Kamp om net-kunderne

Lærere og elever får ny hovedindgang til Internettet. Den skal gøre det nemmere at finde informationer af værdi

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ambitionerne fejler ikke noget hos de medarbejdere i UNI-C, der i øjeblikket er i gang med at opbygge landets første omfattende pædagogiske portal på Internettet,www.emu.dk

En portal er det indgangbillede, som Internet-brugeren klikker på i starten af sin søgning på World Wide Web, og anses i dag for at være en hovednøgle, når man vil kommunikere på Nettet.

Konkurrencen om at få lokket kunderne ind i portaler er stor blandt Internet-tjenester og søgemaskiner.

Nu opbygger UNI-C med støtte fra Undervisningsministeriet sit tilbud til skoler og gymnasier.

'Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver rigtig stort, det her. Vi satser på at komme ind på portalernes top 10', som nettjenestechef Martin Bech fra UNI-C formulerer det.

Det store i projektet er, at www.emu.dk forsøger at samle bjerge af information, som har relevans for både folkeskolen og gymnasieskolen under én paraply.

Men til forskel fra andre portaler er der her tale om information og tjenester, der er særlig målrettet eller udvalgt til uddannelsessektoren.

En række af de links, som emu.dk leder hen til, består af materialer, der har været igennem en vurdering fra pædagogiske konsulenter.

Det gælder blandt andet Fagenes Infoguide (www.infoguide.dk), som er et forsøg på at lægge kvalitetskriterier hen over informationer på www.

Henvisningerne i infoguiden er tygget igennem af fagenes pædagogiske konsulenter, som har vurderet deres værdi for brugerne. Fagenes Infoguide blev i marts nomineret til årets Thor for bedste uddannelsesorienterede hjemmeside, men medieprisen gik til Novo Nordisk A/S.

Kildeangivelse

emu.dk henviser desuden til de aviser og tjenester, som skolerne abonnerer på gennem Skoda. Skolernes Databaseservice. Der er links til danske og internationale organisationer og foreninger, til skolenet i fremmede lande og til konferencesystemet www.skolekom.dk, der fortsætter sin vækst.

I øjeblikket er 150.000 lærere tilmeldt skolekom.dk, og tallet forventes at overstige 200.000 ved årsskiftet. I UNI-C arbejder ti medarbejdere med at styre oprettelse af nye brugere, etablering og lukning af debatgrupper om alt fra sjældne insekter til pædagogiske strategier for dansk i 1. klasse.

Søger man via www.emu.dk's søgefunktioner, bliver man ført rundt mellem alle de materialer, som findes under paraplyen, og får også links til debatgrupper i konferencesystemet.

Desuden får man som bruger en servicemeddelelse med kildeangivelse og en kort beskrivelse af, hvad Net-materialet indeholder.

Hvis man som lærer eller elev vil ud i det større cyberspace, skal man bruge en af Nettets generelle søgetjenester, Jubii, Alta Vista eller den nye Vuf, som søger på tværs af alle søgemaskiner.

En reception

emu.dk har altså i sin opbygning af portalen foretaget en afgrænsning af materialer, som er relevante for skoler og gymnasier.

'Vi ønsker ikke at blive betragtet som en betonagtig censurinstans, der 'ved hvad der er godt for dig som lærer'. Men vi oplever, at der er stort behov for at få mere overskuelige systemer til søgning på de særlige tjenester for uddannelsessektoren, som vi har bygget op herhjemme. Alle disse tjenester fungerer så at sige i hver sit kontor. Nu laver vi en reception, som tager imod de besøgende og sender dem hen, hvor de vil være Man kan ikke forlange, at folk skal kunne huske 35 hjemmeside- adresser i hovedet', siger Martin Bech.

www.emu.dk henvender sig også til elever. Erfaringer viser, siger Martin Bech, at eleverne har mindst lige så meget brug for overskuelige portaler som lærere.

'Det kan godt være, at de selv føler, at de har enormt godt check på Nettet, fordi de har fået klikket sig ind på et par musikgruppers hjemmesider. Men mange af dem har ikke forstand på egentlig informationssøgning. Man kan stadig finde 9.-klasser, hvor halvdelen af eleverne slet ikke har været på Nettet endnu', siger han.

I øjeblikket er UNI-C i gang med at opbygge et lille søgekursus, som bliver lagt ud i portalen. Det skal vejlede brugerne i at bruge Nettets forskellige søgemaskiner, så man kan få gjort sine søgninger så præcise og afgrænsede som muligt.

emu.dk har et 'frikvarter'-link, som leder videre til hobbier, kunst, museer, spil og andre fritidsinteresser og til information om, hvad man skal huske, hvis man går med planer om at flytte hjemmefra.

En særlig service er den elektroniske kalender, som udvikles i samarbejde med databasen www.KultuNaut.dk

Den kan lede læreren eller elever hen til arrangementer eller begivenheder, som kunne være relevante for et projekt eller undervisningsforløb.

Digital butik

Desuden får emu.dk sin egen butik, Emutikken, med digitale undervisningsmaterialer, som kan bestilles og betales direkte via Nettet.

'Især mindre forlag og andre producenter af undervisningsmaterialer har dårlige muligheder for at markedsføre sig selv. Det kan de nu gøre gennem Emutikken, mod at vi tager fem procents omsætningsafgift', siger Martin Bech.

Ris og ros til portalen på UNI-C: telefon 3587 8889 eller via e-mail fra link på www.emu.dk-Helle Baagø er freelancejournalist