Tidligere Pisa-deltagere målt igen efter 12 år

For første gang nogensinde har Det Nationale Forskningscenter for Velfærd SFI undersøgt, hvordan unge, der deltog i Pisa 2000-undersøgelsen, nu klarer en ”voksen-Pisa” i læsning som 27-årige (rettet kl. 11.12, red.). Hele skoleverdenens øjne er derfor rettet mod Danmark, når undersøgelsen offentliggøres på torsdag.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den danske undersøgelse giver et helt unikt indblik i sammenhængen mellem de kompetencer, Pisa måler hos 15-årige ved slutningen af deres skolegang, og hvordan det så går de pågældende som voksne. Er det faktisk de dygtigste til  læsning, der klarer sig bedst på arbejdsmarkedet?

Undersøgelsen er gennemført som led i OECD-undersøgelsen Programme for the International Assessment of Adult Competencies, forkortet Piaac, men det er kun de danske forskere har gået tilbage til tidligere Pisa-deltagere. I 2012 blev 1881 danskere, der deltog i Pisa 2000 opsøgt på ny og bedt om at deltage i en ny undersøgelse af deres uddannelse, livsforløb, beskæftigelse og faglige kompetencer.

Pisa for voksne på vej

Lærere og skoleledere målt I næste uge, den 25. juni, offentliggøres Talis 2013 i Tokyo. Talis er OECD's Teaching and Learning International Survey, en undersøgelse blandt lærere og skoleledere, som også blev gennemført i 2008. Lærere og skoleledere i 33 lande har besvaret spørgeskemaer om uddannelse, muligheder og behov for kompetenceudvikling, feedback til og evaluering af lærerne, læringsmiljø, skoleledelse, lærernes undervisningspraksis, pædagogiske holdninger og værdier samt lærere og lederes jobtilfredshed.

Den internationale rapport primært om udskolingen offentliggøres den 25. juni, mens den danske, der kigger på hele folkeskoleforløbet + ungdomsuddannelserne og sammenligner danske resultater med nordiske og internationale, offentliggøres til 3. oktober.

Folkeskolen.dk vil beskrive resultaterne af både Pisa/Piaac- og Talis-undersøgelserne.