Blog
3   2538

En lærers første pligt

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Anden del af en serie om kritik, fornuft og ensretning, foranlediget af Odense Kommunes aktion imod Erik Schmidt og den danske lærerstand.

 

I denne tid, hvor det første undervisningsår under den nye folkeskolereform netop er påbegyndt, er aviserne fulde af mere eller mindre krasbørstige formaninger fra politikere, journalister og diverse ledere over devisen; ”nu må lærerne altså tage sig sammen og være positive”. Ikke mere brok! Niels Egelund har (som vanligt) trumfet koret af ukritiske ja-sigere ved - i følge Ekstra Bladet - at proklamere, at det er på tide, at ”lærerne holder kæft med deres pis og kommer i arbejdstøjet”.

Artiklen fortsætter under banneret

Her er Niels Egelund tilsyneladende helt på linje med Odense Kommune, hvor skolelederen på Agedrup Skole med udsøgt radikalitet udlever tilgangen i praksis. Odense Kommune valgte før sommerferien at give Erik Schmidt, der dengang var lærer på Agedrup Skole, en advarsel efter en tjenstlig samtale, hvor det blev bekendtgjort, at Agedrup Skoles ledelse ikke havde brug for kritik fra en engageret, loyal, erfaren og nationalt dybt respekteret lærer. Hele sagen kredser om, at Erik var uenig i, at en nyansat skoleleder ville reducere Agedrup skole til en virksomhed, der satsede på ”læringsmaksimering”, hvilket efter Eriks opfattelse var ”en voldsom indsnævring af det brede formål, der er i formålsparagraffen”. Til et møde, hvor ledelsen bekendtgjorde dens nyeste effektiviseringstiltag - gående på en hemmelig fordelingsnøgle til differentieret forberedelsestid -, kom den ellers altid fredsommelige Erik i chok til at udsige de forbudte ord ”nu må det stoppe”, efterfulgt af et rationelt argument for det problematiske i tilgangen. Erik har været lærer i 37 år, er forlægger og debattør, medarrangør af Det Alternative Sorømøde, aktiv i tænketanken SOPHIA, og er på mange måder et symbol på folkeskolen, demokratiet og det frie ord. Aktionen var således - som tidligere skrevet - ikke blot et angreb på Erik Schmidt, men på hele den danske lærerstand, på demokratiet og på enhver form for anstændighed.

Erik valgte naturligvis at besvare den helt uforståelige brutalitet med en opsigelse, for hvem kan virke som lærer under sådanne vilkår? Man kan sikkert være alt mulig andet, men bestemt ikke lærer, for en sådan er jo en, der - i praksis ufuldstændigt, men i ånden helhjertet - som frit og tænkende menneske støtter et andet menneskes tilblivelse som frit og tænkende menneske. Det kan man ikke som en lydig nikkedukke! Derudover er verden skabt sådan, at kritik af fejlbarlige menneskers valg og handlinger er en simpel nødvendighed, såfremt vi ønsker at opnå et eller andet, der af fællesskabet kan betragtes som fornuftigt – det ved verden og naturen nemlig ikke nødvendigvis ikke, hvad er. Ingen af os - hverken politikere, skoleledere eller Niels Egelund - kan overskue noget så kompliceret og uforudsigelig som fx undervisning, og derfor er kritik en pligt! Havde Erik modsat fået en tjenstlig advarsel for ikke at ytre sig kritisk, når han nu var bekymret for sin elskede Agerdrup Skole, havde det været en hård, men til gengæld langt mere fornuftig, adfærd fra Odense Kommune. Kritik er en moralsk pligt, hvis man tager sin lærergerning alvorligt. Det gjorde Erik, og det bør vi som medborgere takke, ikke sanktionere, ham for.

Odense Kommune har efterfølgende – vist nok som en reaktion på medieskandalen – valgt at iværksætte en kampagne for ytringsfrihed på arbejdspladsen, men i skrivende stund er det svært at tage alvorligt, når advarslen til Erik Schmidt overhovedet blev givet i første omgang, og i øvrigt fortsat opretholdes.

Den danske historiker Rasmus Dahlberg har i en lang række bøger undersøgt, hvorledes menneskelig interaktion af og til resulterer i det modsatte af den erklærede hensigt – til tider med helt katastrofale følger. Forleden læste jeg hans og Rasmus Kjærbye Petersens gennemgang af diverse berømte/ berygtede ulykker i den lille bog betitlet Katastrofer – verden aldrig glemmer. To af hændelsesforløbene synes jeg til sammen ganske fint gengiver strukturen i folkeskolens situation lige nu. Det ene handler om den totalitære undertrykkelse af kritik, mens den anden omhandler den markedsorienterede søgen efter optimal, målbar effektivitet og rentabilitet. Begge tendenser afsondrer sig – når de bliver radikale nok – fra virkeligheden, og er samtidig kronisk resistente for kritik. De må og skal derfor - på et eller andet tidspunkt – resultere i en katastrofe, der er proportional med betydningen af genstandsfeltet. Det er lidt ligesom det fænomen, man kalder for Murhy`s lov: Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt. Dette er ikke udtryk for en iboende negativitet eller noget i den dur, det er ren logik, og historien har som sagt masser af eksempler på det. Her følger der et kort resume af de to føromtalte eksemplariske beretninger:

 

Case 1: Når alle ”holder kæft med deres pis”

Der var en udpræget ængstelighed i luften på Bajkonur-kosmodromen mandag den 24. oktober 1960. Anlægget, der på denne dato var det ultimative fixpunkt for Sovjetunionens bestræbelser på at indtage den absolutte førerposition i rumkapløbet med USA, var fuld af aktivitet; teknikere, ingeniører, videnskabsfolk og officerer kæmpede en desperat kamp for at få alting i orden. Det hele handlede om at få raketten R-16 klar til opsendelse inden årsdagen for den bolsjevistiske revolution den 7. november. Problemet var, at ingeniørerne havde fundet flere tekniske fejl, og derfor opstod der nu den - for Sovjetunionen - klassiske konflikt: videnskab vs politik. Skulle man afbryde opsendelsen og rette fejlene, eller skulle man bekende sig fuldt og fast til de politiske målsætninger, og tro på, at det hele nok skulle gå, hvis alle ellers ville indtage en mere positiv holdning? Egentlig fandt den konflikt aldrig rigtig en afgørelse, for Sovjetunionen havde en anden, sideløbende praksis, nemlig at ”nej-sigere” konsekvent blev forbigået, når attraktive poster skulle uddeles. Derfor var der ingen ingeniør eller tekniker, der med autoritet udbrød ”nu må det stoppe”, og derfor forsvandt store dele af den sovjetiske raketekspertise i flammehavet, da R-16 sprang i luften på Bajkonur-kosmodromen den 24. oktober 1960. Raketten havde en lækage, hvorfra det giftige og højantændelige brændstof flød ud i de elektriske kredsløb. Havde man tømt R-16 for brændstof og ventet med opsendelsen til fejlen var rettet, kunne katastrofen sandsynligvis have været undgået (i hvert fald i denne omgang). Men det ville have krævet en eller flere, der offentligt og højlydt havde nægtet at ”stoppe med deres pis”. Kun en mindre gruppe skeptiske ingeniører overlevede eksplosionen. De havde nemlig trukket sig lidt væk fra virvaret for forsigtigt at drøfte, hvordan man kunne redde situationen uden at blive ofre for den politiske elites vrede. De nåede det ikke, men reddede i det mindste livet.

 

Case 2: Når alle tager ja-hatten på og arbejder effektivt og målstyret

Da den amerikanske Challenger-rumfærge styrtede ned kort efter opsendelsen i 1986 var noget lignende på spil. Geschæftige ledere og politikere var kommet frem til at det var muligt at effektivisere det komplekse arbejde i rumprogrammet, således at man med færre midler kunne opnå endnu bedre resultater. Det hele handlede om den rette positive indstilling! Derfor var det nu både muligt at  spare penge på det samlede program og igangsætte  opsendelsen af Challenger den 28. januar 1986 kl. 11:38. Allerede 73 sekunder efter stod det klart, at noget var galt. Under konstruktionen havde man valgt at spare flere back-up-systemer væk (man skal jo som bekendt komme i arbejdstøjet og tro på projektet), idet man mente at vide, at forskningen nu var nået til at stade, hvor meget lidt kunne gå galt. Tilmed havde man effektiviseret inticament-styring, således at hele programmet var struktureret efter et stringent kapitalistisk forbillede, hvor alle ydede deres ypperste for at få størst mulig gavn af deres egen indsats. Kombineret med de politisk dikterede sparekrav, ja-hat-tilgangen og manglende mod hos de involverede videnskabsfolk førte dette til Challengers undergang og besætningens død. Den konkrete årsag var så vidt vides nogle gummiringe, der ved lave temperaturer opfører sig anderledes end de bør, og på grund af den effektive undladelse af over 700 back-up-systemer, førte den ene fejl til den anden, og til slut til Challengers endeligt.

 

Ligesom lederne i de sovjetiske og amerikanske rumprogrammer har Odense Kommune, Christine Antorini, Niels Egelund, Jens Rasmussen, KL og ja-hat-lederne ikke brug for kritikere. Et eller andet sted forstår jeg dem godt. Det må være irriterende med negative nej-sigere, der forsøger at spolere deres målrettede og effektive indsats. Man kan sikkert blive så træt af at høre på de evige brokkehoveder, der altid - skriver; ALTID - skal beklage sig over det ene eller det andet. Man kan - fra elitens synspunkt - sikkert undre sig over, hvorfor de mange mavesure krakilere i den offentlige debat ikke kan acceptere, at magthaverne (dem selv) nogle gange også kan have ret? Tror brokkehovederne virkelig, at ansvarlige politikere og ledere kunne finde på at gamble med menneskeliv, milliarder af kroner eller samfundets strategiske resurser? På med ja-hatten og tro på sagen! Så kommer der lys i himlen (det var et sprogligt billede, iklædt en smule bitter ironi).

Med mindre der skabes rum for kritik og fri debat, så vil den danske folkeskole implodere. Det er ren logik, for ingen kan diktatorisk designe en så kompleks institution, der tilmed baseres på en radikal anvendelse af stringente neo-kapitalistiske styringsmekanismer med henblik på højeffektiv drift. Det er ren logik.  Måske vil eftertiden kalde fænomenet for Agerdrup-effekten? Eller Eriks lov? Hvem ved…

 

 

 

Litteratur:

Dahlberg, Rasmus og Petersen, Rasmus Kjærbye (2007): Katastrofer – verden aldrig glemmer. Det Historiske Hus

Det famøse interview med Niels Egelund: ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article4956638.ece

Folkeskolen.dk`s journalistiske dækning af Schmidt-sagen: www.folkeskolen.dk/546439/med-jobbet-som-indsats-erik-schmidt-fik-en-tjenstlig-advarsel-for-negative-holdninger

Niels Christian Sauer om Schmidt-sagen: www.folkeskolen.dk/546563/her-slutter-samtalen

Omtale af Schmidt-sagen på www.mitfyn.dk: www.mitfyn.dk/article/282488?shareid=5371&hash=c416da4bd8166d211b2644a978b52e0c6f382e26

Om skolepolitisk uenighed som et fælles ansvar for samfundet: www.folkeskolen.dk/518485/hvad-er-en-skoledebat

Per Kjeldsen om Schmidt-sagen: www.folkeskolen.dk/546552/en-laerer-stopper--og-saa

Skoleleder Grethe Andersen, der ikke vil høre mere brok: www.avisen.dk/touch/skoleleder-stop-brok-det-rammer-boernene_263002.aspx

Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, om motivation og lydighed: www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/04/04/04143022.htm

Thomas Aastrup Rømer samler alle indlæg om Schmidt-sagen på sin hjemmeside: www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

http://www.briandegnmaartensson.dk

 

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ