Bjarne Nielsen forkynder som formand for skolepsykologerne vel nok på skolepsykologernes vegne (folkeskolen nr. 25), at folkeskolen sagtens kan rumme flere problembørn (muligvis sociale taberbørn eller ikke bogligt begavede børn). Dixi. Og hvordan har han så tænkt sig, at det lader sig gøre? Jo, lærerne skal »bare« ændre deres undervisning, så den hele tiden passer til netop sådanne børn. Folkeskolen skal altså udvikles til en skole for problembørn, i håbet om at problembørnene så ikke længere opfattes som problembørn. Mere destruktivt kan man næppe tænke sig folkeskolen anskuet. For det første er der, hvis man kikker godt efter, vistnok også børn, der ikke fremtræder som problembørn. Og hvorfor skal undervisningen så ikke mere tilrettelægges efter dem? Og for det andet er der vist også en gruppe børn, der som virkelig bogligt begavede forsømmes undervisningsmæssigt i udelthedens morads i en grad, så de også er blevet til problembørn i klassen. Og hvilken lærer kan tilrettelægge og gennemføre en undervisning, der på samme tid lige passer til begge problemkategorier? Ingen. Man kan selvfølgelig sætte en højt betalt undervisningsassistent ind i klassen til at undervise den ene kategori, mens læreren underviser den anden, og så glemme, at der også er de problemløse. Altså tre kategorier, der bør undervises på hver deres måde samtidig. Jamen, er det så ikke bedre at tage det endelige skridt ind i den naturlige, nogenlunde friktionsfrie delte skole i stedet for at dyrke det destruktive. Når skoler med mange socialt svage elever, der af udeltheden er gjort til problembørn, mangler lærere, er det selvfølgelig ikke, fordi lærerne ikke kan lide problembørn, men fordi lærerne med benene solidt plantet i virkeligheden må erkende, at Bjarne Nielsens forkyndelse fører til den rene skoledestruktion.