Debat Kronik
0   274

Den stolte lærer

Kronikken er en redigeret version af Morten Albæks oplæg til debat om fremtidens skole på DLF's kongres

Jeg er blevet inviteret til at tale om fremtidens skole. Og her vil jeg godt tillade mig at ændre lidt på semantikken - og det er gjort med dyb kærlighed til dem, der har inviteret mig. Fordi fremtiden ved, vi kommer. Det, vi til gengæld kan sætte spørgsmålstegn ved, er, hvorvidt fremskridtet følger med. Så det, jeg vil tale om, er fremskridtets skole, den skole, der er garanten for, at vi rent faktisk skaber et samfund, der er progressivt. Og når jeg lige er ved den semantiske lekture, så er der også et andet fænomen, som jeg gerne vil gøre op med - den professionelle lærer. Hvis man begynder at tale om, at læreren skal være professionel, så vil jeg tillade mig at stille det retoriske spørgsmål: Hvad har han/hun så været før? Uprofessionel? Velsagtens ikke. Læreren er professionel, fordi lærergerningen er forankret i en profession. I er per dekret professionelle. Så det, jeg vil tale om, er den stolte lærer, den lærer, der har karakter og integritet, som har et berettiget selvværd, der gør, at når læreren træder frem både i klasseværelset og i det offentlige rum, så gør han eller hun det med en gennemslagskraft og med en autoritet, som i den grad er savnet i dag.

Der er nogle forhindringer for, at vi set fra min udsigtspost kan sikre det omtalte fremskridt for folkeskolen. Nogle vil med rette påstå, at der er mange forhindringer, men jeg har tilladt mig at udvælge tre. Den første forhindring, som fremskridtets skole bliver nødt til at anerkende eksistensen af, er Forældre-Danmark. Det Forældre-Danmark, som har udliciteret opdragelsen og dannelsen af barnet til en hybrid mellem barnet selv og folkeskolen. Det Forældre-Danmark, som har gjort det til sin fornemste opgave at etablere paradisisk hygge omkring barnet. Derved fralægger Forældre-Danmark sig også en af de fineste forpligtelser, ethvert voksent menneske har i omgangen med et barn eller ungt menneske - nemlig at have modet til at knægte barnets virkelighedsopfattelse. Lad mig eksemplificere: Lille Hanne er på vej hjem fra sin første sløjdtime i skolen, og fordi folkeskolen af og til - langtfra så tit som den er anklaget for - er en smule uoriginal, så skulle hun selvfølgelig lave et spækbræt. Hun kommer hjem fra skole, og i døråbningen står mor for at tage imod sin lille prinsesse og spørger Hanne, hvad hun har med til mor. Og Hanne er jo autoritetstro, og hun har fået at vide, at den der kuberede Keops-pyramide er et spækbræt, så hun svarer stolt: Mor, jeg har et spækbræt med hjem til dig. Morens øjne slår fuldstændig flik-flak, hun kan ikke fokusere, for der er ikke noget spækbræt - der er bare et stykke voldtaget træ. Men hvad svarer moren? Søde Hanne, hvor er det et flot spækbræt. Hvad burde mor svare? Søde lille Hanne, hvis du tror, det er et spækbræt, så kom med ud i køkkenet, så skal jeg vise dig, hvordan sådan et ser ud. Og efterfølgende skulle hun ringe til skolen for at spørge sløjdlæreren, om det er ham, der har bildt hende ind, at dette stykke mishandlede træ er et spækbræt, for så er han vel at mærke også velkommen til at komme ind i køkkenet og se, hvordan sådan et ser ud. En øvelse, der ydermere også ville være rigtig godt for skole-hjem-samarbejdet!

Artiklen fortsætter under banneret

Eksemplet er dybt polemisk, det indrømmer jeg, men moralen er stadig interessant. Jeg betvivler ikke, at forældrene elsker deres barn mere, end noget andet menneske er i stand til. Men det har nogle konsekvenser for barnets evne til over tid at transformere sig fra barn til ung til voksen og blive i stand til at leve et godt, hvis ikke lykkeligt voksenliv. Her er en central morale for fremskridtets skole, der handler om, at vi skal se et reelt fremskridt i forhold til kvalitet i det voksenliv, som fremtidige generationer får. Absurditeten er jo total, hvis man forestiller sig, at voksne mennesker siger, når de har rundet de 40: Jeg havde en fantastisk barndom, men mit voksenliv er helt forfærdeligt. Fremskridtets skole handler om at gøre børnene klar til at leve i den virkelige virkelighed. Den virkelighed, hvor man ikke altid får ordet, når man rækker hånden op, dér hvor man ikke altid bliver talt til, som om man var en reinkarnation af Einstein, og hvor man også lider nederlag og bliver spyttet på i overført og egentlig forstand - og på trods af, at det nu engang er virkeligheden, alligevel føler, at man har et godt og anstændigt liv.

Den anden udfordring er den negative sociale arv. Og nu ved jeg godt, at så snart man bruger den betegnelse, så får ganske mange af jer associationen til arbejderdrengen født ude på Amager af den tuberkuloseramte mor og med en alkoholiseret og voldelig far. Den type sociale arv har vi selvfølgelig stadigvæk, men i mindre og mindre omfang. Så har vi en anden negativ social arv, som man kunne kalde den kulturelle negative sociale arv, nemlig at barnet arver sine forældres tro på, at fremtiden ikke bringer noget som helst godt med sig. Og så er der en fuldkommen overset negativ social arv, som fremskridtets skole skal turde angribe. Middelklassens negative sociale arv består i, at den reproducerer resursestærke og privilegerede individer, som ikke er socialt indignerede på de laveste samfundsklassers vegne. Det er lige akkurat her, at folkeskolen kommer til at spille en udslagsgivende rolle for, hvorvidt vi er et samfund i fremskridt.

Den sidste udfordring, jeg vil fremhæve, er hastighed. Vi har simpelthen gjort hastighed til gud i vores samfund. Hvis man er et ungt menneske i dag, så gælder mantraet: Hvis du gerne vil lykkes i livet, så husk at tage dig en uddannelse og husk vel at mærke at tage den på normeret tid og med tocifrede karakterer. Læs pensum og kun pensum, og så skal du skynde dig ud på arbejdsmarkedet som ind i helvede, og så snart du sætter din fod på arbejdsmarkedet, så vil der blive spillet fanfare og smidt rosenblade foran fødderne på dig, for arbejdslivet er simpelthen paradis på jorden.

Dermed siger vi, at pauserne i livet, dér hvor vi filosoferer eller reflekterer eller erkender os selv, er ligegyldige. De har ingen værdi. Problemet er bare, at det er med pauserne i livet som med pauserne i musikken, at hvis der ikke var pauser, kunne vi ikke høre melodien. Her skal fremskridtets skole insistere på, at folkeskolen er et refleksionsrum.

Jeg kan hilse og sige, at der er ingen sammenhæng imellem, hvor lykkelig du bliver som voksen, og hvor mange knob du skyder gennem »Søren og Mette« i 5. klasse.

Lad os insistere på, at det handler om retten til at få mulighed for et godt liv, hvor du af og til oplever fornemmelsen af lykke. Læreren er en hybrid mellem en erkendelsesagent og en lykkearkitekt. Den stolte lærer - hvad er det for en størrelse? Er det en selvfed eksistens, der alene lytter med munden, og som, hver eneste gang hun bliver udsat for kritik, får ondt af sig selv? Ikke i min verden. Den stolte lærer er den, der starter med at tilsikre sig, at hun sover med rene fødder i silkelagener. Der er blandt lærere som i alle andre brancher og professioner brodne kar. Ikke mange, men nogle. Nogle, for hvem det er livets største gåde og misforståelse, at de nogensinde stillede sig i et klasseværelse. Den stolte lærer bedriver en intensiv grad af faglig selvjustits. Den stolte lærer insisterer på, at den inkompetente lærer enten forbedrer sig eller forsvinder.

Den stolte lærer ser også det frie skolevalg som en mulighed, frem for noget djævelen har skabt. For i min virkelighed betyder det frie skolevalg, at læreren i mødet med forældrene kan insistere på sin faglige integritet og sine pædagogiske og didaktiske principper og til resursestærke, privilegerede forældre, der opløfter sig til eksperter, respondere: »Ved du hvad, kammerat, du har retten til at tage dit barn og flytte til en anden skole. Du kan stå op 30 minutter tidligere og køre lidt længere, men det er dit valg. Jeg har til gengæld også retten til at sige til dig, at du kan snakke herfra og til månen, men de principper, de værdier og den vision, vi har for den her skole og den her klasse, dem vil du ikke være i stand til at ændre på, for de er konsoliderede, og de handler ikke om at tilfredsstille dig, men om at skabe fundamentet for, at dit barn og de andre børn kan få den bedst mulige fremtid«. |


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ