Samarbejde er godt, og jo mere skole-hjem-samarbejde, des bedre. Selvfølgelig. Men er det nu så selvfølgeligt? Et forskningsprojekt fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole skal undersøge og beskrive den sociale relation, som vi i dag karakteriserer som skole-hjem-samarbejde.

Forskerne sætter spørgsmålstegn ved, om det, der rundt om på skoler defineres og praktiseres som skole-hjem-samarbejde, overhovedet er det.

Skole-hjem-samarbejde er blevet en kulturel selvfølgelighed, mener forskerne bag projektet, Niels Kryger og Birte Ravn.

»Der bliver fokuseret meget på, at nu skal vi bare have noget samarbejde, men man taler mindre om, hvad hensigten med det er«, siger Niels Kryger.

Opfattelsen af skolen har udviklet sig gennem tiden.

Tidligere har skolen været defineret som et sted, hvor det kompetente barn skal hjælpes til at erfare verden. Nu er der mere og mere fokus på læringsprojektet. På produktet. Selvstændiggørelsen af barnet er taget ud i forhold til standardiseringer, og eleverne lærer om regler for demokrati i stedet for at opleve det. Den logik påvirker også relationen mellem skole og hjem. Forældre er bare nogen, der skal have information.

»Idealet er i mindre grad, at der skal foregå dialog mellem skole og hjem, og børnene opfattes sjældent som en del af kommunikationen. Samarbejdet er reduceret til noget, der foregår mellem voksne. Forestillingen om det kompetente barn er droslet noget ned«, siger han.

Forældre som forbrugere

Forståelsen af skole-hjem-samarbejdet har ændret sig gennem tiden, og Birte Ravn definerer tre forskellige rationaler, som ligger til grund for forskellige definitioner af samarbejdet. Rationalerne eksisterer sideløbende og udelukker ikke hinanden. Alligevel kan man tale om en historisk udvikling, i forhold til hvilke rationaler der har været herskende gennem tiden.

Da man indførte begrebet, byggede det på en forståelse af, at forældrene ikke var dygtige nok, og at skolen måtte hjælpe dem med opdragelsen af børnene. Lærerne skulle kompensere for forældrenes mangler, og dengang var det kompensationsrationalet, der var gældende. Herefter følger konsensusrationalet eller det demokratiske rationale, hvor forældre, lærere og elev arbejder sammen om at udvikle barnet til en demokratisk borger.

»I dag er det primært det tredje rationale, markedsrationalet, der er gældende. Vi skal konkurrere og fokusere på elementer, der kan måles, og læreren står til ansvar over for forældrene som forbrugere«, siger Birte Ravn.

Et aspekt af markedsrationalet er, at børns læring reduceres til det, der kan beskrives.

»Hvis man skal sammenligne varer, er der brug for nogle standarder. Derfor indføres der test og elevplaner, og skolers karaktergennemsnit bliver lagt på nettet. Det betyder, at det, der ikke kan sammenlignes, forsvinder«, siger hun.

Husk formålet

I stedet for bevidstløst at sige, at der er behov for mere samarbejde, mener Kryger og Ravn, at der er brug for at sætte fokus på, hvad formålet med det er. For de to forskere er det klart. Det handler om at fremme barnets læring. Om der er brug for mere eller mindre samarbejde for at fremme barnets læring, er der ikke noget generelt svar på. Men forskerne kritiserer, at samarbejdet er blevet et mål i sig selv, og de er nu i gang med at undersøge, hvad det er for logikker, der er på færde.

En af de logikker, som Ravn og Kryger fremhæver, er, at der er en kulturel ensretning og hierarkisering på færde, hvor især forældre med anden etnisk baggrund end dansk er nederst i hierarkiet. Der udarbejdes for eksempel forældrekontrakter, hvor der identificeres problemer i familien og vedtages løsninger.

»De beskriver en række forhold, som griber langt ind i familiens intime sfære«, mener Birte Ravn.

I stedet for standardiseringer for, hvad der er hjemmets, og hvad der er skolens opgaver, er der brug for konstante forhandlinger mellem den enkelte familie og skolen.

»Det handler om at få talt om det på en indsigtsfuld måde, der afspejler vilkårene for forskellige elever og deres familier. Men politikerne drømmer om at få orden på det, og i stedet for at skabe et rum, hvor skoler og familier kan forhandle om det på en civiliseret måde, laver man standardiseringer, hvor det er fastlåst, hvem der skal løse hvilke opgaver. Det er så udynamisk«, mener Niels Kryger.

»Det er ikke vejen frem at øge kulturel ensretning og standardisering gennem sociale teknologier som elevplaner og forældrekontrakter«.

I forskningsprojektets midtvejsrapport er der fokus på rationaler, logikker og de senere års ændring i opfattelser af skole-hjem-samarbejdet. Rapporten »Skole-hjem- samarbejde som kulturel selvfølgelighed« kan downloades på www.dpu.dk/skole-hjem/midtvejs. Forskerne Birte Ravn og Niels Kryger besøger nu skoler, hvor de spørger eleverne om, hvordan de oplever samarbejdet mellem skole og hjem.