Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Vort fåcking modersmål

Unges sprog.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Shit mand, min læ'er hun er bar' en fåcking luder«. Kommer barnet hjem fra skole og siger sådan, skal forældrene ikke løfte en pegefinger, men rose det for sproglig opfindsomhed!

Sådan lyder budskabet fra højeste videnskabelige niveau på danskinstituttet ved Københavns Universitet. Professor Jens Normann Jørgensen og adjunkt Pia Quist har nemlig forsket i sagen, og sammen har de udsendt resultaterne i bogform: »Unges sprog«. Her lyder det beroligende: »Når ordet luder bruges blandt unge, har det almindeligvis en anden betydning, end det har for voksne. Det er ikke altid direkte forbundet med noget seksualiseret«.

Et pinligt udtryk for kulturtab? Jovist, men samtidig et sprogligt omsorgssvigt på niveau med 68'er-børneopdragelsen. Naturligt indlejret i ethvert menneskes identitetsdannelse ligger et behov for nogen at spille bold op ad. Nogle normer og rammer. Når de, der skulle være garant for disse, lægger sig på maven for alt, hvad de unge kommer med, i stedet for at udvide deres synskreds, ender det med at blive de blinde, der leder de seende. Den sprogpædagogik, som Quist og Normann Jørgensen gør sig til fortalere for, er en stilstandens pædagogik: Børn hyldes som færdigfabrikerede små orakler. De har intet at stræbe efter. For som forskerne sagde til Politiken i september: »Der er ikke nogen rigtig måde at tale på, som er mere efterstræbelsesværdig end andre«. Men hvorfor så ikke nedlægge danskfaget? Alternativet er jo samtaler i klassen a la: »Følg retskrivningsordbogen, hvis du synes, lille Knud, men hvis du hellere vil stave og bøje ordene på din egen måde - og i øvrigt føler trang til at kalde mig for en luder - så gør endelig det«. Og hvad når lille Knud tager denne holdning med over i sine engelsktimer? »For mig føles det ikke rigtigt, at ananas hedder pineapple på engelsk, så jeg tror bare, jeg vil sige ananas«. Læreren: »Så sig du dét, Knud. Det er også lidt stift, hvis alle skal sige det på samme måde«.

Sådanne praktiske følger af de anbefalinger, der udgår fra universitetets sprogparnas, interesserer ikke vore forskere. For dem handler det om en rent ideologisk tilgang til sprog: Ingen har ret til at opstille normer for andre. Jeg har stor sympati for dette synspunkt, når det bruges til at forsvare sønderjyders dialekt, egnsudtryk fra Mols eller Prins Henriks franske udtale af danske ord. Det er da også rigtigt, som Normann Jørgensen siger, at rigsmålet er en social konstruktion, der udgår fra borgerskabet i vor hovedstad. Men retfærdiggør dét, at man underminerer dets værdi? Hvorfor dog søge tilbage til en tid, hvor fraværet af en retskrivningsnorm gjorde det svært at læse et brev i Køge, hvis det var skrevet i Viborg? Hvad er meningen med, at universitetsansatte får løn for at tage myndigheden fra sproglærere på landets skoler?

Vel er det interessant at studere sprogets historiske udvikling og socialt betingede forandringer, men at ville overføre de erkendelser, dette giver, fra universitetets teoriforelæsninger til folkeskolens undervisningspraksis er udtryk for verdensfjern akademisk tænkning. Lærere har nok at gøre med at få poderne til at tale og skrive bare lidt forståeligt. Og når forældre slider med at luge sms-ukrudt og hiphop-tidsler ud af deres børns vokabular, turde de så ikke kunne forvente, at forskerne i det mindste ikke modarbejder dem ved at gøde de grelleste gloser?

Selv om forskerne påberåber sig en videnskabelig nøgternhed, synes det indlysende, at deres »tolerance« over for enhver ny sprogtendens ikke er spor nøgtern, men udspringer af samtidens ungdomsbegejstring. Er der noget, folk frygter i dag, er det at virke gammeldags. Ja, for at være ung med de unge går man på sprogparnasset endog så vidt som til at kalde alle tilhængere af sprogpleje for »sure gamle mænd«.

Forskernes svigt bør dog ikke mildne læreres syn på vulgærsprog, og det er tankevækkende, at vore nabolande, der er mere opmærksomme på det sexistiske sprogs påvirkning af børn og unge, har haft større held med kampagner mod mobning.

»Når de, der skulle være garant for normer og rammer, lægger sig på maven for alt, hvad de unge kommer med, i stedet for at udvide deres synskreds, ender det med at blive de blinde, der leder de seende«