Debat

Inklusionens fodfæste – ejerskab under fælles og individuel forståelse

Følgende indlæg har jeg også lagt ud på på det faglige forum, InklusionsNet, som jeg har oprettet på LinkedIn. Netværket består af pædagoger, lærere, forskere, ledere og alle andre der måtte arbejde professionelt med inklusion og eventuelt interesserede er meget velkomne til at deltage. Netværket er udelukkende baseret på en faglig og frivillig interesse i emnet. Det kan findes her: https://www.linkedin.com/groups/InklusionsNet-8180852?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I sci-fi forfatteren Douglas Adams’ roman, "Hitchhikers Guide to the Galaxy”, konstruerer jordens klogeste skabninger, musene, en supercomputer til at udregne svaret på spørgsmålet: Hvad er meningen med livet? Computeren, Big Thought, er 7½ millioner år om at konkludere, at svaret må være ”42”. Adams trækker veksler på en lang filosofihistorisk tradition i romanen, hvor musenes fortvivlelse over svarets manglende anvendelighed, mødes af Big Thought med modsvaret: ”Jamen, forstod i overhovedet selv spørgsmålet? ”. Hvad betyder det når vi spørger hvad meningen med livet er? Hvordan kan svaret være logisk, når spørgsmålet er både universelt, individuelt, alles og ingens?

Uden at ville omlægge ”inklusion” til ”meningen med livet”, mener jeg, at der er nogle paralleller i måden både mus og mand må arbejde på spørgsmålet på. Inklusion er, uanset hvad man i øvrigt måtte mene om emnet, en tilstedeværende faktor i forventningerne til det pædagogiske arbejde i dag. Inklusionen hænger tæt sammen med fællesskabet, eftersom inklusion handler om deltagelse og om adgang til fællesskabet. Inklusion er kommet til den danske institutions- og folkeskoleverden for at blive. I hvert fald for nu… Og det er måske slet ikke så dumt. De fleste kan vel se fornuften i at børn og unge opnår sociale evner og lærer at rumme hinanden, med alle de særheder, diagnoser, følelsesmæssige udbrud, sociale og kulturelle baggrunde og forhold osv. osv., som de hver især har. De færreste er vel interesserede i at deres børn ikke inkluderes i fællesskaberne. Eller ikke forstår at inkludere de andre, især de personer der måtte have svært ved fællesskaberne. Fornuften i tilstedeværelsen af begrebet inklusion i pædagogisk regi, forekommer ikke så mystisk. Men hvorfor er inklusion så så svært at have med at gøre?

Et relevant spørgsmål at stille sig selv er, hvorvidt inklusion en universel løsningsmodel? Hvis ikke, hvornår bør man i så fald undlade at inkludere i den eksisterende sociale sammenhæng og måske i stedet ekskludere til en ny kontekst, med nye muligheder for inklusion? For nogle børn skriger det til himmels, at et miljøskift er den eneste fornuftige måde at opnå en positiv udvikling, når intellekt, sociale evner, relationskompetencer osv. i øvrigt ikke fejler noget, men de negative rollemønstre gensidigt bare er frosset helt og aldeles fast i en nedadgående spiral. Det ved jeg helt konkret, for jeg har selv arbejdet med dem i årevis. Men er det specielt inkluderende at tænke sådan? Og hvad med alle de ”gråzonesituationer” hvor børn vurderes til at kunne indgå i fællesskaber, men bare ikke kan – fx autisten der ikke er så hårdt ramt at han ikke kan følge med i undervisningen med bistand i mindre end de berømte 9 timer ugentligt, men så bruger al sin vågne fritid på at være helt ødelagt af at bearbejde de indtryk der bombarderer ham skånselsløst i løbet af dagen? Der er garanteret masser af tilfælde, hvor denne form for obligatorisk inklusion måske ikke er specielt fordrende for livskvaliteten i øvrigt. Jeg forsøger ikke at opridse en masse hypoteser, hvor det måtte være uhensigtsmæssigt at arbejde inkluderende eller ej, men jeg mener at (mindst) én ting er af absolut største vigtighed i en faglig debat om inklusion. Måske kan inklusionen først for alvor applikeres i vores individuelle hverdag, når vi har oversat betydningen af begrebet til et sprog vi er bekendt med. Måske skal vi hver især blive enige om hvad inklusion overhovedet er for noget. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Her taler jeg ikke om den politiske hensigtserklæring omkring inklusion, der, med inspiration i Salamanca-erklæringen fra 1994 har ambitioner om at sammenlægge to parallelle systemer til ét sammenhængende og inkluderende undervisningssystem. Aftalen mellem regeringen og kommunerne indebærer, at andelen af elever der inkluderes i den almindelige undervisning, øges. Målet er at andelen af elever i almindelig undervisning øges fra 94,4 procent til 96,0 procent af det samlede elevtal i folkeskolen i 2015. Det er jo konkrete tal at forholde sig til, så den politiske baggrund er sådan set tydelig nok. Jeg taler heller ikke om den åbenlyse økonomiske fordel ved inklusion der ligger i at beholde alle 28 elever i samme lokale alle 10 skoleår, fremfor at sende de 2-3 elever der støjer over i et otte gange så dyrt skoletilbud, med det nyeste FIFA på PlayStation 4’eren, bordfodbold og 3 ekstra lærere pr. klasse. Heller ikke selvom denne fordel ganske givet også har spillet ind i de politiske og kommunale forventningerne til inklusionsarbejdet.

Jeg taler ikke om at betragte inklusion som en modsætning til eksklusion. Inklusion som sprogligt og som pædagogisk begreb kan ikke betragtes som to sider af samme sag, for, som jeg skriver i begyndelsen, kan der være tilfælde hvor eksklusion fra en given sammenhæng, er langt den bedste løsning – såfremt den involverer inklusion i et nyt. Og jeg taler ikke om hvorvidt inklusion er smart eller klogt, for det vil være formålsløst og meget besværligt at tale om før vi ved præcist hvad inklusion indebærer. Både hvad det indebærer fagligt, personligt, professionelt og socialt. Præmisserne for inklusionens succes er dybt afhængige af den sociale og faglige kontekst og kan derfor kun tages, fx herinde, som debat i et meget overordnet format. Måske ville den bedste vej til implementeringen af et holdbart inklusionsberedskab være, at inklusionsarbejderne der skulle varetage arbejdet fandt frem til fælles ejerskab, formål og succeskriterier? Måske vil den bedste vej ud af frustrationerne for os der arbejder med inklusion være, at vi gav os selv plads til at finde ud af, hvad det betyder lige her og nu for os og den målgruppe vi arbejder med og den arbejdsform vi arbejder under.

Powered by Labrador CMS