Hvad er formålet? Hvad er skolen til for? Disse spørgsmål er centrale for den nederlandske uddannelsesforsker Gert Biesta, som er aktuel med Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik. Gert Biesta gør op med den internationale tendens til at tro, at evindelige tests og målinger sikrer super-børn og unge, der matcher arbejdslivets krav. Folkeskolens nye satsning: Lange skoledage med lektiehjælp, forenklede læringsmål, der metodisk testes og måles, styring af lærernes forberedelsestid og konsulenter som mellemled til lærernes kreative idéudvikling - er en total fejltagelse. Børn og unge præges ikke til åndsfrihed, ligeværd og demokrati ved at gå i en skole, som lige så godt kunne være en maskinfabrik, der producerer arbejdskraft til det globale konkurrencemarked. Børn lærer ikke læsningens og verdens magiske muligheder ved konstant at være under et maskinelt test- og produktionspres. Med andre ord: Den nye folkeskolereform kan ikke leve op til politikernes erklærede mål om, at børnene skal blive ”verdens dygtigste”. Ægte faglig kvalitet og tilværelsesoplysning kan man ikke styre og kontrollere sig til; politikerne er tværtimod nødt til at vise tillid til lærernes pædagogiske indsigt og dømmekraft.

Som lærer ved man, at undervisning indebærer masser af usikkerhed og risiko for at fejle Man ved også, at alle børn hver for sig er unikke mennesker, som man må bruge tid på at lære at kende. Undervisning er som en gave eller et kald. Man arbejder med nye, små mennesker, der skal finde ind i en allerede given verden, som de også selv skal være med til at præge med deres viden og personlighed.

Set i lyset af Gert Biestas to grundbegreber at komme ind i verden og unikhed har den nye folkeskolereforms målings- test- og produktionskultur på forhånd tabt børnene på et alt for hårdt fabriksgulv.  Lytter man til danske forældre og fagfolk, så er meldingen den samme: Det ensidige produktionspres, der ”glemmer” at mennesker er langt mere komplekse end ting, medfører katastrofalt mekaniserede forhold, og oprørslignende bevægelser som flugt fra folkeskolen og facebookinitiativer a la ”Forældre imod den nye folkeskolereform” vokser dag for dag.

Konklusionen er, at befolkningen på demokratisk vis skal inddrages. Der må indledes en omfattende samfundsdebat om de grundlæggende spørgsmål: Hvad er formålet med skolen? Hvilke værdier vil vi fremme? Hvordan skal børn (ud)dannes, for at vi opnår et godt samfund? Hvad er for resten et godt samfund? En sådan debat kan føre til et langtidsholdbart grundlag for en revision af den udemokratisk forhastede og åndløse skolereform.

Gert Biesta ser undervisning som en slags kunstart, hvor læreres centrale opgave er at afbalancere børnenes faglige og menneskelige udvikling – en betydningsfuld kunstart, som forskningen ikke på forhånd kan programmere eller regne ud. Hans værk giver en saltvandsindsprøjtning til den etiske fordring i skole og samfund: At vi forstår, at hvert enkelt barn, der træder ind ad skoleporten er et uerstatteligt menneske, som absolut ikke skal ses som en ting, der med de ”rette” metoder, tests og passende mængde lektiehjælp (som i øvrigt kun støtter, hvis den gives i rolige rum og med god tid) går ud ad skoleporten som en ”effektiv maskine” til arbejdsmarkedet.

Værket kan næsten ses som en spejling af det paradoks fra Bibelen, at Jesus var et forsvarsløst afmægtigt barn lagt i en krybbe og samtidig ejede en guddommelig, stærk kraft. Gert Biesta spejler svaghed-styrke paradokset i sit værk ved at vise, at svaghed er pædagogikkens og uddannelsens stærke grundpræmis. Man kan ikke sikre sig, om end man forsøger med al verdens tests og målinger, at skolen putter lærdom ind i hovederne på børnene. Tværtimod indebærer pædagogik og uddannelse altid en risiko, for at skoleindsatsen ikke virker; mennesker skal ikke opfattes som ting, der reagerer ens på systematisk konstruerede metoder. Det er et smukt grundvilkår, at mennesker er uforudsigelige, mangfoldige og unikke – det skal ikke reduceres, men tværtimod ophøjes. Skolen skal understøtte hver enkelt elevs mulighed for at folde sig ud i sin særlige unikke eksistens, det er med andre ord den enkeltes uerstattelighed, der er undervisningens udgangspunkt. Kun herved kan man håbe på – altså ikke forudsige eller forud garantere – at det lykkes for den enkelte elev at lære skolens fag, at blive selvstændig og lære at omgås andre på en ønskværdig, ansvarsfuld måde.

Gert Biesta er bl.a. inspireret af Emmanuel Lévinas (1906-1995), som så mødet med medmennesket, som en ansvarsfuld fordring om omsorg og ømhed. Forpligtethed over for den Anden er en dyb menneskelig erfaring, som har at gøre med tro, håb og kærlighed. På den baggrund ser Gert Biesta tendensen til at reducere uddannelse og pædagogik til teknisk, standardiserede tests og målinger af skolebørn - som en direkte ansvarsforflygtigelse. I bestræbelserne på at skabe økonomisk værdiskabelse, overser man, at mennesket til alle tider har haft brug for andet og mere end materielle værdier.

Hvordan kan det ske, at den nye folkeskolereform med et menneskefjendsk og indsnævret (udelukkende økonomisk) syn på, hvad værdiskabelse er – næsten uden folkelig debat og hen over hovedet på såvel uddannelsesforskere som almindelige borgere – kan blive vedtaget af den politiske top på Christiansborg?

Tendensen til denne udemokratiske topstyring kan forstås i sammenhæng med Margaret Thatcher-bølgen, der startede i England i 1987 med udtalelsen: ”There is no such thing as society”. Hele den økonomiske globaliseringsbølge, der siden har hærget Europa, sparker den offentlige samfundsansvarlighed videre til erhvervs- og arbejdsmarkedet. Der er ikke samfundet, men de økonomiske kræfters frie spil, der skal bestemme spillereglerne; vi er tilbage til Darwins The survival of the fittest. Margaret Thatcher fortsatte: “Folk tænker for meget på deres rettigheder, uden forpligtelserne”. Ud fra disse udtalelser forstår man den neoliberalistiske tankegangs verdensomspændende udbredelse i de seneste årtier: Grundtanken er, at mennesker er egoister, der mest af alt tænker på deres økonomiske rettigheder – politikernes tillid til den enkeltes ansvarlighed er død, og udvikling af det menneskeligt værdimæssige ses ikke som skolens opgave. Tværtimod udliciteres de fælles offentlige institutioner til det frie marked, og intentionen med den nye folkeskolereform er, at børnene, som i en kinesisk skole, top-tunes til konkurrencen på det globale marked. I Danmark startede denne offentlige udlicitering med privatisering og indførelse af New Public Management i 90´erne. Der blev indført brugerbetaling, taxameterordninger og en række andre tiltag, der har medført en grundlæggende svækkelse af samfundet.

Men, siger Gert Biesta, helt modsat en svækkelse, er der tværtimod brug for en styrkelse af samfundet, og en styrkelse af den demokratiske og politiske debat om skolen. Drøftelserne om skolens formål skal dreje sig om ønskværdige værdier med det udgangspunkt, at ensrettende tests og målinger mekaniserer og teknificerer – altså forsimpler børnenes forhold til verden. Pointen er, at politikernes topstyring til den umenneskeliggjorte og golde produktionsskole har ”glemt” en værdibaseret dialog med befolkningen.

Hvis vi ikke vil blive som en flok får, der blindt følger de ubesindige fløjtespilleres falske toner, skal den nye folkeskolereform nødvendigvis revideres og have en saltvandsindsprøjtning af tillidsfuldhed og dybere ansvarlighed.

Lærke Grandjean er foredragsholder, P.D. i voksen- og ordblindeundervisning, VUC-underviser igennem 32 år.