Anmeldelse

act FLUGT

Der er håb forude

Fremragende og relevant undervisningsmateriale fra Røde Kors om børn på flugt. Materialet er ikke blot at betragte som en skæbnesvanger fortælling om endelig undergang, men derimod om en situation, hvor vi skal bevidstgøres om, at selv om mange børns liv er i fare, er der et håb forude.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Layoutet er et sandt bombardement af synsindtryk, så man i første omgang glipper med øjnene. Men netop det kan være medvirkende til at åbne elevernes øjne for den virkelighed, mange "derude" oplever. Der er fin balance mellem layout og tekstens eksempler fra den skinbarlige og uhyggelige virkelighed, men der ligger sandsynligvis også et modspil i billederne af optimistiske og glade flygtninge over for billederne af danske børn.

Fakta:

Titel: act FLUGT

Sider: 55

Type: Lærervejledning

Forlag: Røde Kors

Sider: 23

Type: Elevmagasin

Jeg mener, man bør lade den håbefulde optimisme, som materialet er et eksempel på, præge de undervisningssituationer, man gennemfører i klasserne, frem for at forfalde til voksenretorik om, at Assad og Putin er en anden udgave af Adolf Hitler. Børnene skal selvfølgelig kende til grusomhederne, men hvis der skal være mening med galskaben, bør der være et forsonende og håbefuldt lys for enden af den berømte tunnel.

"Hvor længe ville du overleve i en flygtningelejr?" Der er gode, appellerende overskrifter til de enkelte emner og historier i materialet. For eksempel også "Graffiti startede krigen", "Det hjælper at lege krig", "Vi gemte os under gulvtæppet". Indholdet holder samme niveau og forfalder aldrig til det poppede. Ikke mindst siden "Test dig selv" vil uvægerligt give eleverne fornemmelse af, hvilket helvede det må være at være flygtning.

Lærervejledningen giver gode og ganske præcise anvisninger på elevaktiviteter og eksempler på, hvordan undervisningsforløb kan tilrettelægges, og hvor lang tid man bør afsætte til de enkelte delemner. Materialet holder hele tiden læreren for øje, at der bør foretages en selektion af emner og temaer afhængigt af den enkelte klasses sociale standpunkt. Materialet er afgjort en øjenåbner og meget bevidstgørende for danske elever.

Til materialet hører desuden forskelligt andet materiale, som Røde Kors udvikler til emneugen 38/2014: "Veltilrettelagt emneuge", "Forslag til aktiviteter" og "Temasite til eleverne".