Debat

En uddannelse for livet! Skolen 200 år.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En uddannelse for livet. 200 år skole.

Af: Alexander von Oettingen (UCS), Jesper Vinter (UCN) og Anders Bech Thøgersen (UCS)

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Engang var det nok, at læreren var den ”kloge bonde” blandt bønderne. I dag skal læreren udover sin faglige viden håndtere et hav af forskellige områder og problemstillinger fra faglighed, trivsel, inklusion, til digitalisering og forældresamarbejde.

I disse dage fejer alle landets læreruddannelser skolens 200 års fødselsdag og markerer dermed en institution som gennem generationer har stået for undervisningen af den yngre generation.

Man kan ikke overvurdere skolens betydning for den enkeltes dannelsesproces såvel som for samfundets udvikling og reproduktion. I skolen møder elever de værdier, holdninger, viden, færdigheder, kundskaber og kompetencer som er vigtige at lære, for at forstå hvordan man selv vil leve sit liv og hvordan man kan være deltager i et fælles liv. Folkeskolen men også friskolen, privatskolen eller efterskolen styrker den enkeltes myndighed og fællesskabets sammenhængskraft.

”Skole” og ”læreruddannelse” hænger nøje sammen, fordi læreruddannelsen er garant for uddannelsen af lærer som kompetent og professionelt sikrer, at ”skolen” kan udfylde dens dannelses- og uddannelsesopgave. Uden uddannelse ingen faglig, pædagogisk og didaktisk kvalitet i undervisningen. Sådan er det og sådan har det altid været.

Skolen blev sat i system

Da man for 200 år siden satte skolen i system, var man nøje klar over at skole og uddannelse af lærer er to sidder af sammen sag og helt afgørende for børns og samfundets udvikling. Det var ikke nok med bare at oprette skoler, man skulle også sørge for at uddanne lærer, som ikke var halvstuderede præstekandidater, men forstod at varetage en afgørende opgave. Både skolen og uddannelsen blev vigtige samfundsmæssige parametre.

Således besluttede kongen i 1814, midt i en krisetid og hvor alt lå i ruiner, at vedtage en skolelov – eller rettere fem love – der skulle sikre børns skolegang, uanset om de levede på landet eller i byen og uanset hvilken religion de tilhørte. Skolen blev en formel realitet i alle børns liv. Når kongen valgte at oprette en lov for skolen havde det flere grunde. Én af grundende var de nye pædagogiske tanker om barnets frihed og barndommens egen ret der blev formuleret i slutningen af 18. århundrede. Hvor man tidligere mente, at børn ”bare” var små voksne som hurtig skulle overtage forældrenes plads i hus og hjem, anerkendte man nu børns ret til deres egen barndom og frie læringsproces. Den moderne barndom blev en formel realitet.

En anden grund var de nye politiske idealer om borger og fædreland og ikke mindst om at være nyttige og loyale undersåtter. Det ”nye samfund” havde brug for myndige borgere, der ikke kun var tro mod gud, konge og fædreland men som også havde kundskaber og færdigheder til at forstå den teknologiske og videnskabelige udvikling.

Pædagogik og politik gik fra nu af hånd i hånd og dannede rammen om børns undervisning og dannelse. Med lovene fra 1814 blev barnet således til skolebarnet.

For livet eller for skolen?

Siden begyndelsen af 1800-tallet har skolen været en bærende institution i samfundet og dermed også til diskussion. Ét centralt spørgsmål har altid været hvad skolens formål egentlig er i et moderne samfund? Er den et barn af kirken eller af staten? Er den ”noget” særligt med egne værdier og regler eller er den først og fremmest en demokratisk institution? Handler det om dannelse eller uddannelse? Kompetencer frem for kundskaber? Eller er skolen blot et forstyrrende element i børns frie leg og læring? Hvis ”skolen” og ”læreren” ikke fandtes ville børns liv være lettere, mente reformivrige pædagoger i 60’erne og 70’erne, mens andre senere advarede mod alt for meget rundbordspædagogik i klasseværelset.

”Vi lærer for livet og ikke for skolen” er som bekendt et slogan vi forbinder med Grundtvig og dansk skoletradition. Grundtvig selv talte om ”skolen for døden” og ”skolen for livet” og understregede at undervisning ikke handler om udenadslære og rigid boglærdom men om at forstå livets fylde og form.

Mange år senere i 1981 holdt filosoffen og teologen Løgstrup sin berømte tale om skolens formål og genoplivede tanken om skolen for livet. Ifølge Løgstrup er skolen en uoverkommelig opgave og alt hvad der mislykkedes i samfundet og kulturen skal lærerne rette op på. Men netop her ligger fejlen, fordi man – igen ifølge Løgstrup – ikke kan forlange, at skolen skal være bedre end det samfund den får sit indhold og opgave fra. ”Samfundet har den skole, det fortjener” var hans modige budskab i en tid, der havde glemt skolens bredde udsyn. Samtidig ligger dog også her det spændende i at holde skole og ikke mindst i at være lærer, fordi alle de vigtige sociale, politiske, kulturelle spørgsmål og værdier som har betydning i tilværelsen finder et pædagogisk og didaktisk udtryk i skolen. Formålet med at holde skole er, ifølge Løgstrup, derfor tilværelsesoplysning og oplysning om de sammenhænge der giver mening til vores individuelle og fælles liv.

Løgstrups formål er en smuk erindring om skolens dannelsesbetydning også i vores tid.

At børn lærer for livet og ikke for skolen vil ingen for alvor betvivle – og dog. Oprindelig hed sætningen ”vi lærer for skolen og ikke for livet”. Det var den romerske filosofi Seneca som gjorde magthaverne og embedsmændene opmærksom på, at man i skolen skulle lære at forstå sammenhænge man udenfor skolen ikke kunne lære. Børn gik derfor i skole for skolens skyld og ikke for livets skyld.

Senecas sætning kan virke fremmed for os i dag, men ser man nøje efter giver den alligevel mening. Børn kan opleve og erfare mange ting i deres hverdag – både i online og offline livet – men hverdagen selv underviser ikke. Det gør derimod skolen og derfor er skolen det sted, hvor der er tid og rum til tanke og eftertanke over tilværelsens sammenhænge. Det er den forståelse, der ligger i selve ordets betydning. ”Schole” er det græske ord for skole og betyder fri-tid. Dermed menes ikke fritiden eller frikvarter men friheden til den frie tanke og erkendelse. At lære for skolen og ikke for livet er en hyldest til skolen og dens betydning.

Set i bakspejlet havde både Grundtvig og Seneca således en pointe. I skolen lærer man både for skolen og for livets skyld.

Hvilken viden?

Men hvilken viden skal skolen undervise i? Hvad skal elever lære efter så mange år i skolen? Intelligent viden, videnskabelig viden, kultur viden, demokratisk viden eller måske hverdagsviden? De spørgsmål er ligeledes blevet diskuteret siden skolens etablering for mere end 200 år siden.

I 1814 var sagen lidt mere enkel. Skolen skulle sørge for at elever blev til ”gode retskafen Mennesker, i Overenstemmelse med den evangeliske-christelige Lære; samt til at bibringe dem Kundskaber og Færdigheder, der ere dem nødvendige for at blive nyttige Borger i Staten.” I skolen skulle der undervises i religion, skrivning, regning og læsning. Og især ved læsning skulle man sørge for, at der blev benyttet bøger som udviklede børns sindelag, indførte begreber om fædrelandets historie, geografi og meddelte kundskaber til nytte for børns fremtidige hverdag.

I dag er sagen lidt mere kompliceret, fordi viden er blevet dynamisk og fremtiden meget mere usikker. Det er svært at sige noget om hvilken viden der er nyttig i fremtiden og derfor arbejder man uddannelsespolitisk mere med at udpege centrale nøglekompetencer. Ifølge OECD anbefalinger skal børn lære kompetencer indenfor tre vigtige områder.  For det første kompetence i at kunne handle selvstændigt og autonomt og dermed kunne planlægge sit eget liv. For det andet kompetencen i at kunne anvende de nye kulturelle og kommunikative medier og for det tredje kompetencen i at kunne leve indenfor social og kulturel heterogenitet. Skolen skal gøre kompetent til et globalt liv.

Skolens indhold er ikke noget den enkelte lærer eller den enkelte skole kan afgøre alene, men er et fælles samfundsanliggende. Op gennem tiden er der også blevet formuleret mange lovgivninger og dokumenter der udpeger, hvad der skal læres som fx loven fra 1814, den Blå Betænkning fra 1960/61, Klare mål, Fælles Mål og nu aktuel forenklede Fælles Mål.

Fælles for alle disse dokumenter – som man samlet kunne kalde for ”skolens læreplan” – er, at de ikke bare sætter rammen for, hvordan skolen skal organiseres, men også hvilken viden undervisningen skal formidle. De er samfundets masterplan for almen dannelse og som ikke bare formidler det som er væsentligt, men som også hjælper elever til at forstå den verden de er en del af.

Læreplanen er skolens arkitektur på papir som giver skolen, lærerne, eleverne men også forældre og borgere viden om, hvad der skal undervises i. Derfor er læreplanen både en didaktisk orientering til fagfolk og elever og en samfundsmæssig kommunikation omkring hele skolens formål og legitimitet. Den udtrykker et koncentrat af den viden, demokratiske, kulturelle og økonomiske værdier, politiske holdninger, forventninger, etiske og moralske principper og idealer som den ældre generation mener, er vigtig at den yngre generation forstår og forholder sig til. Skolens viden er derfor ikke bare videnskabens viden eller hverdagsviden men en fælles viden som lærerne er forpligtet på.

Den gode lære?

Når læreruddannelsen fejer skolens fødselsdag fejrer den på en måde samtidig også lærerens fødselsdag. For når skolen bliver etableret ændrer lærerrollen grundlæggende karakter. Derfor handler det i skolen ikke kun om viden men også om læreren som professionelt har ansvaret for undervisningen. Men hvad kendetegner den gode lærer egentlig? Er det hende som er autentisk og ser barnet frem for faget? Eller ham som professionelt kan vejlede og coache frie læringsprocesser? Er det fagnørden, der har dyb indsigt i fagets sammenhænge eller hende, som er god til at formidle kompliceret stof? Eller måske den, der bare kommer til tiden og ikke spilder børns læringstid?

Vi kender alle til gode lærer og deres betydning for børns interesse i faget og i undervisningen. Men vi kender også til dårlige lærer og til dem, der egentlig aldrig burde være lærer. ”God” og ”dårlig” er tilstede i skolen og i mange tilfælde kan det være svært at skelne hvem der er den gode lærer og hvem der er en dårlig lærer? Også den gode lærer har dårlige dage og den dårlige lærer kan ramme plet. Hvad den ene elev synes er spændende undervisning med en spændende lærer, synes den anden er kedelig og spild af tid. ”Super læreren”, der kan det hele, findes ikke, men der findes forskellige lærertyper med forskellige styrker og potentialer på samme måde som der kun findes forskellige børn og forskellige forældre.

Men det betyder ikke, at det er ligegyldigt hvad læreren kan og ved – tværtimod. Vi ved fra erfaringen og fra uddannelsesforskningen, at det kommer meget an på læreren. Det er læreren, der gør en kæmpe forskel i undervisningen og i forhold til elevers erkendelses- og forståelsesprocesser.

En fælles læreruddannelse

Derfor er det også helt afgørende at have en spændende og attraktiv læreruddannelse, som indfører unge mennesker i hele spændvidden af lærerens og skolens virker. Engang var det nok med at læreren var den ”kloge bonde” blandt bønderne. Det er det ikke mere i dag. Læreren skal håndtere et hav af forskellige område og problemstillinger. Nogen handler om faglighed og fag, andre om børns trivsel, inklusion, digitalisering og forældresamarbejde for bare at nævne nogle få. Alt det skal læreruddannelsen forberede til – både teoretisk og praktisk. Det gør den gennem et spændende studiemiljøer og ved at have en tæt kontakt til praksis og det skoleliv, det handler om. På den måde hænger skole og uddannelse uløselig sammen.

Èn læreruddannelse med forskelige toninger og fleksible studiemuligheder rundt i landet og med et fælles fokus om at uddanne faglige dygtige og kompetente lærere til en fælles og god folkeskole.

Tillykke med 200 år skole fra alle læreruddannelser i Danmark.

Powered by Labrador CMS