Man får igen og igen bekræftet, at næsten alle betragter eleverne i folkeskolens 1.-klasser som et ganske ensartet materiale på linje med eksempelvis råjern. Alle er ganske ens og kan derfor formes ganske efter samfundets øjeblikkelige behov. Sådan er det bare ikke i virkeligheden. En klasse består af lige så mange individer, som der er elever i klassen, og hver eneste skal behandles individuelt alt efter evner og behov. Der har altid været og vil altid være forskel på folk.

Lad mig lige nævne, at de højeste karakterer ikke altid giver de bedste lærere. Jeg har i skolen haft Fyns rigeste mand. Han havde ingen gymnasial fortid. Og jeg må ikke glemme min gamle klassekammerat, der endte som kommunaldirektør uden gymnasiebaggrund. Selv kommer jeg fra en lille tresporet øskole, men en skole, hvorfra der er udgået cirka 50 lærere og cirka 100 navigatører samt diverse revisorer, konsulenter, ingeniører, sygeplejersker, korrespondenter og så videre.

Jeg kender ingen andre skoler, som kan prale af et større udvalg. Det er her, ganske som alle andre steder, sådan, at de dygtigste kommer længst. Man kan nu engang ikke udstyre eleverne med noget, de ikke besidder i forvejen. Lærerne må få det bedste ud af det »materiale«, de får, og de kan ikke fravælge. Man kan ikke fremtvinge noget andet resultat, hverken med længere skoledage, mere motion eller andet, hvor gerne man end vil.

Forkortet af redaktionen.