I følge ordbogen betyder det: "inddragelse i et fællesskab eller en sammenhæng" - altså at trække nogen ind i fællesskabet. Det er lidt interessant, at det er fællesskabet der udfører bevægelsen, og ikke individet.

Når vi taler om inklusion i dag, så taler vi ofte om den modsatte bevægelse, elever bliver ikke trukket ind, men proppet ind af en eller anden udefrakommende instans. Ikke mærkeligt, at det går galt.

Et fælleskab drager helt naturligt andre til sig, fællesskaber er ikke lukkede og faste, de ønsker altid at suge nye til sig. Det at være, er at være sammen med andre. Sådan er børnefællesskaber også, de er faktisk ekstrem rummelige, men til tider også rigtig hårde. Som voksne skal vi hjælpe dem med at lade sig drage og med at drage andre til sig, også dem der er anderledes end dem selv.Den almene folkeskole bør være for alle de børn vi forestiller os, kan klare sig selv som voksne. Det tjener ingen, at de går på separate skoler, eller i separate klasser. Det ændrer dog ikke på, at der er børn undervejs, der har brug for særlig omsorg i forhold til faglige, sociale, kognitive eller psykiske vanskeligheder. Den omsorg er i høj grad blevet en mangelvare. Den almindelige specialundervisning er nærmest forsvundet, hvilket er den direkte årsag til den massive stigning af 20.2 foranstaltninger. Vi skal have genskabt specialundervisningen, modersmålsundervisningen,  motorikundervisningen og sprogstimuleringen. PPR skal ikke blot være konsulterende konsulenter, men aktivt udøvende specialister.At anvende en generalisttankegang på specialområdet er en absurditet af dimensioner, og er i høj grad skadeligt for de børn, der har brug for specialistviden.

Hvis inklusionen skal lykkes, så skal vi gå til det på en hel anden måde, end det vi er igang med nu. Børnene skal tiltrækkes og ikke skubbes.