Blog
0   397

Informerende og inspirerende

Abonner på nyt om Tysk og fransk i skolen i dit personlige nyhedsbrev.


Formanden for Tysklærerforeningen for Grundskolen, Flemming Nygaard, har været til undervisningsministeriets ”gå-hjem-møde” om Fælles Mål i Aarhus den 2. juni. I bloggen fortælles om nogle af de informationer og noget af den inspiration, han forlod mødet med.

Big mother is watching you

Forventningerne var på bristepunktet, da tilhørerne fyldte det store auditorium på VIA i Aarhus. Nogle gumlede stadig på de gulerods, salat  og tomatfyldte sunde flutes, da seancen tog sin begyndelse kl. 17.

Artiklen fortsætter under banneret

Helene Hoff, undervisningsministeriets ansvarlige for sekretariatet for forenklede Fælles Mål, bød kort velkommen, før undervisningsminister Christine Antorini fyldte storskærmen og med et fast blik bød alle fremmødte velkommen. ”Alle børn skal blive bedre fagligt. Derfor iværksættes en fokuseret indsats for at udvikle kvaliteten af undervisningen og forbedre elevernes læring og trivsel”. Tonen var slået an. Undervisningsministeren betonede, at vi med forenklede Fælles Mål får de bedst tilgængelige værktøjer. Ministeren afsluttede med at ønske alle et godt og udbytterigt gå-hjem-møde.

Nødvendige ændringer

Helene Hoff overtog nu podiet og kunne fortælle, hvorfor forenklede Fælles Mål var nødvendige. En EVA-undersøgelse havde i 2009 konstateret, at de daværende Fælles Mål ikke blev benyttet af lærerne. Det havde derfor været nødvendigt at udarbejde nye forenklede Fælles Mål. Målene skal være rammen om arbejdet, fokus skal gå fra indhold til, hvad der skal læres i klasseværelset. De mere konkrete mål skal hjælpe til at skabe progression i undervisningen. Målet for læring er, at der sættes fokus på målstyret undervisning. Det er vigtigt, at de forenklede Fælles Mål skal kunne forstås af alle (ledere, lærere, pædagoger, forældre og elever).

De tidligere CKF’er erstattes af 2 – 4 kompetenceområder, og slutmål og trinmål sammenlægges i kompetencemål for 9. klasse. Kompetencemålene kommer således til at beskrive, hvad eleverne skal opnå af kunnen i fagets kompetenceområder, de tidligere CFK’er. Nye Fælles Mål består af få overordnede kompetencemål, der beskriver, hvad eleverne skal lære i faget under hele skoleforløbet – (de tidligere trinmål).

Det er tanken, at der via EMU’en skal udlægges vejledende og konkret materiale med inspiration til én målstyret undervisning.

Inden vi vidste af det, var den første time gået, og som det fremgår, var der megen og væsentlig information at tygge videre på, inden alt bliver fordøjet.

 

Arbejdsgruppe: sprogfagene

Fra kl. 18 – 19.30 var der fagopdelte oplæg med repræsentanter for Fælles Måls arbejdsgrupper. Jeg valgte ”sprogfagene” under ledelse af Annette Gregersen, medlem af arbejdsgruppen for fransk.

AG indledte med at understrege, at hun i dagens oplæg stod som privatperson og ikke som ministeriets repræsentant.

Hun kunne fortælle, at arbejdsgrupperne var alsidig sammensat af sprogforskere og praktiserende undervisere. Leder af gruppen havde været Hanne Leth Andersen, nuværende rektor på RUC.

Med udgangspunkt i forenklede Fælles Mål for engelsk gennemgik AG Fælles Måls opbygning i kompetenceområder, kompetencemål, undervisningens faser (ikke at forveksle med klassetrin!), samt færdigheds- og vidensmål . Særligt interesserede henvises til uvm’s hjemmeside, hvor målene kan læses og sammenholdes med læseplanerne, der også pt. er i høring.

Anette Gregersen beskrev grundlaget for gruppens arbejde med målene, med henvisning til den udvikling fremmedsprogene har været igennem, siden den europæiske referenceramme så dagens lys i begyndelsen af 00’erne.

Hun understregede det vigtige i, at læreren er og betragter sig selv som den nøgleperson, der kan lide at undervise i fremmedsproget, der tror på, at det er godt at starte tidligt, og som har kendskab til alderssvarende metodik. Læreren skal kunne sætte sig ind i sine elevers læringsbehov og muligheder. Læreren skal endvidere have et højt sprogligt niveau og bruge målsproget i sin undervisning.

Nyt læringssyn, nye prøveformer og videreuddannelse

Annette Gregersen understregede, at sprogundervisningen i fremtiden er underlagt et nyt læringssyn, ”tankpasserpædagogikken” er død. ”Man taler det sprog, man har med i rygsækken, man taler, som den person man er, i den fase man befinder sig .” Korrekthedskravet er ændret ”eleverne skal turde, hvad de ikke tidligere gjorde og de skal bygge på, hvad de har med sig fra eksempelvis dansk og engelsk”.

Man sidder tilbage med en forvisning om, at de forenklede Fælles Mål nødvendigvis må medføre nye prøveformer! De gældende passer ikke ind i den fremtidige undervisning! "Prøverne skal i videst muligt omfang afspejle den daglige undervisning", hed det tidligere.

Annette Gregersen afsluttede med en checkliste for, hvad der er nødvendigt i den fremtidige fremmedsprogsundervisning. Det vil føre for vidt her at komme ind på alle punkter, men et par enkelte skal der være plads til. ”Sørg for, at eleverne får succesoplevelser, byg på emner, der interesserer eleverne, brug målsproget i undervisningen og skab meningsfulde sprogbrugssituationer” og sidst, men ikke mindst ”invester i didaktisk, sproglig og kulturel grund-/efteruddannelse”. En opfordring, som man må håbe, at kommunerne rundt omkring vil tage til sig. Den nye reviderede lov vil kræve fagligt dygtige og pædagogisk velfunderede lærere.

Fortolkning

Tiden tillod desværre ikke megen snak om selve formuleringerne i de forenklede Fælles Mål. Vi må derfor håbe, at der ved anden lejlighed bliver tid til en udlægning af udtryk som eksempelvis ”eleven har viden om forhold mellem mimik, gestik og indhold i situationer”, ”Eleven har viden om relationsbundne udtryk”, ”Eleven har viden om metode til at søge ordforråd” eller ”Eleven har viden om præstationsstrategi med tilhørende ordforråd” for blot at nævne et par eksempler fra Fælles Mål i tysk, hvor det ville have været rart med en udlægning.

Et informativt og inspirerende ”gå-hjem-møde” var forbi, og turen tilbage til hjemmet gav mulighed for refleksion og eftertanke om den virkelighed, der møder os efter den 1. august – men der er jo laaang tid til!

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Tysk og fransknetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for fagene. I samarbejde med Sproglærerforeningen, Tysklærerforeningen og Fransklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.827 andre er allerede tilmeldt