Hvad skal vi med viden?

Hvis eleverne er modvillige mod at lære, er det, fordi selve det at lære ikke giver mening. Og der står ikke respekt om læreren, fordi der ikke står respekt om viden, mener fransk filosof

Publiceret Senest opdateret
»Man langer ud efter læreren uden at indse, at årsagen til problemerne ikke så meget skal søges inde i skolen som i samfundsudviklingen«, siger den franske filosof Marcel Gauchet

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis skolen skal overleve og opfylde sit formål, må man udforske det filosofiske grundlag, siger den franske filosof Marcel Gauchet. Hvorfor lærer vi? Og hvilken symbolsk plads indtager skole og læring i samfundslivet?

Lærere ved det lige så vel som filosoffer, siger han: De enkleste spørgsmål er ofte de mest komplicerede at svare på.

Hvorfor lærer vi? Det er sådan et tilsyneladende banalt spørgsmål, den franske filosof og historiker Marcel Gauchet stiller skolen. Han har selv været lærer på alle niveauer, fra 1. klasse til universitetet.

Filosofisk grundlag skal udforskes

Hvis skolen har svært ved at opfylde sit formål, skyldes det blandt andet, at ingen forsøger at svare på det helt enkle spørgsmål: Hvorfor vi lærer, mener han.

»De seneste 20 år har den væsentligste drivkraft til pædagogiske fornyelser i skolen været forsøgene på at tilpasse undervisningsmetoder til nye elevprofiler og gøre undervisningen mere vedkommende. Men det, vi nu står over for, er ikke et teknisk problem, som kan løses med bedre undervisningsmetoder. Hvis eleverne er modvillige mod at lære, er det, fordi selve det at lære ikke giver mening«, skriver Marcel Gauchet i bogen »Conditions de l'education« (»Undervisningens forudsætninger«), som netop er udkommet.

Ærindet er at udforske skolens filosofiske grundlag, og her er spørgsmålet om, hvorfor vi lærer, et af de mest grundlæggende. Og, slås det fast i bogen, det er ikke nok at svare, at vi lærer for at tilegne os den viden, som er nødvendig for at få sig en uddannelse og et job.

Viden for at blive sig selv

»Læring har traditionelt en langt mere symbolsk og kulturel betydning. Man lærte for at blive en del af et kulturelt fællesskab. Man var en del af noget, der gik forud for individet, og som man fik fuld adgang til ved at tilegne sig den viden, tidligere generationer havde akkumuleret. Skolen er en genvej til civilisation«, mener Marcel Gauchet.

»Men viden var samtidig et redskab til at frigøre sig fra fællesskabet. Med den viden, skolen gav, kunne man selv tage stilling. Fornuft og rationalitet kunne byde overtro og fordomme imod. Derfor gav det mening at lære og at respektere den viden, læreren repræsenterede«.

Denne konsensus er smuldret, blandt andet under indflydelse af individualismen. Det betyder dog ikke, at Marcel Gauchet savner den ikke så fjerne fortid, hvor den enkelte rettede ind efter traditionens, familiens eller religionens normer.

»Men i dag eksisterer individet i sig selv. Intet går forud for 'mig selv'. Og ingen har brug for viden for at blive sig selv«.

Vi er nødt til at finde tilbage til den idé, at viden er en forudsætning for at blive selvstændige individer. Og det kan skolen ikke selv promovere. Det er en samfundsopgave, mener Marcel Gauchet og peger på, at nogle af disse tanker mere eller mindre diffust gennemstrømmer skoledebatten i mange lande. Hvor man i Danmark definerer litteratur- og historiekanoner for at give nye generationer en fælles referenceramme, taler man i Frankrig om at skabe en fælles minimumssokkel for viden.

»Kanoner - ja, hvorfor ikke? Men det gør ikke i sig selv viden til en nøgle både til individet selv og til fællesskabet«.

Viden er devalueret

Og det er der flere grunde til, mener Gauchet. Familien spiller ikke længere rollen som repræsentant for traditionen, som individet er en del af. Familien er derimod blevet det sted, hvor individet kan udfolde sig.

Samtidig er viden i sig selv devalueret. Litterær viden eller dannelse sættes ikke særlig højt af franske elever og - hvad værre er - heller ikke af forældre og selv lærere, viser en undersøgelse fra 2003. Det er et af resultaterne af at anlægge en økonomisk synsvinkel på nytteværdien af skolens undervisning, påpeges det i »Conditions de l'education«.

Og det er ikke kun de humanistiske fag, der er ramt, det gælder også naturvidenskaben, blandt andet på grund af en generel mistillid til videnskabelige fremskridt, som i stigende grad ses som potentielle skadevoldere, der forurener eller udgør en mulig sundhedsrisiko, påpeger Gauchet.

»Vi lever i en anti-intellektuel tid«, og eleverne henter informationer mange andre steder end i skolen - og på en langt mere underholdende måde, ikke mindst på tv eller internettet«.

»Politikerne taler meget om, at lærerne skal have autoriteten tilbage, og at respekten for lærerne skal genoprettes. Men den autoritet, man burde tale om, er lærdommens autoritet. Der står ikke respekt om læreren, fordi der ikke står respekt om viden«, siger Marcel Gauchet. »Det er jo absurd, at viden er devalueret, netop som vi hylder vidensamfundet«, ironiserer han og peger på, at politikerne over tid har givet skolen meget forskellige og ofte modstridende opgaver: At skabe gode samfundsborgere, at sikre en veluddannet arbejdsstyrke, at rette op på sociale skævheder og styrke den nationale identitet.

Fra lighed til individualisering

Dertil kommer, at indholdet i disse opgaver har udviklet sig.

Det gælder for eksempel lighedsidealet, som i skolens barndom betød, at alle børn skulle have adgang til at gå i skole. Da klasseskellene viser sig at overleve, omdefinerede man lighedsidealet fra at betyde lige adgang til lærdom til lige chancer i livet. Men eleverne er forskellige og har forskellige evner. Skal de have lige chancer, skal hver enkelt elev bringes til at udnytte sit potentiale bedst muligt. Og så bliver lighed lig med individualisering!

»De forskellige krav, der pålægges skolen, er hver for sig legitime. Skolen skal selvfølgelig både sikre, at den enkelte elevs potentiale udnyttes bedst muligt, og levere en fælles kulturel referenceramme. Problemet er, at der ikke er nogen bevidst afvejning mellem de forskellige formål«, siger Marcel Gauchet, som erkender, at han ikke har færdige svar på, hvordan en filosofisk og pædagogisk mere velfunderet skole ser ud.

»Jeg er en filosof, der stiller spørgsmål. Jeg har ikke alle svarene. Men man langer ud efter læreren uden at indse, at årsagen til problemerne ikke så meget skal søges inde i skolen som i samfundsudviklingen. Vi står over for problemer, som ikke løses ved at drømme sig tilbage til de gode gamle dage, hvor eleverne tilsyneladende bare tilpassede sig skolen, fordi de skulle«.

Undervisningens forudsætninger

»Conditions de l'education« (»Undervisningens forudsætninger«) er skrevet af Marcel Gauchet, der er filosof og underviser på Institut for Socialvidenskab, EHESS i Paris, Marie-Claude Blais fra universitetet i Rouen og Dominique Ottavi fra Paris-8-universitetet, som begge forsker i undervisningsvidenskab. Boget er udgivet på forlaget Stock. I 2002 udgav de på forlaget Bayard »Pour une philosophie politique de l'education« (»For en politisk undervisningsfilosofi«).