Anmeldelse

Det kærlige køkken

Det kærlige køkken

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det kærlige køkken" er endnu en vegetarisk kogebog fra Kirsten Skaarups hånd, men denne gang har forfatteren mere på hjerte, som undertitlen "grøn mad til en sårbar planet" antyder.

Fakta:

Titel: Det kærlige køkken

Forfatter: Kirsten Skaarup

Pris: 299 kroner

Sider: 310 sider

Type: Bog

Forlag: Høst og Søn

Med afsæt i undersøgelser og statistikker om forurening og energiforbrug ved produktion af animalsk protein, brug af fødevarer til brændstof, produktion af engangsemballage med videre argumenteres for, at man skal tænke sig om i sit forbrug af klodens resurser. Forfatteren lægger ikke skjul på, at hun helst så, at vi alle blev vegetarer og spiste økologisk, men i erkendelsen af, at det nok ikke er sandsynligt, appellerer hun til, at vi handler (og spiser) "med hjerte, hoved og holdning". Der tales til vores samvittighed, idet den almindelige danskers (over)forbrug af mad holdes op imod den tredje verdens mangel på samme. Men selv om det er seriøse emner, der behandles, gøres det med et glimt i øjet og en positiv tilgang.

Bogen giver læseren en grundig indføring i det vegetariske køkken, og hvilket basisforråd der er behov for, hvis man vil lægge et par vegetardage eller mere ind i den ugentlige madplan. For planetens og sundhedens skyld. Men så sandelig også for sansernes. Med sit smukke billedmateriale og appetitvækkende opskrifter skal bogen nok få én og anden "omvendt" - om ikke til fuldtidsvegetar, så til deltids.

Kirsten Skaarups rejser har inspireret opskrifterne. Det er der kommet en smuk og anvendelig bog ud af spækket med mange fine billeder, hvoraf en stor del er taget af forfatteren selv. Og for den, der vil have bogen med i køkkenet, er den i et format, der tillader, at den kan ligge åben på køkkenbordet. En lille, men praktisk detalje.

Powered by Labrador CMS