DLF
0   806

1970’erne: Skoleudvikling, kritiske lærere og strejker

Åbenplanskoler, tilvalgsskole og nye krav til lærerne. En arrogant økonomiminister får lærere til at strejke. Regeringen og Danmarks Lærerforening enes om nedskæringer. Faglige møder i arbejdstiden og de første udbetalinger fra DLF til aktionerende tjenestemænd. Resultatløse forhandlinger om tjenestetid.

Onsdag den 21. marts 1973 begyndte helt almindeligt på landets 1.979 folkeskoler. På LO-området startede der ganske vist en storstrejke samme dag, men det var lærerne ikke specielt optaget af - at strejke var noget, andre gjorde. Men i TV Avisen om aftenen gav den socialdemokratiske økonomi- og budgetminister Per Hækkerup lærerne et chok, som fik voldsomme følger uger, måneder og år derefter. Kai Poulsen, som dengang var lærer i Hirtshals, husker de begivenhedsrige dage sådan:

»Alle var forargede, og Hækkerups ærekrænkende udtalelse blev voldsomt diskuteret dagen efter på lærerværelset. Og om fredagen nedlagde alle arbejdet på Ulvkærskolen - uanset alder og pædagogiske og politiske holdninger. Vi sørgede selvfølgelig for børnepasning, det var jo regeringen, vi var vrede på, ikke elever og forældre«.

Artiklen fortsætter under banneret

I 1970 var folkeskolen gået over til en femdagesuge, og DLF havde forhandlet lektionstallet ned fra 30 til 27, så lærerne kunne følge blot nogenlunde med andre gruppers faldende arbejdstid. I april 1972 var undervisningspligten blevet udvidet fra syv til ni år, men allerede inden lovændringen fortsatte 95 procent af eleverne i skolen efter 7. klasse. Samme år kom den socialdemokratiske undervisningsminister Knud Heinesen med forslag til ny skolelov, men samfundsøkonomien skrantede, og arbejdsløsheden var på vej opad. Og så var det, at økonomiministeren i marts 1973 spillede ud med et forslag om at beskære undervisningsområdet med 400 millioner. Skolereformen skulle udsættes, mens resten af besparelsen skulle hentes hos lærerne.

»Det kan ikke være meningen, at vi skal lønne folk for overtimer, når de kan klare det samme arbejde i deres normale arbejdstid«, sagde Hækkerup, som havde aftalt med Socialistisk Folkeparti, at lærerne skulle undervise tre ekstra lektioner om ugen - uden ekstrabetaling. Det tekniske fix til at »finansiere« besparelsen skulle være en ændring af lektionslængden fra 50 til 45 minutter. »Vil det sige, at lærerne skal arbejde mere?« spurgte TV Avisens interviewer. »Jeg vil da ikke nægte, at det betyder, at lærerne skal bestille mere inden for deres normale arbejdstid«, svarede Per Hækkerup og satte så trumf på: »Det er da et udmærket system, hvis børnene slipper lidt tidligere, og lærerne slipper lidt senere«.

Samvittighedsfulde tjenestemænd

Det fandt lærerne sig ikke i, og fredag den 23. marts nedlagde pæne, samvittighedsfulde tjenestemænd arbejdet rundtomkring i hele landet. »Hækkerup var bare så provokerende, så vi måtte reagere«, fortæller Marianne Jelved, som dengang var med til at nedlægge arbejdet på Ny Østensgård Skole i København:

»Der er forskel på at forhandle sig til noget, hvor man betaler en pris og indgår et kompromis, og så at der bliver dikteret og lagt gratis arbejde ned over en. Jeg husker både følelsen og dilemmaet. (…) Vi var rigtig meget fortørnede, for Danmarks Lærerforening havde jo forhandlet nogle andre vilkår«.

Men faktisk begyndte arbejdsnedlæggelserne allerede dagen før på Skovlunde Skole i Ballerup-Måløv Kommune nordvest for København. I spisefrikvarteret havde tillidsrepræsentanten fortalt, at DLF ikke havde været til møde med undervisningsministeren, og at »samme minister over for pressen usandfærdigt påstod det modsatte«. Dét var for meget, så der blev ikke undervist mere den dag. Fem af kommunens 11 skoler fulgte straks efter, og sidst på eftermiddagen mødtes de vrede lærere på Skovlunde Skole

Finn Gunst Christensen, som dengang var helt ung lærer på Hedegårdsskolen i Ballerup, fortæller:

»Vi blev noget overraskede, da vi hørte, at de havde nedlagt arbejdet i Skovlunde, men jeg skal da love for, at vi kom med i en fart. Vi syntes jo selv, at vi var røde, og at de på Skovlunde var noget satte og pæne. Men vi var enige om at være vrede, og der var en flot proces, hvor de strejkende lærere mødtes, så alle var tæt informeret og kunne deltage i beslutningerne«.

Agnete Lohmann Christensen var lærerrådsformand på Skovlunde Skole, hun husker det sådan:

»Vi var samvittighedsfulde tjenestemænd, som tog det alvorligt, at vi havde ansvaret for at give børnene den bedst mulige undervisning, og vi syntes, at vi havde rigeligt at bestille. Kollegerne valgte mig og vores viceinspektør til at udtale sig til offentligheden. Det handlede slet ikke om partipolitik, jeg tror overhovedet ikke, det strejfede os. De røde lærere, de var jo i Ballerup - ikke i Måløv - men der var ingen uenighed, da vi mødtes«.

I TV Avisen samme aften fortalte Agnete Lohmann, at de protesterede imod, at regeringen ikke forhandlede med DLF, men »blot beordrede en anden arbejdsform«, og viceinspektør Christen Nielsen sagde, at arbejdsnedlæggelsen »unægteligt var et problem, fordi tjenestemænd ikke måtte strejke«. TV Avisens journalist fortalte, at Ballerup-lærerne opfordrede alle lærere til at holde møder fredag morgen for at tage stilling til »aktionernes videre forløb«.

Vi havde ingen plan og ingen taktik

Fredag den 23. marts blev den store strejkedag. Senere optællinger viser, at 40 procent af landets lærere blev trukket i lønnen for at have været med, men sandsynligvis deltog over halvdelen, for flere steder valgte kommunen, at man ikke ville straffe dem. »Vi blev ikke trukket i løn, så vi er ikke med i statistikken«, husker Anker Christoffersen, som var lærer på øvelsesskolen ved Jelling Seminarium. Her nedlagde de arbejdet klokken 9 efter et kort møde på lærerværelset uden den store diskussion, fortæller han:

»Jeg sagde, at hvis det stod til mig, så strejkede vi. Der var fuldkommen stille, og så sagde Kurt Mortensen bare: 'Så holder vi'. Han var kredsstyrelsesmedlem. Der var ikke mere at snakke om. Et kvarter efter ringede de fra kredsen i Vejle, og skolesekretæren fortalte dem, at vi havde nedlagt arbejdet. Klokken 10 stoppede de så også i Vejle, og i løbet af tre kvarter holdt de i Brande, Herning, Fredericia, Esbjerg og så videre. Det var lige meget, om de var røde, grønne eller blå, lærerne, vi var bare så vrede. De ringede også ude fra små skoler i andre kommuner og skældte ud over, at vi ikke inddrog dem i vores plan. Men vi havde ingen plan og ingen taktik. Jeg sad selv i kredsstyrelsen, men vi spurgte den ikke, vi stoppede bare«.

I Fredericia vedtog skolekommissionen en »misbilligelse« af lærernes »spontane aktion«, men mente ikke, at de ligefrem skulle trækkes i lønnen. En fagforeningskasserer fra LO-området syntes dog, at kommissionen var »for blødsøden«. På Amager var Svend Erik Haase med i styrelsen i Tårnby-Dragør Lærerkreds. Alle medlemmer strejkede, men ingen blev straffet, og det var kredsstyrelsen, der var i front:

»Selv da vi fik besked fra DLF om, at vi ikke måtte strejke, stod vi fast. Bagefter var vi ret stolte over, at det var kredsen, der gik i spidsen, og ikke en strejkekomité uden for. Der blev ikke talt om, hvad tjenestemænd måtte eller ikke måtte. Jeg tror, at det var første gang, vi begyndte at tænke på - og tale om - os selv som lønarbejdere. Vi blev ikke trukket i løn og kom ikke engang til skideballe i forvaltningen«.

Det hele kom sgu bag på os

I Danmarks Lærerforenings ledelse og sekretariat havde man intet hørt om regeringens udspil, før den blev omtalt i dagbladene den 20. marts. Hovedstyrelsen havde ordinært møde dagen efter, og ifølge referatet har diskussionen om det ikke fyldt meget, men under »Eventuelt« står der, at næstformanden, Kaj Varming, læste telegrammer op »fra forskellige medlemskredse i anledning af forlydender om udvidelse af lærernes arbejdstid«. Samme aften kom så Hækkerup med sin melding i tv, men medlemmernes voldsomme reaktioner rystede tilsyneladende DLF's ledelse endnu mere. Der skulle føres krig på flere fronter. Svend Emil Nielsen, som dengang var chef for sekretariatets 28 ansatte, fortæller:

»Det hele kom sgu bag på os. Det væltede ind med henvendelser, og vi sendte folk ud i landet, kontaktede partier, ministre og andre organisationer. Der blev knoklet, og vores lille trykmaskine kørte ligesom vi andre i døgndrift«.

Ude i landet var medlemmerne ikke spor tilfredse med DLF, fortæller Anker Christoffersen:

»Så ringede de fra sekretariatet i København og spurgte, hvad vi havde gang i, og samme dag sendte de Kjeld Kierkegaard herover. Undskyld mig, en ansat, der skulle fortælle os, hvad vi ikke måtte! Vi spurgte ham bare: 'Hvad vil du gerne vide?' Og så fortalte vi, at vi ikke ville finde os i den behandling«.

Dialogen mellem de vrede medlemmer og DLF's ledelse blev ikke bedre der, hvor der kom et hovedstyrelsesmedlem ud for at dæmpe gemytterne. Vi »fraråder arbejdsnedlæggelser«, sagde kredsstyrelsen i Esbjerg torsdag eftermiddag og opfordrede til at sende protestskrivelser til DLF. Det sidste gjorde alle. På Fourfeltskolen mente tillidsrepræsentanten, »at arbejdet skulle gå videre«, men Kurt Abildgaard, som kun havde været på skolen et halvt år, argumenterede for strejke. Resultatet blev, »at vi i lighed med lærerne på andre skoler gik til fagligt møde i arbejdstiden«. Fredag eftermiddag bad styrelsen tillidsmændene »søge normal skolegang gennemført overalt«, og på et møde søndag aften hjemme hos kredsformanden gentog man opfordringen, »som blev bragt ud til tillidsmændenes privatadresser omkring midnat«, står der i kredsens protokol. På endnu et møde mandag aften deltog hovedstyrelsesmedlem Laurits Peter Hansen. Her forsøgte man igen at få tingene i vante folder: »Der var i bestyrelsen enighed om, at aktioner kan blive nødvendige, men at spontane uorganiserede aktioner i fremtiden gerne skulle undgås, idet man har tillid til, at DLF vil gribe ind, hvis regeringen gennemfører dette forslag«. Hjørring-Hirtshals-kredsen fik besøg af Lærerforeningens 1.-næstformand Kaj Varming, og det fik kredsformand Ole Albæk til at meddele DLF, »at den mand skulle foreningen aldrig mere sende nord for Limfjorden«.

En proteststorm går gennem vore rækker

»Telefonnettet glødede i Kompagnistræde, og telegrammer ude fra kredsene dyngede sig op på hovedstyrelsens bord, mens drøftelsen af situationen stod på«, skrev redaktør Albert Johansen i en nødudgave af Folkeskolen, som udkom tirsdag den 27. marts. På sekretariatets primitive trykmaskine var det lykkedes at producere 50.000 eksemplarer. »En proteststorm går gennem vore rækker«, stod der i overskriften, og uden at nævne ordene »strejke« og »arbejdsnedlæggelse« udtrykte redaktøren forståelse for, at Hækkerups »suveræne foragt for undervisningsarbejdets vilkår« havde sat gryden i kog: »Det ville være uforståeligt - et udtryk for sindets dvaskhed og standsmæssig ligegyldighed - om det var anderledes, for vi kan ikke erindre, at standen har været udsat for en lignende provokation, en sjakren med de helt elementære forudsætninger for en skolereforms gennemførelse, en grov tilsidesættelse af forhandlingsprocedurens skrevne og uskrevne love«, hed det i Folkeskolens særnummer fra 27. marts 1973.

Jørgen Jensen var blevet formand for DLF fra januar 1972, og på én gang skulle han nu forholde sig til nedskæringsplaner, utilfredse medlemmer og en offentlighed, der bestemt ikke syntes om lærernes reaktioner. Politikere og forældre skældte ud, og formanden for Skole og Samfund (nu Skole og Forældre) tog i aviser, tv og radio voldsomt afstand fra de strejkende lærere, som »misbrugte børnene«. På grund af storkonflikten udkom der kun få aviser. Aktuelt skrev den 24. marts, at lærerne »skubber børnene foran sig«, og Kristeligt Dagblad mente, at »hvis lærernes uparlamentariske middel bliver accepteret uden fagretsligt efterspil, må man i virkeligheden konstatere, at tjenestemandsbegrebet ikke længere eksisterer«. I Information fortalte lederskribenten den 27. marts, at lærerne »hylede op som stukne grise«.

Fredag den 23. marts om aftenen mødtes Jørgen Jensen med Knud Heinesen, som »bedyrede, at der blev tale om frie forhandlinger«, men understregede, at udgangspunktet blev Hækkerups udspil. I skoleåret 73-74 skulle der spares 93 millioner kroner og året efter 227 millioner. Mandag forsikrede også statsminister Anker Jørgensen, at »der blev tale om forhandlinger og ikke om et diktat«, men efter den første egentlige forhandling tirsdag konkluderede Jørgen Jensen, at hvis der skulle rokkes ved regeringens udspil, skulle DLF »komme med et reelt oplæg om samme beløbsramme«, og på et nyt møde med Hækkerup om eftermiddagen fik økonomiministeren fortalt, at »det strømmede ind med henvendelser og resolutioner om at stå fast over for lærerne«.

På et langvarigt hovedstyrelsesmøde om aftenen understregede Jørgen Jensen, at han »ikke kunne tage et diktat fra repræsentantskabet om aktioner på nuværende tidspunkt«. På hverdagsdansk betyder det, at han var parat til at sætte sin formandspost ind på det. Dagen efter protesterede et enigt repræsentantskab mod det »uhørte brud på gældende forhandlingspraksis«. Gennemførelsen af nedskæringerne ville, hedder det i resolutionen, være »den dårligst tænkelige baggrund for skolereformens videreførelse«. Men repræsentantskabet sagde også, at lærerne ikke ville »unddrage sig nødvendige besparelser på lige fod med andre grupper i samfundet«.

Desværre ikke synderlig stor forståelse

Forhandlingerne de følgende uger var intense og vanskelige. Men man blev enige. Lektionerne skulle forkortes til 45 minutter. I stedet for forhøjelsen til 30 ugentlige lektioner skulle lærerne have 28, og timetallet skulle ned på 27 igen allerede fra august 1975. Betalingen var blandt andet færre deletimer, ringere rettereduktioner, nedskæringer i vikarlønninger og dårligere betaling for overarbejde. Men »hellere en aftale end et ensidigt politisk indgreb«, mente formanden. Til repræsentantskabet sagde han:

»Man kan godt gå på barrikaderne og kæmpe, hvis man har moralsk støtte. Denne situation er vi imidlertid ikke i. Der er desværre ikke synderlig stor forståelse for vor situation ude blandt befolkningen, og vi må nok erkende, at vi i højere grad end andre er afhængige af vort forhold til omgivelserne, dersom vort arbejde skal lykkes«.

Debatten varede i tre timer og endte med en enstemmig vedtagelse. En gruppe lærere fra Esbjerg og Ry forsøgte at samle underskrifter mod aftalen, men det lykkedes ikke at nå de ti procent, der skulle til for at gennemtvinge en urafstemning. Løbet var kørt.

Bogen »Lærernes kampe - kampen for skolen« er skrevet af Folkeskolens tidligere chefredaktør Thorkild Thejsen. Medforfatter er blandt andre Folkeskolens nuværende chefredaktør, Hanne Birgitte Jørgensen, ligesom der er bidrag fra forfatterne Iben Vyff, Mikkel Lynggaard og Lotte Bøgh Andersen. Bogen er udstyret med noter, men noter er udeladt i dette uddrag fra bogen. »Lærernes kampe - kampen for skolen« er udgivet på forlaget Gyldendal og kan læses på folkeskolen.dk og på dlf.org


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ