Lærer for livet: »Suset af glæde, når noget lykkes, er altid fantastisk«

Det begyndte med en historie om én, der vandt en vulkan, og nu er eleverne ikke til at stoppe. Så i denne uge er det eleverne, der har planlagt undervisningen, kan man næsten sige. Jeg glæder mig lige så meget som eleverne til besøget i morgen, fortæller Janne Søltoft.

Publiceret

lærer for livet

Fejringen af undervisningspligtens jubilæum, Skole i 200 år,sætter blandt andet fokus på lærerrollens udvikling. JournalistThorkild Thejsen har tv-interviewet 32 forskellige lærere.Interviewene bringes på DK4 og løbende her på folkeskolen.dk gennemjubilæumsåret.

Se www.skole200.dk/lfl

Janne Søltoft (1970)

Lærer fra Aalborg Seminarium,1997
Linjefag: engelsk og billedkunst
Lærer på Hanherreders Ungdomsskole, 1997
Lærer på Løkken Centralskole, 2002 -
AKT-lærer-uddannelse, 2009
Bestyrelsesmedlem i Foreningen Byens Legeplads, 2006 -
Klubleder i Løkken Ungdomsklub, 2011 -

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der lugter ikke rigtig af skole inde i klasselokalet. Faktisk lugter der mere af lort end af Løkken, men Janne Søltoft og hendes elever viser gladeligt indenfor. Og foran tavlen i den ene side står der en kæmpekasse på høje ben, vel tre meter bred og med en glasvæg ud mod eleverne. En varmelampe kaster sit dovne lys ned over savsmuld, fodertrug og vandingsautomat. Og så altså 11 store kyllinger, som ser ud til at trives fint i selskab med de 21 elever i 2. klasse på Løkken Centralskole i Vendsyssel. "Det er natur/teknik og meget andet, og det er et helt fantastisk forløb," fortæller klasselærer Janne Søltoft begejstret. "Vi har fået nogle befrugtede hønseæg fra en landmand og har haft dem i skolens rugemaskine i 21 dage, hvor eleverne hver dag har tjekket luftfugtighed og vendt æggene. Der er en masse, der skal gå op i en højere enhed, for at det virker, og den 20. dag skete der så noget helt fantastisk. Så kunne vi inde fra æggene, som ikke var klækket endnu, høre små pip, og så vidste vi, at der skete noget. Hen over de mange dages venten har vi gennemlyst æggene og set en sort klat, som blev til øjet. Vi har også vejet og ført statistik, så vi har kunnet give et kvalificeret bud på, hvilke æg der faktisk ville komme kyllinger ud af. Hvis et æg bliver ved med at veje det samme, er der ikke liv. Sammen har vi også kunnet spekulere over, hvorfor vægten blev mindre og mindre, jo mere kyllingen voksede og fyldte mere og mere inde i ægget. Det har været og er et spændende forløb."

Man må jo gerne børnestave Kyllinger i et almindeligt klasselokale. Selvfølgelig kan det lade sig gøre, men - indrømmet - der har da været nogle forhindringer, fortæller Janne Søltoft. For eksempel, at Centralen for Undervisningsmidler i Hjørring ikke havde en rugemaskine, man kunne låne, så for et par år siden fik hun skolen til at købe en. "Og så lavede pedellen en fin hønsegård til os. Der lugter måske vel meget i klassen, men meget af tiden ligger kyllingerne helt rolige og siger ikke så meget, og så bliver de mere og mere aktive, jo ældre de bliver. Alt det har vi fulgt med i, talt om, læst om og skrevet om. De er tre uger nu, så de skal snart flytte hjemmefra."

- Ud over at det er sjovt, hvad får eleverne så ud af det? "I dansk har vi for eksempel haft et forløb om fabler, hvor eleverne har digtet historier om kyllinger. Nogen har valgt at sætte sig ind i, hvad en kylling, der bliver ruget ud i en skoleklasse, tænker. Andre har valgt en mere teknisk tilgang og skrevet om, hvordan rugemaskinen virker, og hvordan kyllingerne opfører sig."

- Det kan de godt skrive i anden klasse? "Ja, ja, sagtens. Man må jo gerne børnestave, så de skriver rigtig fint i dag. Hvis der er nogen, der har lidt svært ved at skrive det, må forældrene gerne hjælpe, eller læreren får lov til at hjælpe også, så de kan få deres mening frem, fantasi og nysgerrighed har de alle sammen. Det er jo fantastisk at følge en kylling. Den bliver født med dun, og den er meget svag og lidt slasket og sover meget af tiden, men så sker der en masse. Og ikke kun for kyllingerne, så sandelig også i klassen. Når kyllingerne begynder at få fjer, bliver jeg ikke mødt med et 'godmorgen', så kommer eleverne løbende imod mig og nærmest råber: 'Nu har de fået tre rækker med fjer på vingerne'. Der sker bare så meget hele tiden, derfor er det et godt forløb, det er fjerde gang, jeg prøver det. Men jeg er ikke blevet bedre til det med erfaringen, for første gang fik vi 19 kyllinger ud af 24 æg, og denne gang har vi kun fået 11 kyllinger ud af samme antal. Det giver jo også anledning til spændende snakke om liv og død."

What's the color of this chicken? Kyllinger kan bruges til meget, gentager Janne Søltoft. Hun har haft engelsk med eleverne fra 1. klasse, og også der bliver kyllingerne brugt. "Vi har også øvet farver, og så har jeg jo spurgt: 'What's the color of this chicken?', og 'how many yellow chickens have we got?'. Vi har kigget på fjer og snakket om, hvad et næb hedder på engelsk, og hvor mange øjne sådan en kylling har. Engang jeg var gårdvagt, var der en pige fra en helt anden klasse, som bare ville hjem og overhovedet ikke ville tale om, hvorfor hun var ked af det. Til sidst spurgte jeg: 'Ved du hvad, vil du ikke lige med ind at holde en kylling?'. Da hun så havde siddet lidt med kyllingen, ville hun alligevel godt snakke om konflikten med kammeraterne, og så blev de fundet, problemet løst, og hun blev i godt humør igen. Det blev klaret af en kylling!" Eller i hvert fald af læreren, der kørte en kylling på banen!

Vores begrundelse er, at eleverne i forvejen kan så meget - Du er tyvstartet med engelsk fra 1. klasse her på skolen, hvorfor det? "I mange år har jeg simpelthen bare haft lyst til at undervise i engelsk fra 1. klasse. Børnene hører jo engelsk overalt, de synger popsange på pludreengelsk. Det vil så gerne. Og så blev det endelig muligt. Vores begrundelse er, at eleverne i forvejen kan så meget; de støver så meget engelsk op alle mulige forskellige steder, i fjernsyn og via spil, at det kunne være sjovt at se, om man kunne tage fat med forskellige sange og lege fra 1. klasse. Vi kiggede for eksempel på farver inde i klassen, og det handler også meget om at bevæge sig. De lærte en fire-fem farver den første time. Jeg sagde 'touch the red color', og så løb de rundt og rørte ved den røde farve. Nogle kan farverne i forvejen og andre kan ikke, men det lærer de jo hurtigt, de kigger på nogle af kammeraterne, som går forrest, og så rører alle ved den røde farve, og alle får en succesoplevelse, så de elsker engelsk. På nettet er der et væld af farvesange, som de kan høre igen og igen. De er ikke spor blufærdige, vi leger det ind, og de går til den med krum hals. De er bare så motiverede. 'Ej, kan du ikke finde en ny sang', spørger de. Eller: 'Skal vi ikke høre om det her også?'. Eller: 'Nu har vi lært at tælle til ti, skal vi ikke også lære at tælle til tyve?'. Og rygterne spredes hurtigt fra familie til familie, fortæller Janne Søltoft, som er blevet stoppet på gaden af forældre, som skal have børn i 1. klasse til næste år og gerne lige vil sikre sig, at de også får engelsk. Og det nye, spændende fag kan også bruges til at skabe ro i klassen, fortsætter hun grinende: "Noget af det første, jeg lærte dem, var ordene 'stand up' og 'sit down'. Så hvis der er lidt for meget uro, siger jeg bare 'stand up!', og lynhurtigt står eleverne op, så er uroen brudt. Man kan lære dem utrolig mange ting ved at sende dem rundt i lokalet. 'Sit on your table', for eksempel. 'Sit under your table'. Så kommer 'on' og 'under' ind på en meget konkret måde."

Der opstår noget i en time, som må gribes - Jeg ved, at du og 2. klasse i morgen skal have besøg af en vulkanolog. Hvorfor det? "Ja, det må du nok spørge om. Det er et rigtig godt eksempel på, at undervisningen kan bevæge sig et helt andet sted hen, end jeg havde planlagt. Og altså blive meget bedre: I sidste uge læste vi en vanvittig historie om en mand, der var så heldig at vinde en vulkan i et lotteri, og lige pludselig blev jeg bombarderet med spørgsmål om vulkaner. Jeg måtte jo sige 'okay, jeg ved faktisk ikke så meget om vulkaner, men vi har natur/teknik om et par dage, så jeg går hjem og undersøger det'. Efter bedste evne læste jeg så i nogle geografibøger og fandt også nogle klip på YouTube, men det betød bare, at de stillede endnu flere spørgsmål. 'Hvordan advarer man egentlig de familier, der bor i nærheden af en vulkan?'. Det kunne jeg ikke svare på, men så rakte Caroline hånden op og sagde: 'Det ved min faster, hun bor på Island og er vulkanolog, hun er hjemme hos os nu, skulle jeg ikke spørge, om hun vil komme herover?'. Så i morgen får vi besøg af en vulkanolog. Og så har eleverne ellers bare fyret løs med alle mulige spørgsmål, som er blevet skrevet op på smartboardet. Marie Louise vil gerne vide, hvor farlige vulkaner er. Amalie vil vide, hvor mange vulkaner der er på Island. Kristian vil vide, hvordan vulkanologen kom til at arbejde med vulkaner. Spørgsmål om lava, om, hvor der er vulkaner rundt i verden og så videre. De blev ved. Alle 21 par øjne var bare vendt mod smartboardet, hele tiden. Der var ikke nogen, der skulle tysses på, det tror jeg nok, der ville have været, hvis det var mig, der havde formuleret spørgsmålene og sat dem i grupper efter emner, som vi nu gjorde i fællesskab. Det er det, der er så spændende. Der opstår noget, som må gribes i situationen. Det begyndte med en historie om én, der vandt en vulkan, og nu er eleverne ikke til at stoppe. For tiden har vi noget, vi kalder fredagshistorier, hvor alle skriver en historie, og da vi i sidste uge havde skrevet om kyllinger, foreslog en af pigerne, at det på fredag skal handle om vulkaner. Også det blev vi hurtigt enige om, så i denne uge er det eleverne, der har planlagt undervisningen, kan man næsten sige. Jeg glæder mig lige så meget som eleverne til besøget i morgen!"

Det kan måske lyde negativt, men børnene elsker det Janne Søltoft beskæftiger sig med andet end kyllinger og vulkaner. Hun er også AKT-lærer og bruger også tid og energi i skolens familieklasse. Den pædagogiske idé bag familieklassen er at hjælpe børn, der mistrives i skolen, ved at trække far og mor aktivt med ind i arbejdet. "Det kan være en urolig elev, der har svært ved at følge med i undervisningen, fordi han bruger sin energi på andre ting. Det kan være en forsagt elev, som ikke tør sige noget. Det kan være elever med mange konflikter i frikvartererne, som ikke bliver ordentligt landet. De kan komme i familieklassen én dag om ugen sammen med en af forældrene. Ja, begge forældre må også komme med, hvis de har lyst og mulighed. Det virker fantastisk, for her oplever eleverne, at alle vil dem det godt. At lærere og pædagoger står sammen med forældrene om at klare udfordringerne. Der er mellem fire og otte elever og deres forældre i sådan en klasse. Det er frivilligt, men når vi kontakter forældrene og fortæller om vores bekymring, har de ofte den samme bekymring, og forældre vil gå rigtig langt for at hjælpe deres barn. De fleste siger ja med det samme, andre skal lige sunde sig lidt, men der er også forældre, der selv kontakter os og beder om hjælp, fordi de har hørt noget positivt om familieklassen."

- Hvordan kan I hjælpe en knægt ved at sidde og tale med ham uden for det miljø, hvor konflikterne opstår? "Sammen med klassens lærere og forældrene fastsætter vi nogle enkelte arbejdspunkter, som eleven skal have, og det bliver så noteret op, hvordan det går. Har eleven for eksempel et arbejdspunkt, der hedder, at han skal blive på sin plads i timerne, noterer lærerne, hvordan det går, og han får sådan en slags karakter, kan man sige. Det kan måske lyde negativt, men børnene elsker det. Firetaller er det bedste, man kan få, og de er smadderstolte af det. Vi lægger selvfølgelig vægt på det positive, så når de kommer i familieklassen, ser vi efter, hvor godt det er gået siden sidst. Vi nyder at se, hvordan barnet udvikler sig, og det kan de jo godt mærke."

- Jeg køber din salgstale, men kan den ikke vendes om? Er det ikke en måde at ensrette dem på? Du får høje karakterer, hvis du sætter dig ned og holder din kæft! "Det kan du godt sige. Men det er altså belastende for en elev hele tiden at være upopulær og udenfor. Barnet lægger lynhurtigt mærke til, at det hjælper. Lige pludselig får jeg ikke skældud mere, og de andre bliver ikke sure på mig mere. Mange gange ved de ikke selv, hvorfor det er så svært for dem at gå i skole, men ved hjælp af aftalerne i familieklassen og det, at alle støtter op om dem, begynder de at lægge mærke til mønstrene og bliver bevidste om, hvad de selv kan gøre."

Vi kaldte foreningen Byens Legeplads Selv om timerne på skolen er forbi, og forberedelsen til de næste dage også er klaret, fylder skolen stadig en del, for også i fritiden beskæftiger Janne Søltoft sig med børn, ungdom og skole. "Arbejdet som folkeskolelærer er jo - i hvert fald endnu - ret fleksibelt, så jeg forbereder mig mest om aftenen og i weekenderne, så jeg også får tid til familien og mine andre interesser. Men skolen fylder meget. Den prioriterer jeg højt," siger hun.

- Men også dine frivillige aktiviteter ligner noget med skole? "Det hænger jo sammen. Jeg er leder i ungdomsklubben, som har åben to gange om ugen foruden vores forskellige arrangementer som netparties og fodboldstævner. Jeg bruger også en del tid på Byenslegeplads.dk, hvor jeg sidder i bestyrelsen. Vi har indsamlet 1,1 million kroner til en legeplads her ved siden af skolen. Der var nogle marker, hvor man kunne spille bold, men mange af børnene, som ikke var interesseret i fodbold, klumpede sig sammen, og nogle af dem drillede hinanden. Det fungerede ikke, og hverken skolen eller kommunen havde penge til en legeplads, så vi var en gruppe forældre, der lavede en forening, vi kaldte 'Byens Legeplads'. Resultatet ser du her ved siden af skolen. Vi har blandt andet en svævebane, afrikanske hytter og en løbebane. Vi har forskellige ting til idræt og nogle sjove pannabaner, hedder de, hvor børnene på et lille areal kan øve teknik. De behøver ikke være ret mange til en lille fodboldkamp." Det er alt sammen noget, Janne Søltoft gør som forælder, det har ikke så meget med skolen at gøre, siger hun.

- Men det er ret svært at skille det kolde vand fra det varme? "Man kan sige, det selvfølgelig er fint, at jeg kan være med som bindeled. Jeg kan snakke lidt med skolen om det og kan sende nyhedsbrev ud til forældrene om, hvordan det går. Men det er noget, jeg gør som aktiv forælder."

Det gav nogle søvnløse nætter, men jeg kom igennem det - Hvornår fandt du ud af, at du ville være lærer? "Det gjorde jeg allerede i overbygningen i folkeskolen. Jeg havde en lærer på Jetsmark Centralskole i Kaas, hun hedder Inger-Lise Justmi Nielsen og var rigtig sej. Man kunne mærke, at hun brændte for sit fag, og hun elskede at undervise, og hun kunne rigtig godt lide os. Jeg havde hende i dansk og engelsk. Jamen, jeg beundrede hende og ville egentlig gerne være som hende, tror jeg, så jeg søgte ind på Aalborg Seminarium, hvor jeg fik en god uddannelse."

- Hvordan var den overgang så fra studerende til en ung lærer med ansvar? "Den var rigtig spændende, men også lidt hård, vil jeg sige. Fra læreruddannelsen var jeg for eksempel ret godt uddannet til begynderengelsk i 4. klasse, men jeg kom på en efterskole og skulle føre 10. klasse op til afsluttende prøve i engelsk. Det gav nogle søvnløse nætter, men jeg kom igennem det, og mine elever klarede sig faktisk også godt. Det er jo nærmest en livsstil at arbejde på en efterskole med aften- og nattevagter. Jeg havde små børn, og min mand arbejder også om aftenen, så de år, jeg var på efterskolen, var det arbejde, børn og mand. Intet andet. Der var ikke flere timer i døgnet. Men det var også spændende, og jeg var ked af det, da jeg skulle væk fra efterskolen. Jeg troede ikke, at det var så skønt at arbejde i folkeskolen, som det har vist sig. Vi flyttede, fordi jeg gerne ville tættere på min familie, og så fandt jeg det her job, fordi der ikke var nogen efterskoler i nærheden, der havde brug for en lærer. Jeg troede ikke, jeg kunne mærke det der sus og føle den stolthed, som når vi på efterskolen sendte eleverne hjem til deres forældre efter et godt år. Men det kan man sagtens i folkeskolen, jeg er meget glad for at være her. Suset af glæde og tilfredshed, når noget lykkes, er altid fantastisk."

- Er det et lønarbejde eller et kald at være lærer? "Det jo nødvendigt at få løn for det, men det er ikke kun et lønarbejde at være lærer, det er et kald. Vi er tæt på børnene og giver rigtig meget af os selv, derfor bør det være et kald. Det kan være hårdt, men det giver mig samtidig ny energi at være sammen med eleverne. Det er de spændende oplevelser, man hele tiden får sammen med eleverne, som gør, at man bare har lyst til at fortsætte."

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk