Bogens bærende princip - og dermed filosofien bag udgivelsen - er, at eleverne i sammenspilsundervisningen skal scanne QR-koder og i ro og mag (læs: afsides i et andet lokale uden lærerstyring) lære at spille via den aktuelle video og via fællesskabet med de andre elever.

Forfatterne præsenterer denne metode som værende autentisk; man opnår med denne metode et læringsmiljø, som man ser det blandt rytmiske musikere. Modstykket til den traditionelle, formelle indlæring, som klassiske musikere benytter sig af, og altså også musiklærere!

Denne lidt letkøbte påstand og flere af samme kaliber (at man med denne metode i højere grad kan forene det materielle og det formale i en kategorial dannelse, jævnfør Klafkis dannelsesteori) er undertegnede nødt til at se bort fra – det er simpelthen for tyndt i en didaktisk udgivelse!

Når det så er sagt, skal forfatterne have ros for selve ideen: Det er genialt, at alle instrumenter til de fire numre (cirka 12 per nummer) har et eget videoklip pædagogisk indspillet af forfatterne/arrangørerne. Ligeledes er der til hvert nummer gode, illustrative diagrammer – lige til at gå til (men hov, er det ikke en formel tankegang!).

Forfatterne fremhæver den helt oplagte fordel, at en hel masse larm, venten og utålmodighed i musiklokalet vil kunne undgås.

Bogen præsenterer fire meget forskellige numre i genrerne latin, pop, rap og blues, og tanken er, at der fremover skal følge flere efter, der kan købes enkeltvis online.