Folkeskolens leder:

Pas på fællesskabet

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærere og fællesskab er næsten synonymer. Fællesskab er en afgørende værdi for de fleste. Danmarks Lærerforening har en af landets højeste organisationsgrader: 96 procent. Så fællesskabet blandt lærerne er intakt. Selv efter sidste års knockout. Men det kommer på en afgørende test i næste uge.

DLF holder kongres. Normalt er det ikke en begivenhed, som holder almindelige lærere vågne om natten. Men denne kongres er anderledes. Det er første gang, DLF's højest besluttende forsamling mødes, efter at reform og lov 409 er trådt i kraft. Nu er der en helt ny virkelighed at diskutere og håndtere. Det er slut med gætterier og gisninger.

Men virkeligheden er en omskiftelig størrelse i disse dage. For selv om lærerne står skulder ved skulder, går de slet ikke i samme takt.

Mange steder løber lærerne rundt og kæmper fra time til time for at løse problemer med den nye virkelighed i størrelse XX Large, mens der andre steder har været klarhed og skemaer fra dag et. Nogle steder er der arbejdspladser, andre steder stempelure. Nogle lærere kan nogenlunde få tiden til at slå til, mens det ser ud til, at flertallet slet, slet ikke kan få tid til at forberede sig.

Der er også stor forskel på, hvordan vi er indrettet mentalt. Nogle er pragmatikere, som altid vil prøve at få det bedste ud af alting. Andre er alvorligt bekymrede og kan slet ikke forstå, hvordan resten af samfundet kan leve med den nye skole.

Så hvilken virkelighed skal kongressen tage udgangspunkt i?

For at gøre det hele endnu mere indviklet er der en anden afgørende diskussion: Kongressen skal beslutte DLF's krav til overenskomsten. Men hvad er overenskomstkrav i år et efter lovknockouten? Skal DLF kræve forbedringer af lov 409 og dermed måske være nødt til at sende den til urafstemning? Eller hvad skal man stille op?

Uanset hvad er det helt afgørende, at kongressen finder en retning. Ikke for foreningens skyld. Men fordi vi alle har brug for, at nogen har et sammenhængende svar på alle spørgsmålene. Et svar, som lærerne kan stå sammen om. Uanset hvad de ellers mener.

Det værste, der kan ske, er, at nogle begynder at føle sig uden for fællesskabet. At der er for mange, som synes, at nu må de klare sig selv. Det går galt. Enhver er ikke sin egen lykkes smed, for kæden skal som bekendt smedes, så alle led er stærke, for at virke.

Det er kollegerne, som skal hjælpe hinanden og stå sammen. Hvilket ikke behøver at betyde, at »one size fits all«. Vi er forskellige steder med forskellige behov.

Det skal lykkes. Under konflikten viste lærerne, at de kan stå, løbe og endda svømme sammen. Den, der så menneskekæden fra Roskilde til København, de daglige halvmaratoner på Fyn og vinterbaderne, kan ikke være alvorligt bekymret. Det vil lykkes!