Meget tyder på, at undervisningsministeren har lagt en ny strategi for sit skolepåhit. Strategien består tilsyneladende i, at politikerne faktisk kan hælde nok så meget sjusk ind i folkeskolen, for at give indtryk af, at noget nyt og politisk originalt er på vej. Den eneste begrænsning på galskaben er, at man ikke under nogen omstændigheder må ændre på ophobningsgraden i klasserne af alle mulige elevkategorier. Men altså bortset fra kravet om, at folkeskolen skal fortsætte med at være mest muligt undervisningshæmmende indrettet, så er der frit løb uden først at undersøge, om det man hælder ind i skolen også fungerer. Man skal bare producere et læs ideer og så fyre kanonen af. Man skal bare sørge for, at det man hælder i gryden er anderledes end det, der var før. Og så skal man ikke lade sig hæmme af besværlige kvalitetsovervejelser. Og når det hele så står lige før startskuddet lyder, så skal ministeren udtale, hvad ministeren altså også udtaler nu: ”Det er et kæmpeproblem, at lærerne ikke kan se for sig, at eleverne bliver dygtigere af det her. Hvis lærerne går til deres arbejde med dét udgangspunkt, at man ikke tror, at det lykkes, så er der mange ting, der ikke lykkes”. (Politiken 10.6.). Altså alting lykkes, hvis bare lærerne tror, at det nok skal lykkes. Lærernes begejstring kan faktisk opveje meget politisk makværk. Hold op med at kritisere skolereformen og den helt ekstreme rummelighed i klasserne. Tro i stedet for på, at denne den ringeste skole nogensinde faktisk er den bedste skole nogensinde. Eller at den kan ende med at blive den bedste nogensinde efter et år eller to.

Det vigtigste, når en skolereform skal implementeres, er altså ikke, at man først har undersøgt, om nyskabelsen fungerer efter hensigten. Det vigtigste er, at lærerne, der skal lægge ryg til tilfældighederne maner sig op til altid og ubetinget med påtaget begejstring at tro på, at alt det, der tydeligvis er noget makværk, faktisk helt sikkert bliver succesfuldt.