøger.

»826 fungerer som et rigtigt forlag«, siger Scott.

»Vi redigerer historierne, layouter og trykker dem. Via internetboghandler bliver de solgt i hele verden. Det er selvfølgelig enormt spændende for børnene!«

Det er der også andre, der synes: I England er lærere begyndt efter et lignende koncept, og flere andre lande leger med tanken.

Idet nyheden om initiativet spreder sig, får det også stadig flere gavmilde hjælpere:

»Her i New York holder vi snart en støttekoncert med Paul Simon. Han giver hele overskuddet til børnene«, siger Scott og nævner andre kendte støtter som musikeren David Byrne, tv-stjernen Jon Stewart og forfatteren Dave Eggers.

Da anføreren for »Brooklyn Superhero Supply« afslutter samtalen fra sit hemmelige hovedkvarter, står det pludselig klart, hvorfor man ingen superhelte ser i butikken: De gemmer sig alle i lokalerne bag den skjulte dør og hjælper - med tankens kraft alene - børn til at finde deres kreative superkræfter.

Brooklyn Super-Hero Supply

Du kan læse mere om Brooklyn Superhero Supply og 826 på superherosupplies.com, 826nyc.org og 826national.org

Powered by Labrador CMS