I forbindelse med en vurdering, som er udført af lektor Jesper Von Seelen, og som er refereret i Politiken 26.8., og som går ud på, at nok er bevægelse i folkeskolen godt – bevægelse er jo altid godt – men effekten af al den megen fast tilrettelagte bevægelse, som nu fylder op i skoledagen, og som skal tjene det formål at være koblet direkte sammen med læringsprocessen, er i virkeligheden meget lille i henseende til styrkelsen af børnenes læring. I hvert fald står effekten slet ikke mål med den effekt, som reformpolitikerne har lagt i deres nyskabelse.

Von Seelen udtrykker som sit syn på bevægelsesfænomenet, sådan som det fremgår af avisartiklen, at hvis bevægelse skal have nogen positiv indvirkning, så skal bevægelsen udføres alene for bevægelsens skyld og ikke for at opfylde en tilfældig forestilling udruget i en politikerhjerne om, at man lærer et fagligt område bedst, hvis man skaber en kunstig sammenkobling af læringen og bevægelse.

Det må betyde, at lærernes traditionelle syn på bevægelse i skolen, der eksempelvis går ud på, at læreren tager børnene med ud til en sneboldkamp, hvis han fornemmer, at børnene trænger til at røre sig, er en mere befordrende form for bevægelse, end den tilrettelagte bevægelse, der skal udføres, uanset om børnene trænger til lidt hopperi eller ej, men som altså skal udføres, fordi det at hoppe nu engang skal kobles sammen med indlæringen af et matematisk emneområde.

Den del af lærernes metodefrihed, som bevægelse i skolen udover bevægelse i idrætstimerne altid har været, er nu frataget lærerne og overtaget af lovgiverne. Lærerne skal altså anvende bevægelse som et lovkrav uanset, om det tjener noget formål udover altså at opfylde et lovkrav.

Såvel den længere skoledag som bevægelseshysteriet blev indført med baggrund i påstået forskningsresultater. Imidlertid viser det sig, at der overhovedet ikke er forskningsbelæg for noget af det.