Tillykke med de 200 år
– men hvornår rykkede skolen?

I år fejres 200-året for undervisningspligten – skolen har forandret sig i spring, men hvornår er der sprunget højest?

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Læring og udvikling sker ofte i spring - i nogle grene af udviklingspsykologien taler man sågar om tigerspring. Selvom den danske folkeskole sjældent sammenlignes med den bengalske tiger (der er måske nærmere tale om en nordisk los?), kan metaforen bruges til at forstå skolens udvikling: Vi fejrer i år 200-året for undervisningspligten, men hvornår er skolen sprunget højest? Det har vi spurgt en række skolehistorikere om.

Anne Katrine Gjerløff er ph.d. i historie og medforfatter til »Dansk skolehistorie«. Derudover er hun projektleder af »Skole 200«, som står for fejringen af 200-året for undervisningspligten. Hun mener ikke, at man kan komme uden om 1814:

»Det er i 1814, der bliver skrevet de skolelove, som giver alle børn syv års undervisningspligt. Tidligere havde børn også undervisningspligt, men det var meget mere sporadisk. Der var ingen krav om, hvad børnene skulle lære ud over deres kristne børnelærdom, og der var ikke krav om, hvor længe de skulle gå i skole. Fra 1814 bliver undervisning noget, man ikke kan komme uden om. Og der bliver stillet krav til lærernes uddannelse og skolernes størrelse, placering, og hvad undervisningen skal indeholde«, siger Anne Katrine Gjerløff.

Barnet skal lære at lære

Fra hendes stol som historiker er det dog ikke 1814, hun vælger at hive frem - vi skal omkring 100 år længere frem i tiden til omkring år 1900.

»Der kommer mange nye pædagogiske strømninger ind i skolen - de er i deres meget spæde form, men strømningerne kommer til at præge skolesystemet hele vejen op igennem 1900-tallet«, siger Anne Katrine Gjerløff og fortsætter:

»Der kommer en masse ideer, som man samlet kunne kalde 'nypædagogiske ideer'. Det er her, man taler om, at barnet skal lære at lære. Barnet skal ikke bare kunne stoffet udenad, men skal kunne tænke og tilegne sig viden. Og der kommer nyt undervisningsmaterialer, der skal hjælpe eleverne med det«, siger hun og nævner anskuelsestavler og læremidler fra specialpædagogikken i forskellige former og farver. I det hele taget breder den mere kreative tilgang til barnet sig fra specialundervisningen til undervisningen på normalområdet.

»Samtidig begynder man at beskæftige sig med barnets psykologi. Og en ide om, at bare fordi lille Jens er dum, er det ikke det samme, som at han aldrig vil blive klogere. Der kommer lige så stille en helt anden dynamisk forståelse af barnets evner og interesser, og at forskellige børn kræver forskellig undervisning for at opnå læring«, siger Anne Katrine Gjerløff. Hun fortæller, at reformpædagogikken, Den Blå Betænkning og senere rundkredspædagogikken er et resultat af nogle af de frø, der bliver sået omkring år 1900.

Stop krig

Ning de Coninck-Smith er professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet (tidligere DPU) - hun er derudover medforfatter og redaktør på værket »Dansk skolehistorie«. For hende er tiden efter Anden Verdenskrig værd at bemærke.

»Uddannelsesrevolutionen, der kommer efter Anden Verdenskrig, fører til, at uddannelse bliver en mulighed for børn, uanset hvor de er i samfundet, og hvilket køn de har. Eller om de bor på landet eller i byen«, siger Ning de Coninck-Smith. Hun er imponeret over, hvor mange milliarder kroner der bliver brugt på skolen. Hun ser flere faktorer, der gør, at man vælger at investere i skolen. Den kolde krig får temperaturen under nulpunktet, og intelligensreserven skal mobiliseres, samtidig med at man i den vestlige verden er bange for at sakke bagud i forhold til Sovjetunionen. Men også nye familiestrukturer spiller ind.

»Familierne får færre børn, og vi går fra et samfund, hvor den brede befolkning ikke bare skal klare dagen og vejen. Der bliver mere menneskeligt overskud og mere tid. Husmødrene kommer hjem, så børnene slipper fri fra pasningen af de små søskende, som især pigerne tidligere har hængt på«, siger Ning de Coninck-Smith.

Det bliver muligt for familierne, der også i højere grad er flyttet ind til byerne, hvor uddannelsesinsti-tutionerne ligger, at realisere ønsket om, at børnene får en uddannelse, der er blevet råd til det. Og politikerne var enige om, at befolkningen skulle dannes som et bolværk mod fremtidige konflikter.

»Efter Første og Anden Verdenskrig måtte man sætte en stopper for, at folk kastede sig ud i krig igen. Man havde en forestilling om, at et velfungerende demokrati forudsatte, at folk var veloplyste og veluddannede«, siger Ning de Coninck-Smith. Hun synes, de 30 år efter krigen er interessante, fordi bevægelsen kommer udefra - men også inde fra skolen, hvor skolepsykologerne og videnskabeliggørelsen af pædagogikken og frigørelsen fra kirken for alvor tager fart.

Ny læreruddannelse

Thorkild Thejsen, der er tidligere mangeårig redaktør på fagbladet Folkeskolen, er netop udkommet med bogen »Lærernes kampe - kampen for skolen«. Han sætter spot på tiden efter »1958-loven«. I 1961 slog nydannede OECD (Organization for Economic Cooperation and Development) fast, at al investering i uddannelse er vigtig - en tanke, man tilslutter sig i Danmark.

»Loven fra 1958 kombineret med Den Blå Betænkning fra 1960 og 61 kom til at betyde rigtig meget for skolen. Man holder fast i kontinuitet og det, man synes er det gode ved skolen, samtidig med at der er opbrud og nytænkning. Og kommunerne investerer mange penge i skolen. De bygger centralskoler og lukker de helt små skoler ude på landet. Der er en optimisme i skolen blandt lærerne, og der bliver bakket op af politikerne med store bevillinger og nye bygninger«, siger Thorkild Thejsen.

Han fortæller, at der i lærerstanden var en del modstand mod de nye strømninger.

»Danmarks Lærerforening var meget betænkelig. Ved begyndelsen af forhandlingerne var man blandt andet mest enig med Det Konservative Folkeparti, der var imod den delte skole«, siger Thorkild Thejsen. Men stemningen blev vendt af formand Stinus Nielsen, der i øvrigt var partikammerat med Undervisningsminister Jørgen Jørgensen fra Det Radikale Venstre. Samtidig blev skoletiden gjort læn-gere, så eleverne gik i skole til 9. klasse. Det gav arbejde til mange nye unge lærere, der satte deres præg på skolen, og de var med til at trække Danmarks Lærerforening i en ny retning.

Derudover blev kvaliteten af læreruddannelsen hævet med en mere akademisk lov i 1966.

»Substansen i loven fra 1966 gælder helt frem til 2013, selvom der bliver lavet mange krøller på den undervejs«, siger Thorkild Thejsen.