Mange elever fortæller, at de bliver væk fra skolen, fordi de ikke trives og ikke kan overskue deres hverdag

Trivselsundersøgelse: Mange bliver mobbet

Langt de fleste elever trives i skolen, men nye tal fra DCUM viser, at der stadig er mange, der bliver mobbet og drillet, så de bliver kede af det. På mellemtrinnet svarer 30 procent, at nogle i klassen bliver mobbet. I udskolingen er det 17,7 procent, der siger det samme og næsten lige så mange mener, at de voksne gør for lidt ved det.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er Dansk Center for Undervisningsmiljø DCUM, der offentliggør nye tal fra Termometeret om elevernes undervisningsmiljø i skoleåret 2013-14. I alt har 124.755 elever deltaget i trivselsundersøgelsen på 587 skoler. Tallene er delt op i indskolingselever, mellemtrin og udskoling. Siden 2007 har DCUM offentliggjort termometertal. Som følge af folkeskolereformen bliver det fra skoleåret 2015-16 obligatorisk for alle skoler at gennemføre en årlig trivselsmåling.

Undervisningsmiljøet, DCUM måler på, er både elevernes trivsel generelt og skolens fysiske og æstetiske miljø. Omkring en fjerdedel af eleverne fortæller, at de jævnligt bliver forstyrret af larm i timerne. Mange er utilfredse med skolens toiletter, der er beskidte og lugter. Flere nævner også dårlige internetforbindelser på skolerne. Og generelt synes eleverne, at de bestemmer for lidt i skolen.

 

Meget fravær skyldes dårlig trivsel

Hver femte elev i udskolingen svarer, at de ikke har en voksen på skolen, som de kan tale med, hvis de har brug for det. På mellemtrinnet har knapt 14 procent det sådan.

Eleverne fortæller også i undersøgelsen om deres fravær fra skolen og årsagerne til det. I indskolingen er det 13 procent, der siger, at de tit er hjemme, fordi de er syge.

På mellemtrinnet fortæller omkring tusinde elever, at de har haft over 11 fraværsdage indenfor de seneste to måneder. Det svarer til 2,4 procent af eleverne på mellemtrinnet. Omkring 1000 elever svarer, at de har været fraværende, fordi de ikke kan overskue deres hverdag. Andre cirka tusinde elever ud af de i alt knapt 40.000 på mellemtrinnet svarer, at de har været fraværende, fordi der er problemer hjemme og en ligeså stor gruppe begrunder deres fravær med, at de ikke har det godt i klassen.

I udskolingen er det hele 2769 elever - 7,6 procent - der har fravær fra skolen, fordi de ikke kan overskue deres hverdag. En lille gruppe elever på hvert trin fortæller, at de tit eller altid føler sig alene i skolen.

Læs undersøgelsen via link til højre for artiklen.

Læs mere

Se trivselsundersøgelse fra DCUM

Powered by Labrador CMS