"Vi glæder os meget til ungerne kommer, men der er stor usikkerhed omkring den manglende forberedelsestid. Det er en stressfaktor, for vi ved jo, hvor lang tid tingene tager", siger lærer Janne Møller Petersen på sin første arbejdsdag efter ferien.

Første arbejdsdag: En blandet stemning i teamet

”På nuværende tidspunkt plejer vi at have lavet årsplanerne og bestilt alle materialerne”, fortæller lærer Janne Møller Petersen. I dag er første arbejdsdag og stemningen i hendes team er præget af, at alle føler sig langt bagud med planlægningen af det kommende skoleår.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Janne Møller Petersen sidder i sit team på Ørkildskolen i Svendborg og knokler med at få årsplanerne på plads og bøger bestilt hjem, da folkeskolen.dk fanger hende for at høre, hvordan hendes første arbejdsdag er forløbet.    

"Vi er alle sammen meget glade for at se hinanden igen. Men jeg vil sige, at der er en blandet stemning. Vi glæder os meget til ungerne kommer, men der er stor usikkerhed omkring den manglende forberedelsestid. Det er en stressfaktor, for vi ved jo, hvor lang tid tingene tager", siger hun.

Hele sommerferien har den ny arbejdstidslov spøgt i kulissen.  

"Det har været en benhård sommerferie, fordi man har gået og tænkt på næste år og ikke vidst, hvordan det bliver. Det er egentlig ikke så meget reformen, men mere Lov 409", siger Janne Møller Petersen.  Det er særligt fleksibiliteten og forberedelsestiden, hun frygter for.

Næste skoleår bekymrer i Svendborg 

Det går udover min kreativitet

En ting, der er blevet meget tydelig for Janne Møller Petersen i sommerferien, er, hvor meget hendes arbejde som lærer også har været en hobby:

"Normalt har jeg gået rundt i sommerferien og fundet bøger, jeg synes kunne være sjove", fortæller hun. Men i år har det ikke været uden dårlig samvittighed, at Janne Møller Petersen har brugt sommerferietid på noget arbejdsrelateret.

"Jeg har været på biblioteket, men så tænkt, at det jo ikke er det, jeg skal og så lagt bøgerne fra mig igen. Og det synes jeg egentlig er problematisk, at man ikke på et museum eller på en rejse kan arbejde lidt og tage en plakat med til billedkunst og et skriveoplæg til dansk", siger hun og tilføjer: 

"Så det at blive låst fast i en ny arbejdstid, hvor alt skal foregå inden klokken 16, det kan jeg mærke også går udover ved min kreativitet". 

 

 

 

 

 

.