Kommune vil udvikle egen læseprøve

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Er læseprøven SL60 blevet brugt forkert i Århus, eller er kommunen ved at begå en dyr fejl? Det spørgsmål står ubesvaret hen efter en længere debat i de lokale medier.

Anledningen er, at skolerådmand Niels Erik Eskildsen har besluttet, at kommunens skoler skal droppe den kendte læseprøve, og at der i stedet skal udvikles en ny.

Niels Erik Eskildsen mener, at det er problematisk at bruge læseprøven som dokumentation for elevernes kunnen, fordi SL60 er alment kendt, og fordi skolerne har benyttet den gennem mange år.

Den kritik er ubegribelig for seniorforsker på Danmarks Pædagogiske Institut, Jørgen Chr. Nielsen, der for 15 år siden var med til at udvikle SL60.

'SL60 er beskyttet materiale, og det er klart, at hvis man viser eleverne prøven på forhånd, så bliver resultatet forkert, men der er ikke noget galt i at træne eleverne i sikker og hurtig læseforståelse. Hvis rådmanden har ret i, at prøven ligger og flyder rundt omkring på skolerne, så er det der, han skal sætte ind', siger forskeren.

Medlem af kommunens skoleudvalg Marie-Louise Ebdrup, De Konservative, tror ikke, at lærerne snyder med SL60. Forklaringen på rådmandens indgreb skal søges et andet sted.

'Sidste år blev resultaterne af læseprøven i 3. klasse lanceret i pressen som en rangordning af skolerne. Det er det, som Niels Erik Eskildsen forsøger at råde bod på ved at afskaffe prøven i år og ved at udvikle en ny', siger hun.

Århus Kommune har henvendt sig til læseforskeren Erik Håkonsson, Danmarks Lærerhøjskole, for at få udviklet en ny læseprøve. Det vil formentlig tage flere år og koste mange penge.

'Det er jeg godt klar over', siger Niels Erik Eskildsen. 'Men det kan være, at vi på den måde udvikler noget nyt, som alle kan bruge'.j