Debat Kronik
2   668

Nogen skal ville noget med nogen

»Reformen tager det dårligste fra den sorte skole og det dårligste fra den kulørte skole«, skriver lærer Erik Schmidt i denne kronik. I år valgte han at sige op som folkeskolelærer efter 37 år. Han spår snarlige ændringer og kommer med råd til de kolleger, der skal kæmpe med reform og arbejdstidslov.

Min datter Berit på 32, der er lærer på Frederiksberg, blev meget tavs i telefonen, da jeg fortalte hende, at jeg havde sagt mit lærerjob op efter 37 år i folkeskolen! Jeg tror også, at hun blev ked af det.

Artiklen fortsætter under banneret

Selv var jeg glad for at have sagt op, idet jeg tænkte på alt det, jeg slap for, med den modsætningsfyldte skolereform fra 2013 og den brutale og arbitrære arbejdstidslov.

Jeg havde ellers besluttet mig for at tage et år eller to ad gangen med alt det systembaserede nye. Målstyring af undervisningen, anonymisering af klasselæreren, diffus sammenblanding af skolepædagogik og fritidspædagogik og mere fleksiflydekit som svar på inklusionsproblematikken.

 Men en ny, ung skoleleder gav mig en tjenstlig advarsel angiveligt på grund af forkerte holdninger. Så var der ingen vej udenom. Lærere skal kunne tænke frit og tale frit, hvis vi står fast på demokrati og udvikling. Jeg sagde op.

Nogle tror, det handler om angst for det nye og fremmede, når man ikke er begejstret for »fremskridtet«. Ikke for mit vedkommende. Sagen er, at et fremskridt kan være et forklædt tilbageskridt. Reformen giver ikke plads til den ligefremme samtale, den lille og den store fortælling, den stille modning.

Og den tager ikke højde for, hvordan danske børn er værensmæssigt, kulturelt og socialt. Den tager det dårligste fra den sorte skole og det dårligste fra den kulørte skole. Altså et tilbageskridt. At kæde den sammen med lærernes tjenestetidsforhandlinger er desuden udtryk for en sjældent set kynisme hos Socialdemokraterne.

Nu foreslår partiet Venstre, at eleverne i folkeskolen oftere skal testes i dansk og matematik. Så ved vi da, hvor vi har Venstre!

Lærere skal ikke gøres til tandhjul

Nej, det er snarere værdighedstabet og forlegenheden ved ikke at kunne gøre tingene godt nok, at svigte eleverne i »det pædagogiske forhold« og dybest set ikke at kunne leve op til sin egen etik og sit eget lærerideal, der skaber distancen til »det nye«.

Ikke alt nyt er godt. Bare tænk på callcentre, cookies, netpoker, social dumping, bilkøer, øl i plasticflasker, teknomusik, hjemmerøverier og »Paradise Hotel«. Nogen skal ville noget med nogen, og markedet vil principielt ikke noget med os ud over at skabe nye surrogatagtige behov og prakke os nye forbrugsvarer på. Det holder jo ikke i skolen. Vi må have noget, vi kan leve op til. Nogen må ville noget med os. Oplysning, vilje og kærlighed. Lærere skal ikke gøres til tandhjul i et system. Til lidenskabsløse instrumenter for policymakere, der gennem kommissærer udstikker kompetence- og færdighedsmål. Kvadratisch, praktisch, gut! Det pædagogiske forhold er noget helt andet spændstigt, intimt, magisk. Det er forholdet mellem lærer, elev og stof.

Det er fuldstændig glemt i den offentlige debat. Hvorfor? Fordi debatten bliver ført i lukkede systemer af kompetente uvidende, og fordi den egentlige pædagogiske debat er fraværende. Pædagogikken er taget fra lærerne. Vores fag og vores sprog er taget fra os.

Derfor holder det ikke

Eleverne kan på lang afstand afkode, om en lærer vil dem noget, om han tror på fremtiden og nytten af undervisning, eller om han blot er et instrument for en policy, en matrix, et marked, et KL-mål eller et system. Derfor holder det ikke.

»Hvorfor bliver du ked af det, når jeg siger, at jeg har sagt mit arbejde op?« spurgte jeg.

I den anden ende af røret var der grød i stemmen.

»Det er fordi … så har vi ikke det sammen mere! Og det er også, fordi det er et signal om, at den type lærer, du har været, er på vej ud«.

Det nye er ikke godt, og det gode er ikke nyt!

Så hvad skal vi stille op med dette misfoster af en skolereform, denne plumpe og mekanistiske arbejdstidslov, denne afgrundsdybe mistillid, som lockouten har efterladt, og denne fremturen med, at ledelse er ledelse uanset fag, og lærerne skal holde op med deres brok og deres pis! Hvad stiller man op, når fornuften er gået under!

Selv har jeg valgt den nemme løsning. Det er blevet nemmere at stå uden for skolen og kritisere den, end det er at være inden for. Men hvis man nu ikke har udsigt til andet job end lærerjobbet? Hvis man vælger den svære løsning?

Påvis fejl - kæmp for faget

Lad os være optimistiske. Jeg har nogle bud.

1) De fleste indbyggede modsætninger i skolereformen vil formentlig skabe så megen ineffektivitet og uro i skolen, at der i løbet af få år vil opstå et politisk pres for at skabe en mere pædagogisk, dialogisk og organisk ramme om skolens dagligdag. Påvis fejl, mangler og uløselige modsætninger! Skab små oaser af vellykket undervisning!

2) Allerede nu er mange politikere begyndt at snakke om, at arbejdstidsloven er for rigid. På de fleste moderne arbejdspladser indretter man sig mere fleksibelt og pragmatisk, siger de. Derfor vil der i løbet af ganske få år blive indgået aftaler med lærerne igen. Men der skal mases på, og man skal holde sammen - også om fagforeningen.

3) Man kan ikke være lærer uden at ville noget med eleverne. Man kan ikke være en god lærer uden at gå op i sit fag og uden at skabe kontakt med hver enkelt elev og have fornemmelse for fællesskabets muligheder. Derfor skal man kæmpe for sit fag, for bedre arbejdsforhold, for den gode undervisning og det gode liv! Lav en uformel 2030-plan! Både en personlig og en skole- og fagpolitisk plan. Dyrk også det aktuelle, det spontane, det lokale, det sanselige, det nærværende. Er det målstyring? Måske ikke, men formålsparagraffen er bredere end den.

4) Kontraktstyringen af skolelederne må afskaffes. Den er ensidig og har kun skabt stress og strid med medarbejderne. New Public Man­agement og Lean-arrangementer er gået over gevind og må afløses af en langt mere tillidsbaseret og decentraliseret forvaltning og ledelse, der giver medarbejderne mere ansvar.

5) Skolens bygninger er alt for ringe, og det er undervisningsmidlerne også. Der må gøres noget radikalt. Nye samarbejdsprojekter og finansieringskonstruktioner må prøves.

»Hvilken lærertype har jeg været?« spurgte jeg Berit, der er en nærværende, alsidig og ambitiøs ung lærer.

Hendes svar var tankevækkende.

»Den type lærer, der har ro nok i sig selv til at stole på egne erfaringer og egen faglighed og insistere på den!«

Erik Schmidt er nu redaktør af LærerBladet, som udgives af Odense Lærerforening. Han er leder af forlaget Fjordager, næstformand i tænketanken Sophia, mangeårig lærer og grundlægger af Det alternative Sorø-møde (2005-2010).


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet
Folkeskolen.dk er lukket for indlæg og kommentarer fra 6. juli og i uge 28 og 29 - vi åbner igen mandag den 23. juli. God ferie!

LÆS OGSÅ